Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Alle stole i Festsalen på Frue Plads var besat da EU’s udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, den 8. september lagde sin vej forbi for at diskutere mulighederne for at EU kan bidrage til fredelige løsninger på verdens konflikter.
Solana havde på sin korte rejse til Danmark nået at mødes med statsministeren, dronningen og gå en tur i Tivoli, men valgte at afslutte sit besøg med at diskutere EU’s udenrigspolitik med de studerende på KU.
I sin tale slog den spanskfødte udenrigskoordinator for de europæiske lande og tidligere professor i fysik til lyd for at samarbejde og diplomati er EU’s bedste redskaber til at skabe fred og løse internationale politiske problemer i dag og i fremtiden.
Han nævnte også talrige eksempler på hvordan EU’s missioner ude omkring i verden har gjort en markant forskel. Spørgsmålene om USA’s magt og atomproblematikken i Iran dukkede også op i debatten. Solana slog fast at man skal anerkende de uenigheder der er mellem USA og Europa på verdens konflikter, men især de nye generationer må ej heller glemme at USA gennem tiden har støttet Europa.
I forhold til Iran mente EU-koordinatoren at militær magt kan blive en nødvendighed hvis Iran vil hævde sin ret til at berige uran. Men militærmagt er bestemt ikke Solanas kop te. »Jeg vil ikke bruge militærmagt. Vi skal bruge diplomati hele vejen.«