Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi sætter ikke fagligheden over styr

DEBAT - Det er forkert at man på humaniora har så travlt med at implementere en ny uddannelsesstruktur, at det går ud over faglighed og medinddragelse, skriver dekan Kirsten Refsing i svar til studerende.

I debatindlægget ’Vi vil have uddannelser uden lommeregnerlogik’ bragt i Uniavisen.dk den 24/11 lyder det, at vi har så travlt på humaniora, at vi sætter medinddragelse og faglighed over styr. Det er faktuelt forkert.

Forslaget til Fremtidens uddannelseslandskab har været sendt i en meget bred høring på institutter, studienævn (hvor de studerende er repræsenteret), Akademisk Råd (hvor de studerende er repræsenteret), studielederkredsen og HUM-Rådet.

Der er oprettet et tema på KUnet om netop Fremtidens uddannelseslandskab, og her har der også været en opfordring til debat.

Der er heller ikke tale om en reform udarbejdet på en lommeregner – tværtimod har udgangspunktet været at sætte bedre kvalitet i uddannelserne på dagsordenen.

Jeg er af den faste overbevisning, at alle studerende har krav på en solid forskningsdækning, et ordentligt studiemiljø og en bred vifte af faglige muligheder. Det kan svært opfylde på uddannelsesforløb med ganske få studerende og en enkelt eller to faste lærere.

Derfor er det nødvendigt at kigge vores uddannelseslandskab efter i sømmene. Hvis vi har berøringsangst fra start, kan vi ikke udvikle uddannelserne. Formålet med ledelsens overvejelser er på sigt at skabe større fleksibilitet, bedre studiemiljø og værne om småfagene ved at lade dem indgå i større faglige sammenhænge.

Der er dog ikke tale om et økonomisk quick fix for at spare penge på fakultetets pressede budget. Beslutningen om hvilke ændringer vi kommer til at gennemføre vil blive offentliggjort ved et stormøde den 14. december – og herefter tager vi så fat på selve implementeringen der i sagens natur vil strække sig over flere år

Seneste