Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Klumme — Det gode studiemiljø kommer ikke af sig selv - men i høj grad af de studerende, der arbejder frivilligt i studenterforeninger, råd og nævn. Og der er brug for flere af dem.
Hvem arrangerer fredagsbar? Hvem arrangerer spændende arrangementer med oplægsholdere? Hvem holder de forskellige råd, undervisere og institutledere i ørene, så de ikke glemmer de studerende i vigtige beslutninger?
Svaret på disse spørgsmål er frivillige studerende. Studerende, der brænder for deres uddannelse, studiemiljø og vores fælles universitet. Universitet er et sted, hvor man kan være mere fleksibel med sit skema og prioritere på en anden måde, end man har været vant til. Men desværre oplever man på mange studier, at det kan være svært at motivere nok studerende til frivilligt at tage del i studiemiljøets fællesskaber i deres fritid.
Jeg har selv oplevet flere møder i studenterpolitiske bestyrelser eller hos forskellige studenterinitiativer, hvor det ikke handler om, hvem der ønsker at tage ansvarsposterne mest, men om hvem der lige har tid eller orker det i den givne situation. Man sidder og kigger akavet rundt på hinanden og håber på, at en eller anden pludseligt rejser sig og siger “okay, jeg skal nok tage den”.
Det skal ikke føles som en byrde at værne om studiemiljøet, men noget som er sjovt, og hvor man føler sig som en del af et større fællesskab, som gør en forskel for de andre studerende. Men det er bare ofte de samme ildsjæle, der går igen i de forskellige politiske bestyrelser og samtidig står bag baren om fredagen. Og jeg tror ikke altid, det er noget, de gør, fordi de føler overskud, men fordi de kan se nødvendigheden i at opretholde det gode studiemiljø. Vi skal altså have flere frivillige, som ønsker at gøre en lille indsats for studiemiljøet. Jo flere man bliver, jo mindre bliver hver enkelt også belastet.
Vi har brug at ændre kulturen, så éns uddannelse handler ligeså meget om det sociale miljø som pensum og eksamener.
Derfor er mit budskab i denne klumme en slags ‘reminder’ til de forskellige tutorer og rusvejledere, der har ansvaret i studiestarten for at introducere de nye studerende for uddannelsen og især studiemiljøet, om at udbrede og italesætte universitets frivillighedskultur. Det skal ideelt set føles naturligt for de nye studerende at opsøge og tage stilling til de mange fællesskaber og studenterinitiativer, der eksisterer på hvert studie. Derefter kan man gøre op med sig selv, hvilket fællesskab der føles mest appellerende at engagere sig i.
Og hvis man ender med at brænde for sit studie, studiemiljø og universitet, men samtidig er sur over, at der er en masse strukturer på Universitetet, man er utilfreds med, kan man blive mere studenterpolitisk aktiv. Der findes et hav af studenterpolitiske råd og nævn, hvor man kan få sin stemme hørt og være med til at skabe forandringer for rammer omkring studiemiljøet.
At engagere sig i studiemiljøets fællesskaber eller de politiske råd giver rigtigt meget positivt både til studiemiljøet, men også til én selv. Man får lov til at møde en væld af sjove, søde og interessante mennesker, som man kan lære rigtigt meget af. Selv det initiativ, der måske ikke bliver en kæmpe succes, kan have været en givende oplevelse, da man stadig har taget del i et fællesskab og mødt nye mennesker.
I disse tider har vi en fremdriftsreform, der bliver hvert år sparet på vores uddannelser, og det har fået direkte konsekvenser for studiemiljøet. Kvalitet er takket være politikerne blevet et tema på de videregående uddannelser, men finansministeriet er ikke villige til at investere flere penge. Men ved at vi hver investerer lidt frivillig tid og energi i studiemiljøerne og tager del i de mange spændende fællesskaber, kan vi gratis forebygge de problemer, vi har i forhold til frafald og uddannelseskvalitet. Selvfølgelig løser det ikke hele problemet, men jeg ønsker at italesætte studiemiljøets relevans for uddannelseskvaliteten.
Vi har brug at ændre kulturen, så éns uddannelse handler ligeså meget om det sociale miljø som pensum og eksamener. Og jeg mener især introugen, som er den studerendes førstehåndsindtryk med universitetet, er et sted, man skal gøre en større indsats i forhold til at oplyse de nye studerende omkring alle de sjove eller spændende fællesskaber man kan blive en del af.