Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Vi varmer op til DHL

STAFET - Tager du en for holdet - nå, ja, og for den tyske logistikgigant - når KU løber DHL fredag den 2. september?

I år er løbe-T-shirten med KU-logo sparet væk. Det betyder, at det bliver sværere at se, at ansatte fra Københavns Universitet er totalt dominerende, når private og offentlige virksomheder mødes til løbedyst og gemytlig grill i Fælledparken.

Fredag den 2. september er DHL-stafetløbets sidste dag, og her deltager Københavns Universitet med over 2.000 medarbejdere fordelt på 409 hold.

Hvert hold tilbagelægger 5 gange 5 kilometer. Typisk fordelt på 5 kollegaer, men der er selvfølgelig mange måder at arrangere sig på. Deres Udsendte har en kær kollega, der hellere selv tager 2-3 omgange end lader tyndfede kontorvenner trække den samlede tid ned.

Som noget nyt i år vil der også være såkaldte WALK-hold til dem, der er toppet for tidligt. Den første start går kl. 18.15 for de første løbere og kl. 18.00 for gående deltagere.

I år lanceres også et nyt system med en engangsdepeche, der gør det muligt, at alle får deres egen tid.

Arrangøren informerer

Koordinator ved KU Niels Wollesen fortæller, at KU-ansatte i år samler sig i telte i blok 2 og blok 3, lige ved start- og målområdet. Blok 2 er forbeholdt SCIENCE og SUND, resten af KU hører til i blok 3.

KU-arrangørerne byder i år på varm chili con/sin carne, frugt og øl, vand, juice og chokolademælk. Det meste ø-mærket. Der vil kun være en bar i år, men den er stor og befinder sig i blok 2, nær blok 3.

Niels Wollesen erindrer om, at der samles overskydende mad ind til Kirkens Korshærs herberg på Nørrebro, og derfor opfordrer han til, at man allerede ved udlevering af DHL-madkassen afleverer de madvarer, man ikke kommer til at bruge.

I blok 3 vil man kunne finde en lille info-bod, hvis man har spørgsmål, og ellers kan man fange en frivillig hjælper med en grå T-shirt med teksten CREW på ryggen.

God tur!

gbg@adm.ku.dk

Seneste