Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi vil gerne være bedre!

SYNSPUNKT - Fem ansatte i administrationen på Humaniora forholder sig til den kritik af KU's serviceniveau, der i øjeblikket lyder fra studerende. De har et par gode råd.

Vi har med stor interesse fulgt med i indlæggene fra studerende i Universitetsavisens tema om service på KU.

Om end den seneste kritik ikke kommer som en stor overraskelse for os, så er vi også kede af at læse, hvor galt det kan gå. Vi er enige med jer i, at der skal strammes op!

Som administrativt personale på KU er det vores ønske, at jeres møde med administrationen bærer præg af effektivitet, professionalisme og god service. Vi ønsker, at studerende kan møde os og få den hjælp, de har behov for.

Rammerne for vores arbejde

Desværre er vores virkelighed også den, at vi ikke altid har mulighed for at levere den service, vi gerne vil. På lige fod med vores studerende, er vi afhængige af it-systemer, der ikke altid fungerer optimalt.

For eksempel kan vi opleve, at det pludselig ikke er muligt trække den karakterudskrift ud af systemet, som en studerende har brug for lige nu.

Oveni kommer der flere administrative opgaver, for eksempel med den seneste SU-reform, mens vi samtidig oplever, at der er færre hænder til at løfte opgaverne, fordi der samtidig findes lovkrav om nedskæring af administrationen på universiteterne.

Det ser heldigvis ud til, at der er forbedringer på vej, og der er for eksempel nedsat en arbejdsgruppe på Det Humanistiske Fakultet, der skal arbejde på at forbedre forholdene omkring it.

Hvad kan du selv gøre som studerende?

Vores bøn til jer er, at I også tager jeres personlige ansvar alvorligt. Som universitetsstuderende forventes det, at I sætter jer ind i reglerne, og selv følger op på, om I nu er tilmeldt den rigtige eksamen, om jeres indskrivning er korrekt og om I har adgang til KUnet. Og henvend jer i god tid – så er det lettere for os at hjælpe jer, inden det går helt galt!

I skal huske at læse jeres @alumni.ku.dk-email og studiebeskederne på KUnet – betragt jeres alumni-email som jeres arbejdsmail.

I kan endvidere orientere jer i reglerne på KUnet, hvor der findes informationer om alt vedrørende jeres studie. Men hvis I er i tvivl om, hvad reglerne er, så brug studievejledningen.

Seneste