Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi vil have uddannelser uden lommeregnerlogik

DEBAT - »Det ærgrer mig, at man på Humaniora har så travlt med at lave en ny uddannelsesstruktur, at man sætter medinddragelse og faglighed over styr,« skriver valgkandidat for Humrådet.

Vi humaniorastuderende har i de sidste måneder kunne læse historier i pressen om lukningstruede fag og konsekvenserne deraf.

Det hele bunder i dekanens ønske om at reformere, sammenlægge og lukke uddannelser på humaniora og skabe ‘Fremtidens uddannelseslandskab’, som det så fint hedder.

Ordet reform klinger hult, når det mere betyder nedskæring end udvikling. Og jeg er ikke i tvivl om, at der er et økonomisk incitament bag uddannelsesplanen.

Lommeregnerlogik

At bruge ordet reform som grundlag for at slå fag som finsk og lingvistik sammen holder ikke.

Finsk har ligesom alle de andre sprogfag fokus på både sprog, litteratur, kultur og samfund og skal nu ind under lingvistik, der beskæftiger sig med sprogopbygning, udvikling af sprog og fællestræk sprogene imellem.

En sådan sammenlægning må da være mere baseret på lommeregnerlogik end faglighed.

Vi gør vores

I Humrådet, som er sammenslutningen af fagråd på Humaniora, har vi gennem hele efteråret forholdt os yderst kritisk til de sammenlægninger, der sker hen over hovedet på de ansatte og os studerende.

Vi har afholdt debatarrangementer om dekanens udspil, vi har lavet et høringssvar, diskuteret strategien via Humrådets pladser i Akademisk Råd og har på det månedlige dialogmøde problematiseret uddannelseslandskabets kassetænkning over for dekanen.

Og selvom høringsfristen er afsluttet, vil vi i Humrådet fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at de humaniorastuderende får indflydelse på fremtidens uddannelser.

Dekanen har travlt

Desværre er vores dekan mere end fast besluttet på, at den nye uddannelsesstruktur skal være klar, inden hun går på juleferie.

LÆS: Dekan Kirsten Refsings svar

Hun har derfor udmeldt, at den nye reform præsenteres den 10. december og at et administrativt organ herefter skal sørge for implementeringen.

Her synes jeg, det er vigtigt at have i baghovedet, hvordan andre fakulteter og universiteters processer er forløbet, når det drejer sig om noget så vigtigt som uddannelsesstruktur.

Processen tager tid

På Jura tog det to år at få en studiereform, på Aarhus Universitet påbegyndte man en faglig udviklingsproces for over et år siden, og den er ikke færdig endnu, på RUC startede man i 2008 en uddannelsesreform, der stadig ikke er færdigimplementeret.

Sidst men ikke mindst har vores eget universitet også startet en uddannelsesreform: Det første spadestik var ‘innovationscampen’ i Den Grå Hal, hvor de studerende blev spurgt til råds om fremtidens uddannelser.

En god og inddragende proces tager tid, men Humanioras dekan vil altså have et færdigt produkt inden nytår.

Det ærgrer mig og mange andre studerende i Humrådet, at man på Humaniora har så travlt, at man sætter medinddragelse og faglighed over styr. Jeg ønsker, at vi får den bedste uddannelse og vil gerne være med til, at det sker.

Giv plads til de studerende

Derfor håber jeg, at jeg kan få mine medstuderendes opbakning og mandat i ryggen, når jeg stiller op for Humrådet til Akademisk Råd. Vi har mange gode ideer og vil gerne have flere til, hvordan vi sammen kan gøre Humanioras uddannelser bedre.

Men så skal man altså give plads til at inddrage de studerende og lade fagligheden råde. Og lade det tage den tid, det tager.

Derfor vil jeg gerne opfordre mine medstuderende til at tage aktivt stilling og stemme Humrådets kandidater ind i Akademisk Råd.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste