Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Vin og eddike fra de deltidsansatte

SURSØD PRIS - De videnskabelige timeansatte på KUA har skikket flasker af sted til de personer, som på afgørende vis har haft indflydelse på deres arbejdsvilkår

Og når de deltidsansatte undervisere på Humaniora uddeler priser, sker det på godt og ondt. Så Helge Sander, der må stå meget ondt igennem fra universitetsverdenen allerede i disse evalueringsdage, fik en flaske eddike.

Hans præstation ifølge priskomitéen:

Helge Sander »brillerer ved konsekvent at nægte at forholde sig til universiteternes misbrug af deltidsansættelser, mens han tilsyneladende uden dybere kendskab til den virkelighed, som vi andre lever i, tappert gentager sit mantra om universiteter i verdensklasse og forskningsbaseret undervisning. Prisen tildeles mere i beundring for hans nærmest rørende positivitet og vedholdenhed end for udvist kompetence og indsigt.«

Videnskabsministeren mødte ikke op for at modtage sin hadegave på KUA.

Og vinen

Men de deltidsansatte undervisere, på akronymisk DVIP-KUA, havde også rare flasker med. I år er vinen gået til EU-parlamentariker Ole Christensen (S), som, siger dvip’erne, »har gjort en stor og behjertet indsats for at få taget spørgsmålet om den danske stats misbrug af deltidsansættelser op i EU.

»Ole har fået EU-kommissær Vladimir Spidla til at stille spørgsmål om implementeringen af EU-direktiverne om deltids- og tidsbegrænsede ansættelser til den danske stat, og det er vores håb, at den danske stat vil blive pålagt at leve op til disse direktiver, hvis klare hensigt det er at sikre alle lønmodtagere i EU ensartede rettigheder.«

MEP Ole Christensen var til stede for at få sin flaske. Også formand for Dansk Magisterforening Ingrid Stage deltog i prisoverrækkelsen.

Seneste