Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
E-LÆRINGSTILBUD – Nu kan underviserne på Københavns Universitet få hjælp til at udvikle digitale værktøjer til deres undervisning.
Hjælpen får underviserne af professionelle it-læringskonsulenter via projektet ‘Online og blended learning’, som åbnede et nyt website om digitale værktøjer den 22. september.
Meningen er, at det skal fungere som et ressourcesite, hvis en underviser på Københavns Universitet (KU) ønsker at benytte sig online learning i begrænset omfang.
»’Blended’ betyder, at onlineundervisningen indgår som en del af den traditionelle undervisning på campus. Det skal altså ikke erstatte den traditionelle undervisning, men gøre undervisningen bedre eller smartere,« siger Jeppe Christensen, der er e-læringskonsulent på projektet.
Websitet er ment som det sted, hvor undervisere på KU kan finde alle værktøjerne, inspirationen og erfaringerne fra kollegaerne til brug i deres egen undervisning.
Som et eksempel på, hvad online learning kan bruges til, nævner Jeppe Sand Christensen, at den gør det muligt at inddrage de studerende mere.
»En underviser kan fx med et digitalt værktøj stille spørgsmål til 200 studerende i et auditorium. Bagefter kan han se, om de har forstået stoffet, og underviseren kan ud fra svarene se, hvor meget de studerende har forstået af forelæsningen,« siger Jeppe Sand Christensen.
Et andet eksempel drejer sig om muligheden for nemmere at gennemføre andre former for undervisning.
»Hvis en underviser skal lære de studerende at bruge et computerprogram, er det muligt at lave skærmoptag af gennemgangen og udgive den som en video. Det er meget smartere end at skulle have alle til at forstå undervisningen på én gang, når de studerende altid kan se videoen igen senere fx i forbindelse med en eksamen,« siger Jeppe Sand Christensen.
Alle undervisere har mulighed for at kontakte en lokal e-læringskonsulent på deres eget fakultet, og de kan finde kontaktinformationen på websitet.
Og hvert år er der en konference, ‘Make a difference’, for KU’s undervisere, hvor de kan udveksle erfaringer.
Online og blended learning-projektet er finansieret med 22 millioner kroner af KU og løber frem til 31. december 2016.
anfj@adm.ku.dk