Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

8 ting du skal vide om dine danske kollegaer

Arbejdspladskultur — På Københavns Universitet er mere end hver tredje forsker- og underviserjob besat af udlændinge. Uniavisen har talt med nogle af dem for at høre, hvad der karakteriserer deres danske kollegaer.

1

Frokostpausen betyder meget

Vil du være en del af det sociale fællesskab, skal du vide, at fokostpausen udgør en stor del af dine danske kollegers sociale liv på arbejdet. De rejser sig som regel fra skrivebordet på slaget 12 og går i samlet flok ned til kantinen eller ud i frokoststuen og spiser frokost sammen. Som udlænding kan du lære meget om dine kollegaer ved at spise frokost. Intet er for stort eller småt til at blive diskuteret: Alt lige fra hvad de skal lave med deres børn, når de kommer hjem, til fodbold og politik. Samtidig er det en oplagt mulighed for at studere den danske madkultur.

2

Danske forskere kan virke seriøse, men er i virkeligheden nogle festaber

Mange tror, at danskere er meget seriøse, men man skal ikke have arbejdet sammen med dem længe, før man finder ud af, at der under den rolige og kontrollerede facade gemmer sig nogle festoriginaler, der elsker at danse på bordene og feste til den lyse morgen. Vil du opleve det med egne øjne, bør du tilmelde dig årets julefrokost.

3

Danskere er meget ærlige om, hvad de tænker, og siger tingene direkte

Det gælder både på det professionelle og det sociale plan, og de forventer det samme af dig. Et godt råd er derfor at være kort og direkte i din kommunikation med dine danske kollegaer. Gå ind til benet og undgå udenomssnak og for mange høflighedsfraser.

4

Hierarkiet på danske universiteter er meget fladt

Alle føler sig lige og har i princippet lige meget at skulle have sagt. Forvent modspil. Også fra de studerende. Og kald dine kollegaer ved fornavn. Danske akademikere byder sig ikke om at bliver kaldt ‘hr.’ eller ‘fru’. Heller ikke de ældre professorer. Det betragtes som gammeldags.

5

Anskaf dig en cykel eller et par løbesko

Du vil opleve at de fleste af dine kollegaer er friluftsmennesker. Hvad enten det regner eller sner, cykler de fleste til arbejde. De elsker også at spise og opholde sig udenfor, selv om temperaturen burde tvinge folk indendørs.

6

Danskere kan virke reserverede

Men er meget hjertelige og imødekommende, når først man lærer dem at kende. De interesserer sig for andre mennesker og vil altid gerne hjælpe.

7

Danske akademikere er vant til at snakke engelsk

Men mange af de ældre foretrækker at tale dansk. Selv om det er bekvemt at tale engelsk som udenlandsk forsker, vil man have langt nemmere ved at komme ind under huden på sine kollegaer, hvis man prioriterer at bruge tid på at lære dansk.

8

Danskere giver hinanden tid til at tale

Det betyder, at, der kan komme nogle akavede pauser og opstå tavshed i samtalen. Lad dig ikke hyle ud af det. Din kollega lytter bare.

LÆS OGSÅ: Set udefra: »Danskerne siger tingene direkte uden omsvøb«

Seneste