Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

97 nye ungdomsboliger på vej på Amager

Boligmangel — Byudviklingsprojektet Bryggens Bastion kommer til at indeholde ungdomsboliger langs Njalsgade over for Søndre Campus på Amager.

Studerende, der skal læse på Søndre Campus, som huser Humaniora, Jura og Teologi, kan se frem til 97 nye ungdomsboliger placeret klos op af deres studiested.

Det er Bach Gruppens store byudviklingsprojekt – Bryggens Bastion, et helt nyt kvarter med byggeri for fem milliarder kroner med boliger og erhverv, der også kommer til at indeholde boliger for studerende, fremgår det af en pressemeddelelse.

Bryggens Bastion er ikke omfattet af regler om almene boliger, men Bach Gruppen har indgået en aftale med Københavns Kommune, der finansierer en del af grundkøbet. Dermed bliver foreløbig ti procent af boligerne i det kommende kvarter almene ungdomsboliger.

Lejes ud gennem boligselskab

Boligselskabet KAB overtager de kommende ungdomsboliger, som ventes at være klar til indflytning i første halvår af 2019.

København vokser, og det skyldes blandt andet de mange unge, som flytter til København for at studere. Derfor skal vi løbende skabe endnu flere ungdomsboliger. Med Bryggens Bastion får vi 97 nye almene ungdomsboliger, som er til at betale og har en fantastisk placering tæt på uddannelsesstederne.

Overborgmester Frank Jensen (S).

Lejeniveauet bliver 4.400-4.500 kroner om måneden plus forbrug.

Boligerne bliver i snit på lige knap 50 kvadratmeter  – inklusiv andel af fællesarealer – og der kan ifølge KAB godt bo to i en bolig, selv om de er beregnet til en enkelt studerende.

Blandt de største projekter

75 procent af arealet på Bryggens Bastion bliver anvendt til cirka 1.000 boliger – hovedsageligt lejligheder i familiestørrelse, men også by-/rækkehuse og ungdomsboliger.

De øvrige 25 procent af byggeriet går til butikker, cafeer, institutioner og erhverv med mulighed for bl.a. hotel. Byggeriet omfatter to tårne samt en række karrebebyggelser i varierende højde. Det samlede areal er på godt syv hektar eller cirka ti fodboldbaner.

Lokalplanen fra 2016 giver mulighed for at bygge 125.000 kvadratmeter – i runde tal giver det en projektværdi på fem milliarder kroner med dagens priser. Dermed er Bryggens Bastion et af de største private udviklingsprojekter herhjemme.

Udviklingen ventes at strække sig over otte-ti år.

Seneste