Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Stem på dem, der kommer til møderne

Univalg — Der er ikke meget ved at blive repræsenteret af nogen, som ikke dukker op der, hvor de faktisk kan yde indflydelse. Prorektors årlige dialogforum illustrerer, hvem du kan regne med, og hvem der bliver væk.

Hvert år i september afholder KU’s prorektor for uddannelse et dialogforum. Det er studenterorganisationernes mulighed for at sidde i et uformelt rum og snakke med prorektoren om, hvad der rører sig for os studerende på universitetet.

Tidligere har mødeformen muliggjort vigtige samtaler, hvor de studenterpolitiske foreninger har kunnet presse prorektor på emner lige fra grønnere kantiner til udflytningen af SAMF til KUA.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

To vigtige punkter

I år havde vi i Studenterrådet sat to vigtige punkter på dagsordenen:

Det første var, hvad rektoratet vil gøre ved den dårlige tilgængelighed for studerende med fysiske funktionsnedsættelser. Hele 42 procent af disse studerende svarede i inklusionsmålingen fra august, at de har problemer med adgang til deres undervisningslokaler. Det er et alvorligt højt antal. Derfor spurgte vi rektoratet, hvordan de vil sikre, at alle studerende faktisk kan komme ind ad døren til deres undervisning.

LÆS OGSÅ: Her er de fem mest og mindst overraskende konklusioner i KU’s store inklusionsmåling

Det andet var, hvordan rektoratet vil øge diversiteten i optaget på KU. Vi vil vide, hvordan rektoratet ser på udviklingen i social, geografisk og kønslig diversitet, og hvordan man vil sikre en bred ansøgermasse fremover, især i lyset af inklusionsmålingen. Det handler om, at KU ikke skal være et snævert eliteuniversitet, men et sted for alle, der har evnerne og lysten.

To minutter på KUnet

Og hvad bidrager de andre studenterpolitiske organisationer med?

Konservative Studerende sendte ét punkt ind: Spørgsmål om, hvordan plakatophængning til universitetsvalget kommer til at fungere. Spørgsmål, som de kunne finde svar på ved at bruge to minutter på KUnet.

Frit Forum sendte slet ikke noget og mødte heller ikke op.

I Studenterrådet tager vi de her muligheder seriøst, fordi vi går op i de studerende

Hvert år hører vi dog de samme klager: Konservative Studerende og Frit Forum mener, at de ikke får nok indflydelse på universitetspolitikken. De efterlyser mere plads og flere muligheder. Men når chancen byder sig, viser de igen og igen, hvorfor de står dér, hvor de står: De gør simpelthen ikke brug af den indflydelse, de faktisk har.

LÆS OGSÅ: Studenterforeninger beskylder KU for at favorisere Studenterrådet

Eksemplet om dialogforum taler for sig selv. Hvor Studenterrådet bruger sin indflydelse til at sætte væsentlige, politiske og studenterrelevante emner på dagsordenen, bidrager de andre kun med simple procedurespørgsmål og stilhed.

Konservative Studerende og Frit Forum bliver altså ikke holdt udenfor. De tager blot ikke ansvar, når muligheden byder sig. Der er nemlig forskel på at tale om indflydelse og faktisk udøve den.

Ikke flere tomme klager

I Studenterrådet tager vi de her muligheder seriøst, fordi vi går op i de studerende og deres vilkår. Vi stiller skarpe spørgsmål, insisterer på svar og insisterer på, at vi skal høres og inddrages ved beslutningsbordet. Vi værner om demokratiet og prioriterer vores arbejde der, hvor vi kan gøre en forskel.

På universitetet har vi ikke brug for flere tomme klager. Vi har brug for studenterpolitik, der tør prioritere, tør udfordre ledelsen og tør kæmpe for de studerende, der har mest brug for det.

Det er det, Studenterrådet gør. Vi er for de studerende og af de studerende, helt uden partier i ryggen til at støtte os.

Uniavisen har set referaterne fra de omtalte møder.

Seneste