Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

80-årig planteprofessor pønser på en grøn revolution

Plantebiokemi — Birger Lindberg Møller kan fejre 50 års ansættelse på KU. Men han er langt fra færdig med de planter, der har fyldt hans arbejdsliv. Først skal han fortælle om sin bæredygtige fremtidsvision, der kan erstatte den fossilbaserede industri.

I år markeres et usædvanligt jubilæum på Københavns Universitet, hvor professor, dr.scient. i plantebiokemi Birger Lindberg Møller kan fejre 50 års ansættelse. Han fylder 80 til november, men fra sit kontor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab søger han fortsat bevillinger til forskningsprojekter, han brænder for at videreudvikle.

Birger Lindberg Møllers alenlange CV fortæller samtidig historien om den moderne plantebiologi og bioteknologis udvikling helt fra de første spæde genteknologiske forsøg til nutidens grønne syntesebiologi.

Gennem sin forskerkarriere har Birger Lindberg Møller udviklet en forståelse for planters liv, som man godt kan kalde indfølt. Men da han begyndte på Københavns Universitet i 1965 på det første hold i den nye biokemiuddannelse, vidste han ikke, hvilken vej han skulle gå. Det ændrede sig dog allerede i mødet med hans første underviser.

»Han hed Frederick Nartey, var ghaneser og tilhørte ashanti-stammen. Ashantier er kendte for at være meget bevidste om naturen og om, hvordan ekstrakter fra planter kan bruges til at kurere sygdomme. Han slog simpelthen benene væk under mig med sin viden om medicinplanter,« fortæller Birger Lindberg Møller.

Han husker, hvordan Nartey fik tilsendt kilovis af bark fra medicintræer, som Møller som studerende selv var med til at isolere alkaloider fra, et stof, der kunne bruges til behandling af malaria og smerter.

Vi må have en dyb respekt for de oprindelige folks viden

Birger Lindberg Møller

»En dag spurgte jeg, der dengang var en ung og temmelig naiv bachelorstuderende, hvad jeg skulle arbejde med, hvis jeg ville gøre noget godt for verden. Han svarede med ét ord: cassava. Jeg anede ikke hvad det var, men kunne læse mig til, at cassava var en meget vigtig afrikansk afgrøde, der dog indeholdt giftige stoffer, som var besværlige at fjerne.«

Stofferne viste sig at være såkaldte cyanogene glucosider, der frigiver giftig cyanid. Det er de samme stoffer, der gør bitre mandler giftige, og det er bare ét eksempel på de over 200.000 stoffer, som planter producerer for at forsvare sig selv og for at kommunikere med deres omgivelser, fortæller Birger Lindberg Møller.

»Planter kan jo ikke flytte sig ud af stedet, og de har derfor måttet finde andre måder at skaffe sig alt det, de har brug for. Planter producerer alle vitaminer selv, og når de bliver truet, må de løse problemet ved på stedet at producere forskellige forsvarsstoffer. Derfor er deres stofskifte superkomplekst,« siger han.

Planternes utrolige potentiale

Det bedste sted i verden at arbejde med de vanskelige cyanogene glucosider var på det tidspunkt et laboratorium på University of California i Davis. Så hertil drog den unge Birger Lindberg Møller i årene 1975-77 med et Fulbright-stipendium i baglommen.

Her var han med til at opklare, hvordan planter i deres stofskifte kan producere disse stoffer på en slags samlebånd bestående af et enzymkompleks – en en metabolisk motorvej, kalder forskerne det (metabolic highway). Når den første komponent sættes på samlebåndet og det startes, er det kun det færdige slutprodukt, der kommer ud. På denne måde kan planter hurtigt danne de stoffer, de har behov for, uden uønskede sideprodukter. De kan så skille enzymkomplekset ad, når der ikke længere er brug for det.

»Metabolic highways er stadig et virkeligt hot emne inden for planteforskning,« siger Birger Lindberg Møller og forklarer, at de siden er lykkedes hans forskergruppe at afklare de mekanismer, der sætter planter i stand til at ophobe meget store koncentrationer af naturstoffer i deres celler.

Birger Lindberg Møllers kontor må kandidere til titlen som det mest hjemlige på hele Nørre Campus.
billede: Anders Fjeldberg
Dette moderne maleri hænger i loftet på kontoret. Kunst gør noget godt for forskningen, siger han.
billede: Anders Fjeldberg
Kunsten breder sig ikke kun på vægge og i vinduer - også loftet er fuldt udsmykket.
billede: Anders Fjeldberg

»De mekanismer er afgørende for at sikre, at fremtidens produktion af for eksempel lægemidler i planter ud over at være miljøvenlig også bliver økonomisk rentabel,« siger Birger Lindberg Møller.

Han tilføjer, at denne del af hans forskning har anvist en vej for, hvordan vi kan udnytte fotosyntese, nemlig »i fremtidens lysdrevne grønne fabrik til produktion af stoffer, vi i dag får fra den fossilbaserede industri.«

Etisk kompas for næste generation

Birger Lindberg Møllers lange karriere omfatter arbejde på flere kontinenter. I 2016-20 arbejdede han i Australien på at identificere nye medicinske stoffer i planteslægten Eremophila, der på latin betyder ørkenelskere. Den indfødte befolkning i Australien har på basis af årtusinders forædling udviklet disse planter til deres vigtigste medicinplanter, fortæller han.

50 år på KU

Birger Lindberg Møllers blå bog:

2024–nu: Medlem af Det Videnskabelige Råd for “Plants in Space” ved det australske forskningsråd

2014: Tildelt Dannebrogordenen som Ridder af 1. grad

2011–2014: Medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd

2009: Udnævnt til æresdoktor (D.Sc.h.c.) ved Umeå Universitet, Sverige

2008–2022: Medlem af det Videnskabelige Råd for Max-Planck Institute, Tyskland

2007–nu: Medlem af Human Rights Network of Academies and Scholarly Societies, Washington

2007: Modtager af Villum Kann Rasmussens Årslegat, Danmarks største forskningspris

1994-nu: Medlem af Videnskabernes Selskab

1990-nu: Professor i plantebiokemi ved Plantebiokemisk Laboratorium, Institut for Plante og Miljøvidenskab, Københavns Universitet

1984-1989: Forskningsprofessor baseret på tildeling af et af de første fem såkaldte superprofessorater, der blev introduceret af Bertel Haarder under hans tid som undervisnings- og forskningsminister

1982-1989: Niels Bohr-stipendiat aflønnet af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab til fortsat arbejde på Carlsberg Laboratoriet med det proteinkompleks i fotosyntesen, der spalter vand og frigiver ilt

1977-1982: Postdoctoral fellow på Carlsberg Laboratoriets Fysiologiske Afdeling. Udviklede og karakteriserede mutanter i byg til karakterisering af fotosyntesens lysprocesser

1975-1977: Postdoctoral Fulbright-Hays Act Fellow og Forskningsråds-stipendiat på University of California

1972-1975: Ph.d.-studerende på Kemisk Institut, Landbohøjskolen, om den for mennesker essentielle aminosyre lysin, og hvordan den omdannes og omsættes i planter

1965-1972: Bachelor- og kandidatstudier på Plantefysiologisk Laboratorium, Københavns Universitet

»I projektgruppen havde jeg dygtige kolleger fra neurovidenskab og farmaci, og det lykkedes os at isolere terpenoider, der potentielt kan anvendes i behandlingen af diabetes og cancer. Det var meget vigtigt for os at sikre, at den viden om naturens ressourcer, vi opnår, kommer de oprindelige samfund til gode. Vi må have en dyb respekt for de oprindelige folks viden,« siger Birger Lindberg Møller og tilføjer:

»Derfor har vi integreret såkaldt benefit-sharing i projektet og også lagt vægt på det i de artikler, vi har publiceret.«

Som hovedvejleder for omkring 70 ph.d.-studerende har Birger Lindberg Møller været med til at forme den næste generation af forskere. Han bemærker, at flere af dem i dag har topstillinger på både danske og udenlandske universiteter, i internationale virksomheder og i spin-out firmaer, der er udsprunget fra hans laboratorium.

»At vejlede og samarbejde med den næste generation af forskere er et kæmpe privilegium og helt centralt i mit virke. Det giver stor mening for mig personligt, og det er med til at holde mig både på tæerne og i ørerne,« siger Birger Lindberg Møller.

Åh alge, gid jeg var ligesom dig

På spørgsmålet om, hvad Birger Lindberg Møller håber, at fremtiden bringer, lyder svaret:

»Solen er, som vi godt ved, uden sammenligning vores største kilde til vedvarende energi. På tre timer modtager Jorden mere solenergi end hele menneskeheden bruger på ét år. I naturen er planter og alger i stand til, ved hjælp af fotosyntese, at producere omkring 300 milliarder ton biomasse årligt. Det er Jordens vigtigste fødekæde, og det er netop sådan en klimavenlig produktionsproces, vi har brug for til at erstatte den forurenende, fossilt baserede produktion, der har ført til de klimaændringer, vi står midt i.«

Ifølge Birger Lindberg Møller vil alger kunne spille en central rolle som grønne produktionsorganismer, for eksempel i tilknytning til de meget omdiskuterede planlagte energiøer med vindmølleparker i Nordsøen. Han ser for sig, at algerne kunne dyrkes i store bassiner omkring øerne:

»Hvis overskudsenergien fra vindmøllerne bruges til at producere acetat, kan algerne vokse og producere biomasse og højværdistoffer med acetat som kulstofkilde i nattens mørke. Når det bliver lyst, kan de fortsætte produktionen baseret på fotosyntese. Den proces har vi i laboratoriet døbt »Power2Life,« siger han, der nu har talt sig varm og fortsætter:

»Det kræver en væsentlig ændring af Danmarks nuværende Power2X-strategi, hvor overskudsenergien fra vindmøllerne anvendes til produktion af metanol. I stedet skal der produceres acetat, som er langt mere biologisk anvendeligt.«

Ifølge Birger Lindberg Møller er det oplagt at bruge energiøerne som algeproduktionsfaciliteter, hvor tankskibe kan tanke hydrogen og biobrændstoffer direkte fra kajanlæggene. Det vil tilmed ifølge ham spare store investeringer i kostbar infrastruktur.

»Samtidig kan algerne modificeres til også at producere højværdistoffer, så hele projektet kommer til at hænge bedre sammen økonomisk,« siger han og tilføjer, at han håber at kunne samle politisk velvilje til udvikling af Power2Life-strategien.

Længe leve tværvidenskabelig grundforskning

Birger Lindberg Møller understreger, at det er vigtigt at være realistisk om den tid, det tager at udvikle projekter som Power2Life. Det vil kunne tage et par årtier, før en sådan teknologi er færdigudviklet og klar til brug i stor skala.

»Solcellerne til elproduktion blev udviklet af Bell Laboratories i USA i 1954, og den eksperimentelle danske Gedser-vindmølle blev opstillet i 1957. Derefter gik der mange år, hvor næsten ingen tog den slags alvorligt. Jeg kan huske, at da vindmøllebevægelsen i Tvind dukkede op i 1978, var der ikke mange danskere, der troede på, at vindenergi nogensinde ville få reel betydning. Siden er både sol- og vindenergi blevet centrale elementer i den grønne omstilling. Så ting tager tid. Det gælder også udviklingen af en fælles fremtid, hvor sollysdreven produktion baseret på fotosyntese forsyner os med alt, hvad vi har brug for,« siger Birger Lindberg Møller.

Der er jubilæumsarrangement på Institut for Plante- og Miljøvidenskab 20. oktober 2026. Birger Lindberg Møller siger, han håber, dagen samtidig bliver en fejring af grundforskningen på Københavns Universitet:

»Jubilæet kan bruges til at vise, hvad det betyder at have et langsigtet perspektiv med den grundforskning, vi står for, og hvordan tværvidenskabeligt samarbejde er helt centralt for at kunne håndtere den kompleksitet, forskningen i dag indgår i. Endnu vigtigere er det at vise, hvor vigtigt det er at have talentfulde, idérige og arbejdsomme unge forskere omkring sig, som alle brænder for at skabe en bedre verden.«

Seneste