I arbejdstiden underviser han i russisk. I fritiden hjælper han Ukraine

Det var Mads Büchert Eskildsen sjette tur til Kyiv, Ukraine.

Han havde efterhånden oplevet luftalarmerne mange gange: Den høje, hylende tone, der er designet til at få folk til at reagere med det samme, og som gjalder gennem byen op til 20 gange i døgnet.

Og selvom det ikke var første gang, lyden havde vækket ham midt om natten med et skrækindjagende sæt, skulle denne gang blive anderledes.

Mads Büchert Eskildsen havde endnu engang afsat en del af sin sommerferie til at køre en brugt varevogn fra Danmark til Ukraine. Bilen var blevet afleveret ved et mødested tæt på byen, og de næste dage skulle han bruge i Kyiv, indtil han igen skulle hjem til Danmark.

Det var kun få timer siden, han havde indlogeret sig på et hotel i byen, da luftalarmen vækkede ham klokken et om natten. Han sprang op for at gøre, som man altid gør, når luftalarmen går: tjekke forskellige Telegramkanaler, hvor man kan orientere sig om, hvor angrebet lander, og hvilken styrke det har.

Der er droner – de markeres som ’gult varsel’. Og så er der alt fra glidebomber, krydsermissiler og ballistiske missiler. De kan ødelægge hele bygninger og mere til, og når de er på vej, er det et ’rødt varsel’.

Denne nat lyste varslet rødt, og ballistiske missiler kunne have retning lige mod hans hotel. Han styrtede ned på gaden, hvor han kunne søge tilflugt under jorden på den nærmeste metrostation 200 meter fra hotellet.

Der gemte han sig, indtil alarmen var drevet over, og det viste sig, at angrebet landede lidt længere væk.

»Det var virkelig ikke sjovt. Jeg er 51 år gammel, stor og stærk, men da jeg hørte de dumpe drøn fra missilnedslag i sommernatten, var jeg bange,« fortæller han.

Fra storhed til forfald

Mads Büchert Eskildsen er studielektor på KU. Han har undervist i russisk de sidste 25 år og været fastansat på fuldtid de seneste ti.

Han har fulgt Rusland siden begyndelsen af 90’erne, da det hele stod og »sitrede,« og der herskede en tro på, at landet gik en stor fremtid i møde.

»Jeg var i Rusland første gang i 1993. Det var lige efter Sovjetunionens fald. 90’erne var en kaotisk tid med hyperinflation, mafiaer og interne magtkampe, men der herskede alligevel en optimisme og tro på fremtiden,« fortæller studielektoren.

Det land, jeg har beskæftiget mig med gennem så mange år, mit studieobjekt, har valgt den forkerte side af historien

Mads Büchert Eskildsen, studielektor, ToRS

Det var lige dele fascination og ærefrygt, der drev ham mod Ruslands sprog og kultur tilbage i 90’erne. Men efter at have fulgt landet gennem flere årtier, er hans fascination falmet.

»I 2000 blev Vladimir Putin præsident, og det har han jo sådan set været lige siden, bortset fra en lille periode, hvor han havde en stand-in. Her lavede man om på forfatningen, så han kunne blive præsident på livstid,« siger han og fortsætter:

»Og siden er Rusland gået fra at være et land, der muligvis havde positive aspirationer, men som i dag måske nærmere kan betragtes som et egentligt diktatur.«

Faglig trigger

Mads Büchert Eskildsen underviser i det russiske sprog på alle niveauer, og her bruger han gerne avisudklip eller andet aktuelt materiale fra de russiske medier.

Det gør, at han efter eget udsagn har kunnet »følge en kæmpe deroute for rullende kamera,« der startede, da Rusland besatte Krim-halvøen i 2014 og eskalerede ved fuldinvasionen af Ukraine i 2022.

Da det skete, »triggede« det Mads Büchert Eskildsen.

»Jeg synes, at det land, jeg har beskæftiget mig med gennem så mange år, mit studieobjekt, har valgt den forkerte side af historien. Jeg har aldrig engageret mig særlig meget i frivillige organisationer før, men her syntes jeg, at jeg var nødt til at gøre noget,« siger Mads Büchert Eskildsen.

Han fortsætter:

»Jeg kan jo ikke lave om på Ruslands tåbelige beslutninger, men jeg kan gøre noget for at hjælpe dem, der er blevet overmandet helt uprovokeret af en stor militærmagt,« siger han.

Derfor valgte han at melde sig til en organisation, hvor han kunne gøre noget meget konkret, nemlig køre brugte biler de cirka 2.000 kilometer fra Sjælland til Kyiv, så de kan gøre tjeneste i felten og evakuere sårede eller fragte mandskab og materiel.

Biler til Ukraine

Organisationen hedder Biler til Ukraine, og i løbet af de seneste tre år har Mads Büchert Eskildsen kørt seks biler til landet.

»Første gang, jeg var afsted, var i påskeferien 2023. Der satte jeg mig ind i en gammel Suzuki Vitara og kørte afsted med en håndfuld andre danskere. Vi kører altid i en konvoj af seks-syv biler ned gennem Europa,« siger han.

Ifølge organisationen redder hver bil 30-40 liv, og indtil nu er der blevet kørt knap 1.000 biler til landet. Biler til Ukraine samarbejder med den ukrainske organisation Initiativ E+, og hver gang en bil afleveres, udarbejdes en rapport på bilen, så den ikke havner på det sorte marked i stedet for at gøre gavn i felten, siger studielektoren.

Nogle gange skal bilerne afleveres på hemmelige lokationer, hvor chaufførerne skal slukke for al data og geolokation. Når de kører i Ukraine, er de altid i kontakt med hinanden gennem walkie-talkier.

»Det er jo et land i krig, vi kører ind i, så man ved aldrig, hvad der kan ske,« siger Mads Büchert Eskildsen.

Turen fra Danmark og gennem Europa går som regel gnidningsfrit, men ved den polsk-ukrainske grænse kan der godt opstå problemer.

»Det kan godt være et bureaukratisk helvede at komme over grænsen. Nogle gange tager det to-tre timer, andre gange helt op til 20 timer. Der er en hel del papirarbejde, der skal laves, og den polske grænsekontrol er ikke kendt for at yde topservice,« siger han.

»Hvis ukrainerne løber, så løber jeg også«

Når bilerne er afleveret til de rette personer, bliver Mads Büchert Eskildsen som regel i Kyiv en dag eller to, før han drager hjem igen.

Og så er vi tilbage, hvor vi startede, for i Kyiv oplever Mads Büchert Eskildsen på egen krop, hvordan det er at leve i konstant alarmberedskab.

Han har oplevet luftalarmerne tilpas mange gange til, at det for det meste er blevet »business as usual« – selvom han ved, at mennesker fortsat på daglig basis dør af drone- eller missilangreb i byen.

Måske har de puttet børnene i badekarret, så der er en lille smule beskyttelse der. Det er den virkelighed, folk lever i

Mads Büchert Eskildsen, studielektor, ToRS

»Vi sad på et tidspunkt på en fortovscafe og spiste morgenmad, da luftalarmen gik. Vi tjekkede Telegram-kanalerne og kunne se, at det ikke var der, hvor vi befandt os. Men man kan aldrig være helt sikker. Der var nogle nye chauffører med, som skyndte sig at søge mod metroen for en sikkerheds skyld, men flere af os blev siddende,« siger studielektoren og tilføjer:

»Jeg er begyndt at følge reglen, at hvis ukrainerne løber, så løber jeg også.«

Man bliver aldrig immun over for lyden af en luftalarm og den konstante trussel om et bombeangreb, men for mange af de ukrainere, der bor i byen, går livet videre, siger Mads Büchert Eskildsen.

»Luftalarmerne går så tit, at jeg tror, mange ukrainere efterhånden vågner, vender sig om på den anden side og sover videre. Man kan ikke søge ned i et beskyttelsesrum så mange gange i døgnet,« siger han og fortsætter:

»Måske er de begyndt at sove i gangen, så de ikke ligger lige ved vinduet, hvis et droneangreb skulle ramme. Og måske har de puttet børnene i badekarret, så der er en lille smule beskyttelse der. Det er den virkelighed, folk lever i.«

Mellem venner og fjender

Før krigen brød ud, besøgte Mads Büchert Eskildsen jævnligt Rusland, hvor han har et stort fagligt netværk.

Men siden han aktivt engagerede sig i hjælpen til Ukraine og offentligt har proklameret sin holdning til krigen og Rusland, har hans muligheder for indrejse i landet ændret sig markant.

»I dag står jeg til omkring 15 års fængsel, hvis jeg rejser ind i Rusland. For et par år siden blev der vedtaget en lov om, at hvis man materielt, økonomisk eller på anden vis støtter det ukrainske forsvar, ligger strafferammen i den størrelsesorden.«

Man kan sammenligne det med at rende rundt og tale tysk i 1945 i Danmark. Det havde heller ikke været velset

Mads Büchert Eskildsen, studielektor, ToRS

Mads Büchert Eskildsen har stadig kontakt til de af hans russiske bekendte, som ikke nødvendigvis selv bakker op om den krig, deres land har indledt. Og som ikke mindst kan komme på Facebook via en VPN, for mediet er forbudt i Rusland.

»Vi ønsker hinanden tillykke med fødselsdagen og glædelig jul, og på den måde ved vi, at hinanden stadig eksisterer. Men vi taler ikke højt om så meget andet, for det kan have utilsigtede konsekvenser for dem, som befinder sig i Rusland.«

Der er dog også tidligere russiske venner, der i dag har afbrudt kontakten til Mads Büchert Eskildsen.

»Nogle har skældt mig hæder og ære fra og kaldt mig de værste gloser i det russiske sprog på sociale medier, fordi jeg har påpeget, at jeg synes det er for dårligt, at Rusland har invaderet sit naboland,« siger han og tilføjer:

»Og det er alle jo ikke nødvendigvis enige i.«

Som at tale tysk i 1945

Sidste gang Mads Büchert Eskildsen var afsted for at aflevere en ny bil, brugte han to feriedage og en weekend. Det var i august 2026.

I juni 2025 fyldte han 50 år holdt en stor fest. I stedet for gaver ønskede han sig, at gæsterne donerede penge til Biler til Ukraine. Den fundraising indsamlede 27.000 kroner, som blev brugt på at købe nye brugte biler.

Han har ikke været på sin sidste tur, siger han, og han er sågar gået i gang med at lære at tale ukrainsk af en lærer, som bor i Kyiv, og som han mødes med, når han er i landet.

»Sidste gang var jeg med til hendes mors fødselsdag,« fortæller studielektoren og viser mig billeder fra festen.

Tidligere har han kunnet begå sig i landet på russisk, men det er ikke særlig velset, siger han.

»Det er en stor fordel, at jeg er begyndt at kunne begå mig på ukrainsk. Det er nemmere, når man ikke per automatik opfattes som en repræsentant for Rusland,« siger han og tilføjer:

»Sproget har historisk været et magtanvendelsesmiddel, som Det Russiske Imperium eller Sovjetunionen har brugt, når de underlagde sig nye landområder. Der startede en russificeringsproces, hvor folk blev tvunget til at tale russisk.«

De fleste ukrainere kan både forstå og tale russisk, men mange lader helt være med det, fortæller studielektoren.

»Man kan sammenligne det med at rende rundt og tale tysk i 1945 i Danmark. Det havde heller ikke været velset.«