Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Er de studerende bange for, at AI gør dem overflødige? Vi har spurgt dem

Voxpop — Unge med lange videregående uddannelser kan få sværere ved at finde job i fremtiden, viser ny analyse. Vi tog på campus for at måle de studerendes AI-ængstelse.

AI har gjort sit indtog på arbejdsmarkedet, og det kan særligt komme til at ramme nyuddannede med en lang, videregående uddannelse.

Det viser en ny analyse fra Nationalbanken, som har været omtalt i flere medier – blandt andet Politiken og Berlingske.

De virksomheder, som er begyndt at implementere AI, ansætter allerede nu færre medarbejdere, og det går især ud over højtuddannede unge, som kommer lige fra skolebænken. For det er lettere for AI at overtage job, der er mere rutineprægede, end det er at erstatte ansatte med mange års erfaring og anciennitet, vurderer Nationalbanken.

Uniavisen tog ud for at spørge de studerende, om de er bekymrede for deres fremtid på arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Kom til undervisningen … også når den er virkelig kedelig

»Kunst er jo menneskeskabt«

Hvor bekymrede er I for jeres fremtid på arbejdsmarkedet?

»I starten var jeg lidt bekymret. Nu tænker jeg, det hele nok skal gå. Jeg forestiller mig, at det bliver lidt ligesom dengang, man gik væk fra samlebåndet på fabrikkerne, og alting blev mere automatiseret. Det var jo også en kæmpe skandale dengang, men det gik fint i sidste ende. Jeg er sikker på, vi nok skal finde en form for arbejde,« siger Clara Cardo.

»Der vil jo altid være nogle job, som AI ikke kan overtage. Personligt er jeg ikke den største tilhænger af AI, men jeg synes, det i nogle tilfælde kan være et godt redskab, hvis man bruger det ordentligt,« siger Sophia Wyborn.

»Det virker også lidt skørt at skulle have AI inden for kunstverdenen, for kunst er jo menneskeskabt, og man har brug for nogle originale tanker, som jeg ikke tror, en AI ville kunne frembringe. Den er måske mere anvendelig inden for eksempelvis jura eller økonomi,« siger Clara Cardo.

LÆS OGSÅ: Den store AI åbenbaring lader vente på sig

Var det noget, I tænkte over, inden I valgte studie?

»En lille smule, men jeg synes ikke, det er værd at stresse over. I virkeligheden giver det mig bare endnu mere lyst til at dedikere mig til noget, jeg synes er interessant. For hvis man alligevel står uden arbejde, kan man lige så godt studere noget, man selv synes, er fedt,« siger Clara Cardo.

»AI er bedst til de mere firkantede opgaver«

Hvor bekymrede er I for jeres fremtid på arbejdsmarkedet?

»Jeg har svært ved at forestille mig, at man lige pludselig ville få en computer til at føre en retssag for en. I den forstand er jeg ikke så bange. Der vil altid være brug for advokater, som kan gennemgå en sag, tage den i retten og fremføre den foran en dommer. Man kan så selvfølgelig vælge at bruge AI til at hjælpe med at forberede casen så godt som muligt,« siger Jonas Sommerlund.

»Danmark er jo også et samfund, hvor nogle ændringer tager rigtig lang tid at få gennemført, så selv hvis det bliver muligt for en AI at gennemføre den slags arbejde, så vil der stadig være en stor bureaukratisk barriere,« siger Joshua Hardie.

Hvad så med det arbejde, som især nyuddannede jurister laver, der kan være meget repetitivt og derfor nemmere erstattes af en AI?

»Hvis man ser det fra firmaernes og advokatkontorernes perspektiv, vil de vel stadig have en interesse i, at nyuddannede jurister kan få erfaring, så vi ikke står om 20 år uden advokater. Medmindre de altså regner med, at AI kan gøre det hele om 20 år – og i det tilfælde er vi vel alle lidt fucked,« siger Joshua Hardie og fortsætter:

»Hvis man kan bruge AI’en på en sådan måde, at den kan overtage det kedelige arbejde, så vi får mere interessante eller kreative arbejdsopgaver som nyuddannede, er det jo bare helt fantastisk. For min erfaring med AI er, at den er bedst til de mere firkantede opgaver.«

LÆS OGSÅ: Lektor: KU skal se AI-virkeligheden i øjnene

»Den er nok god til at hjælpe, men der vil nok altid skulle være en, som skal sætte den i gang og hjælpe den på rette vej og kvalitetssikre dens arbejde. Den kan jo tage fejl,« siger Jonas Sommerlund.

Var det noget, I tænkte over, da I søgte ind på studiet?

»Nej, ikke rigtigt. Jeg er sikker på, der nok skal være brug for jurister og advokater i fremtiden,« siger Jonas Sommerlund.

»Ja, især hvis man er sikker på sine egne evner. Og selv hvis AI kommer til at overtage vores job, har jeg stadig fået en uddannelse, der viser, at jeg kan noget. For der vil vel altid være brug for dygtige mennesker,« siger Joshua Hardie.

»Vi må finde ind til kernen af vores studie«

Er I bekymrede for fremtidens arbejdsmarked?

»Det er faktisk noget, vi har snakket rigtig meget om. For vi er lidt nervøse, nu hvor AI allerede kan lave vores opgaver hurtigere og nemmere, end vi kan,« siger Andrea Rousing.

»Ja, i hvert fald på det niveau, vi er på lige nu. Vi har hørt, at den også allerede er et godt hjælpeværktøj for forskerne, men den kan ikke erstatte dem. Men overordnet set er jeg ikke superoptimistisk omkring, hvordan jobmarkedet ser ud, når vi er færdige om fire år,« siger Sebastian Pasbjerg.

LÆS OGSÅ: Forsker: »AI bliver aldrig en bæredygtig teknologi«

»Jeg er ret sikker på, at vi kommer til at have et job, men jobmarkedet kommer til at se meget anderledes ud. Jeg forestiller mig, vi skal blive dygtige til at bruge AI, og at vores arbejde i høj grad bliver et samarbejde med en AI. Vi kommer ikke til at skulle sidde og analysere og kode. Fokus kommer nok i højere grad til at være, at vi skal kunne tænke selvstændigt,« siger Andrea Rousing.

Bruger I selv AI?

»Ja, meget. Men vi prøver selvfølgelig begge to at bruge den på en måde, hvor vi lærer mest muligt. Vi bruger den ikke bare i blinde, for vi ved godt, at vi har brug for nogle kompetencer. Man kan godt være god til at bruge AI, men hvis man ikke kan noget selv, kan man jo heller ikke være tilpas kritisk over for det, den siger,« siger Sebastian Pasbjerg.

Er I bange for, I er ved at uddanne jer til arbejdsløshed?

»Nej, jeg tænker, vi nok skal finde ud af det, selvom jeg også har hørt om arbejdspladser, der har indført AI, hvor de allerede er begyndt at skære i stillingerne. Derfor er jeg lidt bekymret for, hvordan det hele ser ud om fire år,« siger Sebastian Pasbjerg.

»Jeg tænker, at alle vi, som er ved at tage en uddannelse på et højere niveau, må finde ind til kernen af vores studier. Vi læser Fysik, og jeg tænker, at det vigtigste vi skal kunne, er problemløsning. Det skal vi træne, så vi bliver helt vildt gode til det,« siger Andrea Rousing.

Seneste