Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lektor: KU skal se AI-virkeligheden i øjnene

AI-debat — Kunstig intelligens rummer reelle problemer, men et universitet, der insisterer på at være en AI-fri zone, risikerer at levere dårligere forskning og undervisning og lukke øjnene for den virkelighed, det skal gøre os klogere på, skriver Frederik Hjorth.

For nylig lancerede KU en stor AI-satsning under parolen »AI på KU. KU med AI«. Bedømt alene ud fra Uniavisens spalter har satsningen fået en lidt lunken modtagelse.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Eksempelvis fik AI-satsningen kritik i et indlæg af Özgür Yegâh, og senere i et indlæg af Frederik Appel Olsen og Caroline Anna Salling. Kritikerne fortjener et modsvar, for KU’s satsning er et skridt i den rigtige retning, og den modsatte strategi ville stille universitetet langt værre.

Kritikerne peger fornuftigt nok på mange bekymrende aspekter ved AI. Ureflekteret anvendelse af AI kan svække vores evne til at tænke selv; træning af AI-modeller har massive energiomkostninger (også selvom for eksempel vandomkostningerne ved brug af AI ofte overdrives); sociale medier oversvømmes af AI-genereret »slop«; AI gør det meget vanskeligt at anvende hjemmeopgaver som lærings- og bedømmelsesværktøj; listen fortsætter.

Det er afgørende, at vi tager problemer som disse alvorligt. Behovet for forskning i AI er enormt, og offentligheden forventer helt rimeligt, at universitetet er med til at svare på de mange presserende spørgsmål om AI’s muligheder og faldgruber. Det er svært for mig at se at et universitet, der insisterer på selv at være en AI-fri zone, kan levere sådanne svar troværdigt.

LÆS OGSÅ: Som kritisk tænkende universitet skal vi forholde os til AI – sammen

Et enormt teknologisk fremskridt

Alle de ovennævnte, relevante bekymringer in mente er AI samtidig et enormt teknologisk fremskridt, også for KU’s egne forskere og undervisere. Alle forskere, der arbejder med programmering, kan bevidne, at agentisk AI radikalt har udvidet rammerne for, hvad der er forskningsmæssigt muligt.

Tekniske problemer, man før måtte nørkle med i timevis, kan nu ordnes af en AI på få minutter; repetitive opgaver, der ville have taget et menneske måneder eller år, kan løses af en AI natten over.

Hvis vi på KU vælger ikke at udnytte disse muligheder, vil vi blive overhalet af de mange universiteter, der gør

For studerende giver AI helt nye muligheder for at sætte tekster i relation til hinanden og arbejde med nye læringsformater. Hvis vi på KU vælger ikke at udnytte disse muligheder, vil vi blive overhalet af de mange universiteter, der gør. Vi vil også dermed levere ringere forskning og undervisning, end vi ellers kunne.

Begge kritiske indlæg advarer KU imod at reproducere fortællingen om en »uundgåelig« AI-udvikling. Men det er en kendsgerning, at udbredelsen af AI som teknologi er uundgåelig: resten af verden har så at sige allerede omfavnet AI.

Det er næppe forbigået nogen, at AI i dag anvendes i meget stor udstrækning blandt skoleelever og studerende. Det samme gør sig gældende på arbejdspladser verden over. Omkring halvdelen af alle Google-søgninger returnerer et AI-genereret resumé, så AI anvendes i praksis af langt flere end de i forvejen mange, der selv aktivt opsøger det.

LÆS OGSÅ: AI findes »derude«. Det betyder ikke, at den hører hjemme på universitetet

AI forsvinder ikke, fordi KU siger nej

Selv hvis alle kommercielle AI-virksomheder gik konkurs i morgen, ville teknologien stadig være her. Det er også en uomgængelig kendsgerning, at ingen tech-giganters fremtidige position på AI-markedet dikteres af, om KU anvender deres produkter eller ej.

Ikke dermed sagt at det er ligegyldigt, hvordan KU stiller sig i forhold til AI. Tværtimod. I store dele af verden er universiteter i en legitimitetskrise. De opfattes som lukkede om sig selv og afkoblede fra reelle samfundsproblemer. Som landets største og bedste universitet er KU ofte genstand for kritikker som disse, og ikke altid lige velbegrundet.

Men netop i kraft af denne position er det afgørende, at vi på KU ikke stikker hovedet i busken, når virkeligheden ændrer sig. Tværtimod skal vi fortsætte med at levere svar på tidens presserende spørgsmål og bibringe vores studerende relevant viden, færdigheder og kompetencer. Givet den centrale rolle AI allerede spiller i samfundet, kræver det, at vi ser AI-virkeligheden i øjnene.

Seneste