KU’s AI-deklarationer sætter de studerendes retssikkerhed på spil

Kunstig intelligens er væltet ind over universiteterne som en lavine, og mange af os sidder stadig stakåndede tilbage og kæmper med at forstå, hvad det lige var, der ramte os.

KU’s reaktion på denne udfordring har blandt andet været at udvikle en såkaldt AI-deklaration, som de studerende skal vedlægge deres eksamensopgaver. Den lyder således:

»Beskriv, hvordan generativ AI er anvendt i opgaven: 1. Formål (hvad har du/I brugt værktøjet til), 2. Arbejdsfase (hvornår i arbejdsprocessen har du/I brugt GAI), 3. Hvad gjorde du/I med outputtet (herunder også, om du/I har redigeret outputtet og arbejdet videre med det).«

Den officielle begrundelse for denne deklarationspraksis er, at den skal fremme transparens og selvstændighed.

Ph.d.-studerende Anders Grundtvig skrev i december 2025 et kritisk debatindlæg i Uniavisen om dette, hvori han argumenterede for, at denne løsning på AI-problemet »peger på en grundlæggende mangel på forståelse af, hvad AI overhovedet er«.

Jeg vil tilføje, at deklarationsløsningen og begrundelserne for den samtidig peger på en grundlæggende mangel på forståelse af, hvad en juridisk bindende deklaration er.

LÆS OGSÅ: Vil du lære at skrive gode debatindlæg? Så kom til Uniavisens debatkursus 21. oktober

En kontrolinstans med helt reelle konsekvenser

KU’s AI-deklaration er et teknokratisk instrument, en kontrolinstans, som kan få reelle juridiske konsekvenser for de studerende.

De kan få afvist deres eksamensopgave, og dermed dumpe eksamen og spilde et eksamensforsøg, hvis deklarationen mangler eller hvis eksaminator vurderer, at den er forkert eller mangelfuldt udfyldt.

Men KU har ingen ensartede kriterier og målestandarder for en sådan vurdering.

Hvis den studerende dumper sin eksamen på baggrund af en deklarationsfejl, kan opgaven genafleveres i en senere eksamenstermin, og så må den studerende jo prøve at opfinde en ny tekst til deklarationen.

I vejledningen på intranettet bliver man dog oplyst om, at denne mulighed ikke gælder for specialet. Heraf må man så udlede, at hvis den studerende ikke består sin deklarationstekst, fordi eksaminator og censor fortolker den som mangelfuld eller forkert udfyldt, så bliver hele specialet afvist uden at det kan genindleveres.

Det fremgår ikke, hvad der så skal ske, og det har, i skrivende stund, endnu ikke været muligt for mig at få nogen til at svare på det.

Men det kan dårligt forstås anderledes end, at fire måneders specialearbejde, fire måneders SU og fire måneders vejledningsproces ender med en ’ommer’, fordi den studerende lavede et forkert gæt på, hvordan man bedst muligt formulerer sig i subjektiv prosaform om generelle AI-regler.

Det er en enormt tvivlsom forvaltningspraksis. For hvordan kan man reelt se, hvordan GAI har været brugt i en færdig tekst? Og hvordan kan man overhovedet adskille arbejdsprocesser på den måde?

Det er netop disse grundlæggende problematikker, Anders Grundtvig peger på i sit debatindlæg, når han argumenterer for, at AI ikke er et stykke værktøj, man tager frem og lægger væk igen.

Når man har sluppet brugen af disse teknologier løs på universitetsstudierne, får man en situation, hvor de flyder ind og ud af alle mulige kognitive processer på måder, der er totalt umulige at rekonstruere og efterprøve, såvel for de studerende som for deres eksamensbedømmere.

Alene det at google et begreb resulterer i dag i, at man får et genereret AI-svar. Hvad stiller man op med det i en deklaration?

LÆS OGSÅ: Ny ‘deklaration’ om AI-brug ved eksamen er dømt til at fejle

Et urimeligt krydspres

AI-deklarationerne fungerer reelt som et kontrolredskab til at afgøre om en opgave kan godtages og bedømmes inden for de gældende AI-regler eller om den skal afvises med en dumpekarakter. Men KU har sneget disse deklarationer ind ad bagdøren ved at sælge dem som et pædagogisk projekt.

I et modsvar til Anders Grundtvigs debatindlæg gik Ruth Horak og Andreas de Neergaard, som sidder i den arbejdsgruppe, der har udviklet deklarationerne, i december 2025 ud og argumenterede for, at deklarationen ikke er et kontrolredskab, men i stedet er tænkt som et pædagogisk refleksionsredskab. Og nu bliver det så rigtig indviklet.

Lad os prøve at se det fra et studenterperspektiv. Med dette tiltag forlanger KU, at de studerende skal gøre fire ting på én gang, som er temmelig indbyrdes modstridende og skaber et meget komplekst krydspres:

1. De skal erklære, at de har overholdt de gældende regler for anvendelse af AI.

2. De skal ærligt bekende, hvordan de har brugt AI (hvilket i praksis er umuligt).

3. De skal forsøge at undgå at formulere sig på en måde, der kan tolkes som om, de har brudt reglerne og derfor risikerer at dumpe.

4. De skal samtidig demonstrere et bevidst og reflekteret forhold til deres brug af AI – i den juridiske deklaration.

Og det bliver rigtig mudret og forvaltningsretligt problematisk, hvis de skal gøre dette i samtale med deres vejleder, som dagen efter skal agere deres ’neutrale’ bedømmer i relation til deklarationen.

På overfladen ligner det almindelig vejledning, men forskellen er, at en vanlig vejledningssamtale har en fælles reference i konkrete faglige mål.

LÆS OGSÅ: Ny AI-deklaration er ikke perfekt. Men den er det bedste, vi har

Hokus pokus, refleksion i fokus!

AI-deklarationen holder ikke op med at være et kontrolredskab med juridisk status, bare fordi man i arbejdsgruppen siger det. Den bruges reelt til kontrol og kan føre til, at den studerende bliver sanktioneret med en dumpekarakter.

Samtidig har den en højest tvivlsom forvaltningsretlig status med masser af frit fortolkningsrum på begge sider af ligningen.

Arbejdsgruppen opfordrer dog også til, at bedømmere definerer en »bagatelgrænse« for sig selv.

En bagatelgrænse? For sig selv?

»Er deklarationen lidt mekanistisk?« spørger arbejdsgruppen også retorisk og besvarer det selv lidt defensivt. »Ja, det er den nok«, som om det var problemet.

Det forholder sig lige omvendt. Det store problem er, at den ikke er mekanistisk nok. Som teknokratisk kontrolredskab bør den netop være langt mere mekanistisk, generisk og objektivitetsefterstræbende, hvis den overhovedet skal være der, for man er nødt til at have ensartede standarder for forvaltning med juridisk konsekvens.

Og så er det netop, at vi løber ind i det problem, at den er sat i verden for at klargøre noget, som i praksis er umuligt både at rekonstruere og efterprøve.

Deklarationen skaber ikke fair forvaltning. Tværtimod. Den skalter og valter med de studerendes retssikkerhed.

Der findes allerede en løsning

Hvad fik vi så med disse deklarationer?

Fik vi transparens? På ingen måde. Anders Grundtvig fremstiller spritklart i sit indlæg, hvorfor deklarationsløsningen er dømt til at fejle.

Fik vi styrket selvstændigheden? Nej. Vi fik iscenesat en situation, som medfører, at de studerende kan sidde rundt omkring på deres kollegieværelser og bide negle i bekymring, mens de reflekterer over, hvordan de mest strategisk kan vinkle den juridiske deklaration for at tilfredsstille en ny bureaukratisk magtudøvende autoritet.

Fik vi kompromitteret tilliden til universitetets bedømmelsespraksis og tillidsrelationerne mellem undervisere, studerende og censorer og undermineret de studerendes retssikkerhed? Ja.

Vi kan fint nøjes med, at de studerende på tro og love erklærer, at de har udarbejdet deres opgave selvstændigt og overholdt de gældende regler for anvendelse.

Så løber vi ganske vist en risiko for, at nogen alligevel snyder ved at aflevere en fri hjemmeopgave, som helt eller delvist er udarbejdet af kunstig intelligens, men risikoen for snyd er ikke ny.

Som undervisere skal vi helt sikkert smøge ærmerne op og bevæge os ud på en temmelig stejl læringskurve, mens vi prøver at finde ud af, hvordan vi bedst muligt håndterer disse nye teknologier sammen med de studerende i den daglige undervisning.

Som bedømmere bør vi værne om tillidsrelationerne og retssikkerheden og gøre det, vi altid har gjort, som er udelukkende at forholde os til studieordningernes faglige mål og deres opfyldelse gennem tydelig metodefremstilling og klare kildeangivelser.

I arbejdsgruppens indlæg lover de, at deklarationen blot er en »midlertidig krykke«, som vi skal af med igen. Smart metafor! Men er det ikke snart på tide at smide den og vende fokus tilbage til det, vi faktisk er sat i verden for?