Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Årsfesttale — Selvom studerende sidder med i råd og udvalg og råber højt når det er nødvendigt, ender vi ofte med en følelse af at blive tilsidesat.
Kære Bestyrelse, kære rektor, kære medstuderende, kære medarbejdere på KU, kære gæster.
Først og fremmest; tak for ordet.
Det er en stolt tradition at studerende får ordet til årsfesten. Det er en smuk tradition, at vi står her i de flotte lokaler, omringet af kunst der beskriver universitetets historie. Og det er en vigtig tradition, at vi er omringet af mennesker der er med til at skabe selvsamme historie.
Som sagt er mit navn Ira og jeg står her og taler på vegne af alle de studerende her på KU.
For mig ligger der et stort ansvar i at følge i fodsporene på så mange tidligere forpersoner og stå her foran jer i dag.
For når vi snakker om universitetets historie, må vi slet ikke glemme de studerende. Og det er netop det jeg gerne vil snakke med jer om i dag:
I skal huske de studerende.
Som forperson rækker mit ansvar langt ud over dem, som allerede har skabt den politiske studenterhistorie. Det er også et ansvar overfor alle de nuværende studerende, som netop er med til at skabe universitetets historie lige nu.
Jeg har glædet mig til at holde denne tale. Jeg har glædet mig til at få denne mulighed for at løfte ordet overfor universitetets (og byens) spidser.
Men jeg har ikke glædet mig til at fortælle jer, hvor galt det står til for os studerende.
For i dag vil jeg nemlig bruge min taletid på at forhåbentligt overbevise jer alle om, at vi tilsammen bliver nødt til at lytte mere til de studerende.
Vi skal lytte mere til de studerende for at skabe et bedre universitet for os alle.
Og ændringen bliver nødt til at ske nu.
I løbet af dette år har jeg desværre som forperson set mange studerende, som ikke har muligheden for at tage ordet på samme måde som jeg gør her i dag – foruden at blive lyttet til.
Vi engagerer os, bruger vores stemmer og gør alt hvad vi kan for at komme med konstruktive løsninger på hvordan vi kan have et bedre universitet. Selvom vi sidder med i råd og udvalg og råber højt når det er nødvendigt, så ender vi ofte med en følelse af at være tilsidesat. At blive lyttet til betyder ikke at man nødvendigvis får ret.
Men gennem min tid som studerende har jeg personligt oplevet følelsen af ikke at blive taget seriøst og kørt over mange gange.
Gennem min tid i Studenterrådets forretningsudvalg sidste år og som forperson i år har jeg oplevet så mange andre også blive kørt over, at man bliver i tvivl om hvorvidt vi studerende er blevet forvekslet med en motorvej.
Hvilket jo er sjovt fordi sådan har det ikke altid været.
Hvis noget, er universitetet som vi kender det støbt i ’68. Den gang de studerende blev lyttet til. Selvom vi i de her år har set en lignende mobilisering blandt de studerende, har reaktionen
været omvendt.
Klimamålene KU aftalte med deres studerende er udskudt med fem år. En tredjedel administrationsreform investeres i spekulativ teknologi uden omtanke for dets samfundsmæssige effekter, udover at man “…på sigt godt kunne tænke sig at undersøge om der kan laves en vurdering af hvordan det spiller ind i KUs samlede klimaatryk”.
Hånden på hjertet er det her jo ikke nogen sjov tale at stå og holde.
Når jeg tænker på vores universitets fremtid, er jeg bekymret. Det får mig til at tænke på Michelle Paces fyring. Det politiske pres der øjensynligt er lagt på RUC for at sætte mundkurv på universiteterne, er det samme pres KU mærker ovenfra når det gælder at retsforfølge seks aktivister fra Studerende Mod Besættelsen der lavede anti-folkemords aktivisme gennem en blokade.
Politisk pres og styring på universiteterne bliver mere og mere dagligdag. Og dog stopper det ikke os studerende fra at mobilisere os, for at kæmpe imod det politiske pres og kræve bedre af vores institution.
Selv i dag kan man se på den mangfoldige gruppe af studerende lige nu og her ude på Frue Plads. De kommer fra forskellige studier og fakulteter, med så mange problemer på deres uddannelse at det ville være svært at nå at liste dem op her – men selvfølgelig håber og forventer jeg, at jer der sidder herinde, ved hvad der foregår for os studerende derude.
KU er et stolt universitet. Og det kan vi især mærke på sådan en dag som i dag. Den stolthed kommer ikke af ingenting. Der er en grund til at man som studerende her føler en stolthed i at løfte fanen fra tidligere tiders aktivister.
Så hvad skal der til? Hvordan skal vi kunne løfte denne opgave i, at gøre os stolte af vores universitet igen? Hvilken opgave skal løftes for, at den kommende forperson for studerende kan stå og hylde universitetet i stedet for at dadle?
Selvom de sidste år har været hårde, er vi ikke kuet.
Vi kæmper stadig for vores rettigheder på studiet, og for et bedre universitet ude i verden. Men vi kan ikke gøre det alene. At skabe et bedre universitet er et parløb.
Kære KU, når vi studerende rækker hånden ud mod jer, hvornår bliver den så taget imod?
Vi står her og er klar til at samarbejde. Vi kæmper allerede imod den politiske styring der er så skadelig for vores institution. Og vi forventer, at I kæmper med – og ikke er politikernes skødehunde.
KU skal altså til at være meget mere end et skuespil hvor vi studerende får lov til at komme med vores anmodning overfor hoffet og så kan universitet ellers regeres som det selv ønskes.
Jeg løfter det her på en ellers så festlig dag fordi det er vigtigt. Jeg er bange for at hverdagen på KU kan gå så hurtigt, at de her perspektiver ikke bliver tænkt over.
Jeg prøver at række en hånd ud til jer, som jeg håber bliver taget imod.
Næste gang i sidder i et møde, så tænk på science-studerende der nu ser frem til et endnu mere stressende studie, tænk på den studerende der bekymrer sig om AIs accelererende konsekvenser og tænk på de studerende der nu forbinder deres campus med politi der slæber dem væk for at kæmpe for det, som vi finder retfærdigt.
KU er et universitet med en stolt tradition om at turde noget andet. KU er også et universitet med en stolt tradition for at kæmpe for hvad der er retfærdigt.
Jeg håber denne tradition kommer til at overleve.
Tak for ordet.