Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
JOVIAL AFSKED - Der blev plads til både afsløringer, højt humør og Benny Andersen ved overdragelsen af videnskabsministerposten til Charlotte Sahl-Madsen
»Kig herover begge to. Og smil!« råber de fremmødte fotografer til hovedpersonerne ved overdragelsesceremoni i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Blitzene smælder gennem luften og oplyser det velbesøgte lokale, mens champagnepropperne springer og de store kransekagestykker lydløst afventer de trøstespisende for hvem dette er en sorgens dag.
Efter den obligatoriske afskedstale fra ministeriets departementschef, tager Helge Sander ordet og ønsker Charlotte Sahl-Madsen tillykke med sin nye post.
»Du er så heldig, at du har fået det bedste og det mest spændende ministerium,« forsikrer han.
»Helt enig,« råber den nyklækkede minister, og publikum ler i begejstring.
»Selv om der selvfølgelig både har været perioder med vanskelige og indviklede sager, så er det samlet set en rigtig god oplevelse, jeg har været igennem,« fortsætter den afgående minister, da han ser tilbage på sine 3.011 dage i ministeriet«.
»Det har været spændende, og nu da jeg ser tilbage, synes jeg faktisk også, at det har været en let opgave,« siger Helge Sander og roser ministeriets medarbejdere for en super betjening.
»Det har været otte lette år. Også fordi jeg ikke har haft problemer med at følge den politik, som har været gældende i regeringen,« fortsætter han.
Den afgående minister fandt også lejlighed til at komme med en afsløring om den sande Sander.
»I dag må jeg gøre den tilståelse, at der er en enkelt ting, hvor jeg har undertrykt min egentlige opfattelse. Det er, at jeg går ind for atomkraft.« Helge Sander glædede sig over, at det trods ihærdige forsøg, aldrig er lykkedes Anne Grethe Holmsgaard (SF) og Lone Dybkjær (R) at fravriste ham dette synspunktet i Europaudvalget.
»Nu vil jeg have den frihed, at jeg som tidligere minister kan være Danmarks svar på Angela Merkel og Barack Obama,« fastslog han.
Afslutningsvis overrakte Helge Sander blandt andet bogen Fremtidens universiteter. Sander bad den nye minister læse godt på afsnittet ‘Private universiteter i Danmark’, som han selv har bidraget til. Og efter publikums bifald, tog Charlotte Sahl-Madsen ordet.
»Jeg er som konservativ meget stolt af at skulle arbejde på det fundament, du har skabt i dine næsten ni år som videnskabsminister,« sagde hun og roste Helge Sander for sit arbejde for viden, iværksætteri og innovation.
»Det fokus betyder, at vi også fremover skal sikre rigtig gode vilkår for grundforskningen. Vi skal have rigtig tætte relationer mellem forskningen og erhvervslivet. Og så skal vi sikre, at der er et rigtig inspirerende og engageret miljø for de studerende i det danske universitets- og forskningsmiljø,« sagde hun og afsluttede med at recitere et Benny Andersen-digt med en hilsen til den afgående minister.
»…Bid livet i låret! Find fremtiden frem! Rut med planer og visdomsord, for i dag skal der søreme leves. Helge, held og lykke fremover!«
peri@adm.ku.dk