Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Københavns Universitet burde skifte til hjemmeeksamen under covid-19

Omkostningen ved at lægge utrygge eksamener om til en digital form er minimal, men risikoen ved at samle store hold studerende i lukkede rum er enorm, skriver kandidat til akademisk råd og bestyrelsen for Københavns Universitet.

Matematikstuderende Amailie Palmund føler sig utryg ved fysiske eksamener i en tid hvor corona-pandemien er ved at blusse op igen. Det kunne vi læse den 4. november i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Studerende utryg til eksamen: Jeg kan ikke forstå, jeg skal udsættes for det her

Den kritik deler jeg. I en tid hvor vi ser flere smittede, vejret bliver koldere, og virus får bedre vilkår for smitte, er det mig uforståeligt, at Københavns Universitet forsøger at fastholde de eksamener, hvor vi sidder mange mennesker samlet – typisk i et mindre lokale – med lukkede vinduer grundet det kolde vejr udenfor.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Selv om alle retningslinjer overholdes, er det en stor risiko at udsætte sig selv for som studerende.

Til den eksamen, jeg var til på Peter Bangs Vej i sidste uge, var vi et fuldt it-lokale med studerende fra flere forskellige hold. Hvis der blot var én i det lokale, som var smittet med covid-19, vil det have kunnet lægge mange studerendes planer ned i over en uge med risiko for udskudte eksamener, aflyste begivenheder og meget andet. Det er ikke hensigtsmæssigt.

Jeg mener, det er oplagt at omdanne eksamener til hjemmeeksamener, hvor man måske ændrer lidt på formen, så opgaverne bliver svære, mens vi til gengæld kan benytte hjælpemidler. Præcis som vi havde det i foråret og over sommerferien.

Det er en af de meget lette steder at sætte ind fra Københavns Universitets side, hvis man vil bidrage til at reducere smittetrykket og få os igennem den her sundhedskrise. De økonomiske omkostninger er ikke-eksisterende, de studerende og universitetet er vant til eksamensformen, og vi holder risikoen for smittespredning på et minimum.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Seneste