Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Studerende utryg til eksamen: »Jeg kan ikke forstå, jeg skal udsættes for det her«

Corona — En gruppe matematikstuderende føler sig presset til at gå til en fysisk eksamen sammen med over 100 andre. De føler sig utrygge og i risiko for at blive smittet med virus. Eksamen skulle hellere være online, siger de.

Onsdag den 4. november skal 130 matematikstuderende til skriftlig eksamen i Bülowshallen på Frederiksberg. De skal sidde tre timer i multihallen, bruge de samme toiletter og røre ved de samme håndtag, når de skal åbne dørene.

Det er ikke i strid med de officielle retningslinjer, men det føles utrygt, unødvendigt og uambitiøst.

Det siger Amalie Palmund, der er en af de studerende, der skal til skriftlig eksamen i ’Introduktion til numerisk analyse’ i dag. Sammen med tre medstuderende har hun skrevet og spurgt institutledelsen om, hvordan det giver mening at afholde fysiske eksamener med mange studerende, mens corona-smittetallene er højere end nogensinde før.

»Jeg føler mig utryg ved den her situation. Det er en helt vildt unødvendig risiko for mig selv og min familie, fordi jeg bevidst har undgået dem jeg læser med siden starten af foråret. Det bliver ikke respekteret overhovedet,« siger Amalie Palmund.

»Folk dør jo«

I kommentarsporene under flere opslag på universitetets intranet, Kunet, udspiller debatten om fysiske eksamener sig også. Et opslag om brug af mundbind på campus er blevet set knapt 22.000 gange, og over 50 har kommenteret.

LÆS OGSÅ: Lektor: Vi savner reelle tiltag mod corona

I en mail til Uniavisen fortæller Betina Kongsbak, der er sektionsleder i SCIENCE Uddannelse, hvad fakultetet gør for at sikre, at eksamenssituationen er sikker.

»I vores haleksamener har vi generelt rigtig god mulighed for at skabe god plads i forbindelse med ankomst og afgang, så det er muligt at holde den nødvendige afstand til dem man kender og til dem man ikke kender. Vi kommer til at sikre, at man ved hvordan man skal forholde sig med sprit og afstand, og vores tilsyn har særlige opgaver med at understøtte det.«

Betina Kongsbak opfordrer samtidig de studerende til at holde afstand og sørge for at vaske og spritte hænder.

Amalie Palmund kan godt se, at universitetet lever op til retningslinjerne. Hun siger bare, at universitetet som institution burde være mere proaktiv og selv indføre strengere retningslinjer for at passe på sine ansatte og studerende.

Jeg føler mig svigtet af mit universitet.

Studerende Amalie Palmund

»De har sindssygt mange midler, og de har haft lang tid til at planlægge den her eksamen, så jeg kan ikke forstå, at jeg skal udsættes for det her. Folk dør jo af den her virus,« siger hun.

Men det er ikke fakultetets ansvar at gå videre, end retningslinjerne foreskriver, siger Betina Kongsbak.

»Vi er en offentlig myndighed og skal derfor ikke selv vurdere situationen og lægge yderligere vurderinger ind, da det ikke er vores kompetenceområde.«

Vil alle syge blive væk?

Et af de bedste værn mod smittespredning er isolationen. Derfor må man ikke møde op til eksamen, hvis man er smittet, har symptomer eller er i karantæne, fordi man har haft nær kontakt med en smittet. Hvis man ikke kan komme, skal man tage sin eksamen på et andet tidspunkt, og det koster ikke et eksamensforsøg.

Alligevel tror Amalie Palmund, at der er mange, der vil møde op, selv om de har symptomer eller er i karantæne.

»Mit gæt er, at nogle studerende alligevel dukker op, hvis de er i karantæne eller har milde symptomer. Det bliver jo ikke håndhævet overhovedet fra universitetets side, og alternativet for den enkelte studerende er en reeksamen.«

Det var netop det, en eller flere odontologistuderende truede med i juni. Her skrev vedkommende i en anonym mail, at tre coronasmittede studerende havde deltaget i undervisningen og også planlagde at deltage i eksamen, selv om de var syge. Instituttet holdt fast i og gennemførte fysiske eksamener.

Ansvaret for at holde sig hjemme, hvis man er smittet eller har symptomer hviler mest af alt på de studerende, siger Betina Kongsbak.

Vi kommer ikke uden om, at rigtigt meget hviler på den enkelte.

Betina Kongsbak, sektionsleder

»Vi kan facilitere, at man kan overholde diverse anbefalinger og retningslinjer. Vi kan planlægge vores eksamener, så der er god afstand, sprit og værnemidler. Og hvis vi har mistanke om, at en studerende er mødt syg op, kan vi sende vedkommende hjem. Men i sidste ende er det den enkelte, der selv skal overholde retningslinjerne og passe på andre ved at passe på sig selv.«

Hvis man er særligt udsat eller syg, kan man blive afmeldt den fysiske eksamen uden at bruge et eksamensforsøg.

Snyder ikke

I SCIENCErådet har de ikke hørt fra studerende, der skulle føle sig utrygge, men opfordrer studerende, der har det sådan til at henvende sig.

»Det er ikke en bekymring, vi er bekendt med, men det er selvfølgelig problematisk, at studerende er utrygge ved at gå til eksamen. Jeg vil gerne opfordre til, at man kontakter os, hvis man har det sådan, så vi kan tage fat i ledelsen, siger Willie Krabben, der er politisk formand i det studenterdrevne råd.

Det er hans indtryk, at mange studerende faktisk er glade for at skulle til fysisk eksamen, men også under et opslag i SCIENCEs nyhedsrum spørger flere studerende, hvorfor fakultetet holder fast i de fysiske eksamener.

Jeg er et voksent menneske og jeg vil gerne være god til mit fag, så jeg snyder ikke.

Studerende Amalie Palmund

En medarbejder i uddannelsesservice svarer, at det blandt andet er for at undgå snyd, og Betina Kongsbak oplyser, at der har været relativt få, men dog lidt flere, anmeldelser om snyd under forårets onlineeksamener. Men risikoen for snyd er ikke i sig selv en god begrundelse, siger Willie Krabben fra SCIENCErådet.

»Det skal ikke kun være for at undgå snyd, at man holder dem fysisk. Det skal også være for at sikre, at eksamenssituationen bliver så reel som muligt.«

Og der må være andet, man kan gøre for at kommer snyd til livs, siger Amalie Palmund.

»De kunne tage nogle andre tiltag, lave eksamen mere svær og tillade alle hjælpemidler, så man ikke kan snyde. De kunne også bare stole på mig. Jeg er et voksent menneske og jeg vil gerne være god til mit fag, så jeg snyder ikke. Og så tror jeg ærligt talt, at dem, der kunne finde på at snyde, bare dumper en eksamen senere hen.«

Seneste