Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Blod, panik og tårer: 10 vilde eksamensbrølere

Eksamens-kiks — Nogle eksamener går forrygende, andre går mindre godt. 10 studerende fortæller om dengang, hvor alt der kunne gå galt, gik galt.

Låst inde på toilettet

»På mit første semester blev jeg låst inde på toilettet på Peter Bangs Vej under eksamen i Erstatning og Kontrakt. Faktisk faldt dørhåndtaget af, da jeg prøvede at komme ud, og jeg kunne hverken åbne døren eller låse den op. Eksamensvagten kunne ikke høre mig banke, og jeg panikkede pænt meget.

Efter hvad der virkede som en time, men nok kun var 10 minutter, endte jeg med at kravle over båsen. Jeg kom ud, ganske støvet og med et dørhåndtag i hånden, gav det til eksamensvagten og fortalte, hvad der var sket.

Jeg kom ud, ganske støvet og med et dørhåndtag i hånden
Maria Jensen, kandidatstuderende, Jura

Han kiggede undrende på mig og svarede »du skulle da ikke have prøvet at lave det. Det skal du slet ikke tænke på. Vi må hellere sørge for, at der ikke kommer andre derud.« Jeg fik ikke ekstra tid, men satte mig bare forvirret og stresset tilbage på min plads og skyndte mig at skrive videre.«
Maria Jensen, kandidatstuderende, Jura

Dramaets midtpunkt

»Inden jeg startede på KU, læste jeg English Language & Creative Writing i England. Her skrev jeg alle mine opgaver, ikke med rubrikker og forklaringer, men i et mere narrativt flow. For eksempel havde vi aldrig eksplicitte problemformuleringer eller metoder – det lå implicit i opgaven.

Da jeg så startede på KU og skulle skrive min første eksamen i dramaturgi, tænkte jeg ikke videre over det, og skrev en opgave i min vante stil. Jeg tog lidt let på de formelle krav og tænkte, at problemformuleringen nok skulle komme implicit til udtryk. Manglen på en konkret problemformulering gjorde dog, at min underviser ikke vidste hvor jeg ville hen, og derfor ikke kunne bedømme om jeg kom i mål med opgaven, og det trak massivt ned. Dumt.«
Mathias Pedersen, bachelorstuderende, Teater- og Performancestudier

En tårevædet test

»Jeg har hulket mig hele vejen igennem en mundtlig eksamen. Jeg begyndte allerede at græde, da jeg trak spørgsmålet. Det havde været en spændende, men hård blok, der sluttede med to mundtlige eksamener. Jeg læste og læste og læste, og jeg havde forberedt mig så godt jeg kunne, men jeg havde ikke nået at forberede mig på alle spørgsmål.

Jeg begyndte allerede at græde, da jeg trak spørgsmålet
Turi Schäffer, kandidat, Fysik

Jeg trak et virkelig svært spørgsmål, som jeg ikke havde fået læst op på. Den kombination fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Det var den sidste eksamen, jeg havde søvnunderskud og jeg kørte virkelig på dampe, selv om jeg elskede faget. Jeg fik noget vand, men der gik noget tid før censor og eksaminator overhovedet kunne forstå hvad jeg sagde. Da jeg blev sendt ud, tudede jeg fortsat, og jeg græd stadig, da jeg fik min karakter. Jeg kan huske meget lidt fra den eksamen.«
Turi Schäffer, kandidat, Fysik

Glemte eksamen

»På min bachelor var jeg enormt presset af det sindssyge karakterræs, jeg oplevede i starten af studiet. Jeg var så optaget af, at jeg skulle genlæse hele pensum fra ende til anden inden eksamen, at jeg i farten havde noteret mig den forkerte dato.

Jeg opdagede først min brøler, da min veninde skrev til mig og spurgte hvordan eksamen var gået – mens jeg stadig sad derhjemme med næsen i bøgerne. Jeg gik fuldstændig i panik og følte, at jeg var den dummeste i hele verden. I det mindste nåede jeg så igennem pensum inden reeksamen.«
Sandeep Sahota, kandidatstuderende, Jura

Opgaven uden punktummer

»På min bachelor skulle jeg forsvare en opgave om multikulturalisme og immigrationspolitik i Sydkorea. Jeg var træt efter et langt semester og syntes, at opgaven var svær at komme igennem, så lige så snart jeg var færdig med at rette opgaven til, konverterede jeg den fra Word til Pdf og uploadede den med det samme i digital eksamen. Og gik så gladeligt på juleferie.

Alle opgavens punktummer var fjernet, og der manglede tilfældige ord og bogstaver

Louise Vendelboe, kandidatstuderende, Tværkulturelle studier

Det var først dagen inden mit forsvar, at jeg opdagede, at der i konverteringen var gået noget galt. Alle opgavens punktummer var fjernet, og der manglede tilfældige ord og bogstaver. Jeg var super flov og sad derhjemme og græd over det. Jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Men jeg fik lov til at forklare underviser og censor hvad der var sket, og jeg modtog en reprimande om at huske at tjekke opgaven igennem inden aflevering. Jeg overlevede heldigvis, og det eneste traume jeg har tilbage, er, at jeg nu tjekker mine opgaver igennem fire-fem gange inden upload.«
Louise Vendelboe, kandidatstuderende, Tværkulturelle studier

 

Blødning på Biologi

»Det var til en skriftlig eksamen i Matematik og Statistik på biologistudiet. Jeg læste biologi for at samle erfaring til at komme ind på medicinstudiet, så der var meget på spil. Det vil sige, at alle karakterer talte – og jeg skulle helst have 12!

Jeg sad helt presset og forsøgte at svare på det sidste spørgsmål. Og så begyndte der at vælte blod ud af min næse, som jeg febrilsk prøvede at stoppe med linjeret A4-papir
Camilla Lundahl, kandidatstuderende, Medicin

Der var et kvarter tilbage af eksamen, og jeg sad helt presset og forsøgte at svare på det sidste spørgsmål. Og så begyndte der at vælte blod ud af min næse, som jeg febrilsk prøvede at stoppe med linjeret A4-papir. Jeg sad helt bagest i lokalet og kunne ikke komme i kontakt med nogen af eksamensvagterne, og man må alligevel ikke forlade lokalet de sidste 30 minutter, så jeg skrev videre med den anden hånd. Og ja, opgaven skulle skrives i hånden. Og ja, jeg afleverede en blodstænket eksamen.«
Camilla Lundahl, kandidatstuderende, Medicin

To fatale lure

»Jeg har ikke bare én, men to gange præsteret at sove under en afleveringsfrist. Begge gange havde jeg faktisk lavet opgaven færdig. Den ene gang var til eksamen i International Law, der er en 24-timers eksamen. Jeg havde skrevet nonstop i 23 timer og var endelig færdig. Jeg uploadede opgaven, glemte at trykke på ’aflever’- og gik i seng.

Jeg havde skrevet nonstop i 23 timer og var endelig færdig. Jeg uploadede opgaven, glemte at trykke på ’aflever’- og gik i seng

Emilie Bach Hansen, kandidatstuderende, Jura

Reeksamen gik selvfølgelig også i kludder. En time inde i eksamen, måtte KU aflyse den, fordi de var kommet til at uploade rettevejledningen sammen med eksamensopgaven. Så jeg måtte pænt vente lidt endnu på at færdiggøre faget. Den anden gang sov jeg igennem afleveringsfristen på en skriftlig opgave i Ret, Moral og Politik. Jeg havde skrevet opgaven færdig og ville så lige se lidt tv, inden jeg kiggede den igennem med friske øjne. I mellemtiden præsterede jeg så at falde i søvn, og jeg fik altså ikke afleveret den opgave. Godt, at der er flere forsøg at tage af. Det endte alt sammen med at betyde, at jeg afleverede min bachelor fem gange. Bare lige for at være sikker.
Emilie Bach Hansen, kandidatstuderende, Jura

Slagen – og arret – matematiker

»Det regnede, og jeg var på vej til eksamen i Geometri 1, da en lille pige trådte ud på cykelstien foran mig. Jeg hakkede bremserne i og endte selvfølgelig på den våde asfalt. Heldigvis var jeg i god tid, så da jeg nåede frem til eksamen, kunne jeg stadig nå at finde en førstehjælpskasse og rense mine sår. Eksamen begyndte, og der opdagede jeg så, at min kærestes computer, som jeg havde lånt, også var røget en tur på asfalten og ikke ville tænde.

I fire stive timer sad jeg og udregnede retnings- og dobbelt afledede, krydsprodukter og Gauss-krumninger i hånden, mens jeg prøvede at undgå at bløde for meget på mine papirer. Efter eksamen, da jeg beklagede min nød til min kæreste og fortalte, at hendes computer var ødelagt, kunne hun fortælle, at batteriet blot var gået løs. Det kunne jeg bare have skubbet på plads igen. Jeg for også vild på vej hjem fra eksamen og har stadig et ar på knæet.«
Simon Skov Hansen, kandidatstuderende, Matematik

Et vandet forsvar

Imens sad censor og jeg så i dødpinlig tavshed og ventede, kun afbrudt af min kluntede kommentar om det dårlige vejr

Michelle Svan, kandidatstuderende, Jura

 

»Da jeg skulle op og forsvare min bachelor, lagde jeg ud med at glemme mit studiekort, og blev helt nervøs da jeg ikke kunne finde det. God start. Jeg kom ind til eksamen, og eksaminator tilbød mig en tår vand til at dulme nerverne lidt. Der stod vandflasker og plastikkrus på bordet, og i et forsøg på at være sjov svarede jeg ’ja tak, så har jeg noget at vælte’.

Jeg tog et glas, åbnede flasken og hældte vand i glasset. Jeg har måske været lidt for ivrig. I hvert fald væltede trykket fra vandet glasset, og der flød vand ud over hele bordet. Vi skyndte os at redde papirerne på bordet, mens eksaminator løb tre etager ned til nærmeste toilet for at hente noget papir. Imens sad censor og jeg så i dødpinlig tavshed og ventede, kun afbrudt af min kluntede kommentar om det dårlige vejr.«
Michelle Svan, kandidatstuderende, Jura

Et statistisk flop

»Dengang læste jeg folkesundhedsvidenskab på KU. På min bachelor var jeg i alt til 23 eksamener. Af dem gik de syv ikke, som jeg havde håbet. Den værste var eksamen i statistik. Jeg havde haft et langt semester med kærestesorger og lidt for mange øl, så jeg havde nok overvurderet, hvor forberedt jeg egentlig var. Til den mundtlige eksamen hørte jeg mig selv sige ’det ved jeg ikke’ eller ’jeg forstår ikke, hvad du spørger om’ gang på gang.

Til den mundtlige eksamen hørte jeg mig selv sige ’det ved jeg ikke’ eller ’jeg forstår ikke, hvad du spørger om’ gang på gang
Sofie Rasmussen, kandidatstuderende, Pædagogik og Uddannelsesstudier (RUC)

Måske var det den klassiske klap der gik ned, men selv om jeg havde forberedt mig så meget som jeg kunne, bestod jeg kun knap og nap. Min underviser gav mig endda muligheden for at dumpe, så jeg kunne score en bedre karakter til reeksamen, og da jeg fortalte om min plan ikke at læse videre på KU, svarede han ’Ja, det er nok en meget god ide’. Alt i alt en virkelig dårlig eksamen.«
Sofie Rasmussen, kandidatstuderende, Pædagogik og Uddannelsesstudier (RUC)

Seneste