Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
VALG - Det britiske valg er spændende denne gang, og Københavns Universitet er blevet grebet af en vis valgmani. Torsdag aften kan du følge det britiske valg i KU's kældre
4. maj har den britiske ambassadør snakket valgkamp for en fyldt universitetsfestsal sammen med celebre politologer og Weekendavisens Storbritannienkender, Martin Krasnik. Og også på valgdagen den 6. maj er der mulighed for at få sig et valgfix på uni.
Alumneforeningen på KU, der tit er flink til at gribe chancen for at holde fest, har på valgaftenen torsdag trommet et hold kendte, vidende og uenige politikjunkier sammen til at fordøje de britiske afstemningsresultater, efterhånden som de indløber.
Alumnerne giver endda øl, vin og snacks.
Arrangementet foregår i Munkekælderen – det hvælvede lokale under det historiske universitet ved Frue Plads. Der er ikke ubegrænset plads, så tilhørerne kan forvente en vis intimitet med de optrædende debattører.
I panelet sidder eksprorektor, i dag klima m.m.-minister, Lykke Friis foruden udviklingsminister Søren Pind og Steen Gade og Jeppe Kofod, der er udenrigsordførere i SF og Socialdemokratiet henholdsvis.
KU-lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Klaus Kjøller vil dissekere valgkampen sprogligt. Formentlig med råd i stil med: »Hvis man partout skal bagtale små gamle bigotte damer, så bør man overveje at slukke mikrofonen forinden.«
Panelets samtale bliver fulgt op med en omgang valg-tv indtil midnat.
Tid: Klokken 20-24.
Sted: Munkekælderen ved Frue Plads.
Tilmelding foregår her.