Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

CBS melder plan for corona-efterår ud: Over halvdelen af undervisningen bliver online

Københavns Universitet kalder udmeldingen fra CBS for »interessant«.

Copenhagen Business School (CBS) har som det første danske universitet meldt ud, hvordan et coronapandemi-præget efterårssemester kan se ud.

CBS har udstukket en række retningslinjer for efteråret på universitetets intranet, Share, skriver CBS’ uafhængige medie CBS Wire.

Retningslinjerne lyder, at forelæsninger med mere end 100 studerende skal foregå online, at mindst halvdelen af al undervisningen skal foregå online, at undervisning på campus skal fordeles ligeligt over semesteret, at eksamener bør planlægges således, at de kan udføres online, at skriftlige eksamener på campus skal reduceres med 50 procent, og at maksimalt 300 mennesker må være til stede, samt at flere valgfag og pladser skal gøres tilgængelig for de studerende.

Det nævnes også, at aftener og weekender kan tages i brug, hvis der er mangel på lokaler.

På intranettet skriver uddannelsesdekan på CBS Gregor Halff ifølge CBS Wire, at retningslinjerne er »baseret på det mest sandsynlige scenarie: at campus vil være åbent, men at der stadig vil være restriktioner på størrelsen på forsamlinger og afstanden mellem personer.«

Han skriver også: »Lige nu er det uvist, hvilke retningslinjer de danske uddannelsesinstitutioner forventes at følge fra september til december 2020. På samme tid er der et behov for rammer for planlægningen af undervisning og eksamener i efterårssemestret, så vejledere, administrationen og studerende kan forberede sig så godt som muligt til semesterstart.«

Der kommer en melding om et par uger på Københavns Universitet

En rundringning til de syv andre danske universiteter viser, at CBS er det eneste universitet, der allerede har meldt så konkret ud til sine ansatte og studerende om efterårets undervisning og eksamener.

Presseansvarlig på Syddansk Universitet Bolette Marie Kjær Jørgensen oplyser, at SDU for nuværende ikke har udformet guidelines til deres undervisere for efterårssemestret. Presserådgiver på IT Universitetet Ditte Marie Rønholm oplyser, at universitetet ifølge studieleder Aske Kammer »er i færd med at udfærdige principper for efterårets undervisning.«

LÆS OGSÅ: Fjernundervisning er ikke rigtig undervisning

På Københavns Universitet kalder vicedirektør for kommunikation Jasper Steen Winkel i en mail til Uniavisen udmeldingen fra CBS for »interessant«.

Han tilføjer, at Københavns Universitet endnu ikke er klar til at melde en plan ud: »Vi har endnu ikke taget en beslutning om efterårssemestret. Der er flere parametre, der er et moving target, men der vil komme en melding om et par uger.«

(Artiklen er opdateret 15/5, med en rettelse til det afsluttende citat).

Seneste