Fjernundervisning er ikke rigtig undervisning

Efter det umiddelbare chok over at blive sendt hjem har ansatte og studerende på hele Københavns Universitet lagt et stort arbejde i at omlægge både undervisning og eksaminer for hele forårssemestret til at foregå online. Den bratte omlægning er efter alt at dømme gået så godt, som det nu kan lade sig gøre, fra rektoratet til de enkelte undervisningshold. Som universitet har vi præsteret noget nær det umulige og undgået den fatale situation, det havde været at måtte aflyse og udskyde eksamener for vores 40.000 studerende.

Der er god grund til at klappe os selv på skulderen. Men det er også nu, vi skal holde tungen lige i munden.

Der er god grund til at klappe os selv på skulderen. Men det er også nu, vi skal holde tungen lige i munden. For midt i lettelsen over hvad vi har undgået, skal vi nu tilbage til hverdagen, og risikoen er, at vi drager de forkerte lektier af vores dyrekøbte erfaringer. Hverdagen ligner nemlig sig selv med akkrediteringer, digitaliseringsdagsorden og konstante sparekrav, og der er en risiko for, at erfaringerne fra den ekstreme nødsituation påtvunget udefra bliver omsat i en permanent omlægning af store dele af undervisningen til fjernundervisning. Det ville være meget uheldigt.

LÆS OGSÅ: Han fik en weekend til at stable et fjernundervisningsprogram på benene til 600 studerende

Ingen teknofobisk autopilot

På CBS har man netop meldt ud, at mindst 50 procent af al undervisning skal leveres online fra september. Og at presset også findes på Københavns Universitet, kan man blandt andet læse i rektor Henrik C. Wegeners corona-nyhedsbrev den 27. april. Som svar på hvad der på den korte og mellemlange bane har forandret universitetet mest, nævner han »den meget hurtigere implementering af digital undervisning og læring. Det arbejde skal fortsætte.«

Fra Det Juridiske Fakultet ved vi, at der generelt er overvejelser om fjernundervisning, blandt andet for at imødegå akkrediteringskrav om øget andel af videnskabelige medarbejdere på BA-delen. I forbindelse med nedlukningen har underviserne på Jura for nylig modtaget et evalueringsskema, der blandt andet har til formål at indsamle »erfaringer med online og blended learning [for] at vurdere, hvilke tiltag, der med fordel kan bruges i fremtiden til at gøre uddannelserne endnu bedre.«

Vi vil gerne understrege, at vores bekymring ikke er skrevet på teknofobisk autopilot. Vi har alle tre været tungt involveret både i den akutte omlægning til fjernundervisning og i det mere langsigtede strategiske arbejde med digitalisering. Fra forreste række har vi både som studerende og undervisere anvendt hele paletten af fjernundervisningsværktøjer som Zoom, Teams, Kaltura og PeerGrade, og vi har speedefteruddannet os, blandt andet ved at følge internationale online-fora for fjernundervisning.

Men netop fordi vi ved, hvad vi taler om, mener vi også, det er ekstra vigtigt at formidle vores centrale erfaring: Fjernundervisning kan ikke erstatte fysisk undervisning. Fjernundervisning er et fornuftigt supplement, og det er vigtigt at evaluere for at optimere brugen af det. Men det kan og bør aldrig erstatte den læring, der foregår i et fysisk klasselokale.

LÆS OGSÅ: Rektor: Da Københavns Universitet skulle online på ingen tid

Læring er en kollektiv proces

Vi vil gerne pege på særligt to grunde til, at vi skal holde hårdt fast i fysisk undervisning.

For det første er rigtig læring en kollektiv proces. Eller rettere: Læring af kritisk og selvstændig tænkning er en kollektiv proces, både for studerende og undervisere. Det har selvfølgelig værdi at kunne se en optaget forelæsning, når man vil. Ligesom det altid har haft at kunne læse en bog. Men vores ambition som universitet er – og bør være – højere end det. Selvstændig tænkning lærer man kun ved at diskutere med sine medstuderende og undervisere. Ved at blive sat i nogle fysiske rammer, der gør det muligt at prøve nye idéer af; at blive vedholdende og irriterende udfordret af sine medstuderende, når man lige synes, man har regnet den ud.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Vores egne erfaringer fra dette forår er desværre, at fjernundervisning begrænser den livlige diskussion og i stedet omdanner undervisning til envejskommunikation. Den type menneskelige og akademiske relationer, man kan opbygge i et fysisk undervisningsmiljø, er langt mere givende end selv den bedste fjernundervisning.

Intet digitalt værktøj kan erstatte den spontanitet og flygtighed, som i et rigtigt undervisningslokale lader vores nysgerrighed og diskussionslyst styre forestillingen. Eller erstatte muligheden for at komme op i pausen og stille uddybende spørgsmål til underviseren, eller bede om anbefalinger til andet litteratur om dagens emne. For underviserne er det mere eller mindre umuligt at læse de studerende. Forstår folk materialet? Er der behov for en pause? Rækken af delvist slukkede webkameraer og mikrofoner lukker ned for den direkte interaktion mellem deltagerne – også mellem de studerende.

Teknologien giver unægtelig nogle muligheder. For studerende giver det ekstra fleksibilitet at kunne afspille en optaget forelæsning, når de har tid, og endda flere gange. Det har også givet et øget fokus på muligheder for at bruge Absalon til at prøve andre former for læring, såsom podcasts, quizzer og lignende. Det giver også mulighed for at hive topforskere fra andre universiteter ind som gæsteundervisere. Men med mindre nogen finder flere penge til undervisning, vil en overgang til mere fjernundervisning alt andet lige betyde mindre rigtig undervisning.

LÆS OGSÅ: Lad os filme forelæsninger og sætte dannelsen fri

Naturligvis vil det stadig, selv med mere fjernundervisning, til en vis grad være muligt at skabe den slags miljøer. Men alt andet lige vil mere fjernundervisning give mindre af den type kontakt, der gør universitetet til det, det bør være.

Fjernundervisning har en social slagside

For det andet er den sociale og faglige tilknytning til et fysisk uddannelsessted afgørende ikke bare for et godt læringsmiljø, men også for, at studerende hænger på og har det godt under deres uddannelser. Særligt for studerende, der ikke kommer fra en akademisk baggrund, vil mere fjernundervisning svække udvekslingen med andre studerende og undervisere i pauser mellem undervisningen, muligheden for at snakke sammen, når man alligevel er på campus og så videre.

Kameraets kollektive tilstedeværelse i alles private hjem risikerer at udstille og forstærke forskelle i økonomisk, social og kulturel kapital.

Samtidig er en af de slående undervisererfaringer fra dette forår, at kameraets kollektive tilstedeværelse i alles private hjem risikerer at udstille og forstærke forskelle i økonomisk, social og kulturel kapital. Det er alt andet lige nemmere at tænde for kameraet i den lyse forældrekøbslejlighed, end hvis man stadig bor hjemme under mere ydmyge forhold og kæmper med at finde en neutral kameravinkel uden familiemedlemmer. Her tilbyder det fysiske universitet et mere neutralt og lighedsfremmende fælles rum.

Endelig vil den individualisering af uddannelsesansvaret, der nødvendigvis følger med mere fjernundervisning, efter vores overbevisning have en klar social slagside, når tilknytningsforholdet til det fysiske uddannelsesmiljø svækkes.

LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan genåbner universiteterne

Der var flere grunde til, at vi på Jura flyttede ud og blev samlet i en bygning på KUA3. En af de tungtvejende var hensynet til de studerendes velfærd og det psykiske studiemiljø, der er meget afhængigt af kontakten til andre studerende og fornemmelsen af at have et samlet sted at være som studerende og undervisere på Københavns Universitet, og den dynamik som det kan give at gå op og ned af hinanden.

Mere fjernundervisning vil mindske meningen i at tage ud på KUA og møde sine studiekammerater, og vil betyde et større eller mindre tab af de store landvindinger, vi på Jura har gjort os på dette område over de seneste par år. Det vil simpelthen svække tilknytningen til universitetet – særligt for dem, der ikke allerede føler en stærk tilknytning.

Igen vil blot en smule mere fjernundervisning naturligvis ikke med ét slag fjerne enhver rest af vores gode sociale og faglige studiemiljø. Men det vil alt andet lige give studerende mindre kontakt til det fysiske rum, der er omdrejningspunktet for vores uddannelser. Et godt studiemiljø kræver, at man møder hinanden.

Magnus Esmark er ph.d.-studerende og har undervist digitalt på BA-faget ret, moral og politik og KA-valgfaget DigiLawyer: Training lawyers for the challenge of digitalisation. Jakob v. H. Holtermann er lektor, fagleder på BA-faget ret, moral og politik og medlem af Akademisk Råd. Kristian Dam Hove er kandidatstuderende, medlem af Akademisk Råd for Forenede Jurister og medlem af projektgruppen for digitaliseringscheck-up på Det Juridiske Fakultet. Alle skriver på egne vegne.