Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Danmarks Statistik har fejlberegnet forskningstal

TALKNAS - Danmarks Statistik erkender fejl i den statistik, man har udarbejdet om Erhvervslivets Forskning og Udvikling i 2008. Tidsskriftet ForskerForum hævder, at de fandt fejlene først

Der var fejl i vores beregninger, skriver Danmarks Statistik (DST) på sin hjemmeside i en foreløbig rettelse. DST skriver videre, at en revideret opgørelse vil blive offentliggjort hurtigst muligt.

Fejlene i statistikken optræder i tre nyhedsbreve fra DST. Det første nyhedsbrev er fra den 18. december 2009.

Chefkonsulent hos DST, Helle Månsson, siger til Universitetsavisen, at alle tre nyhedbreve nu er trukket tilbage, og at det er en almindelig procedure, hvis der optræder fejl. DST arbejder lige nu på at rette fejlene, og Helle Månsson kan ikke gå detaljer om fejlene lige nu.

»Vi vil revidere tallene hurtigst muligt, vi håber på, det kan blive allerede i dag, men vi vil være helt sikre på, at rettelserne er rigtige, så jeg kan ikke nu sige noget om, hvilke fejl, der er tale om,« siger Helle Månsson til Universitetsavisen. DST vil komme med rettelserne dels som nyhedsbreve (Nyt fra Danmarks Statistik) og desuden som opdatering af tabellerne på statistikbanken hos DST.

ForskerForum: Vi fandt fejlene

Ifølge tidsskriftet Forskerforum, erkendte Danmarks Statistik fejlene efter, at Forskerforum var begyndt at grave i tallene og havde lavet et artikeludkast, der beskyldte DST for at gå regeringens ærinde med en ukritisk redegørelse af positive tal, der indeholdt åbenlyse paradokser.

Læs ARTIKEL i ForskerForum:
Forskningsstatistik: Hurra-tal passer slet ikke

ForskerForum skriver, at redaktionens mistanke blev vakt, fordi det fremstod usandsynligt, at danske firmaer i en spirende recession skulle have øget deres forskningsindsats med hele otte procent fra 2007 – 08; fra 1,91 til 2,05 procent af BNP.

ForskerForum undrede sig også over, at erhvervslivet lønudgifter til forskning og udvikling skulle have været steget med 25 procent, samtidig med at driftsudgifterne faldt i samme periode.

Helle Månsson fra DST ønsker ikke at udtale sig om ForskerForums artikel.

Seneste