Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Coronavirus
Mens universiteter verden over har været lukket ned af corona, har antallet af udvekslingsophold været rekordlavt. Nu hvor verden ser ud til at åbne snart, søger flere studerende om udvekslingsophold.
Efter at corona lukkede verden delvist ned, var der fortsat studerende, som rejste ud. Men de var få.
Ifølge tal fra Københavns Universitet tog godt 270 studerende til udlandet i efteråret 2020, og tallet var kun et par personer højere i foråret 2021. Før corona var det tal omkring 1.000 studerende hvert semester.
LÆS OGSÅ: Studerende på udveksling under corona: »Det var en magisk oplevelse«
Men til efterårssemesteret har Københavns Universitet på nuværende tidspunkt modtaget 791 ansøgninger om udveksling – og forventer at modtage et par hundrede ansøgninger mere i de kommende måneder.
»Langt de fleste af de universiteter, der har åbent for ansøgninger, har en forhåbning om at kunne udbyde et nogenlunde normalt semester,« siger Anne Bruun, der er sektionschef i afdelingen International Uddannelse på Københavns Universitet.
Anne Bruun tager dog forbehold for uforudsete ændringer hos værtsuniversiteterne i udlandet. »Alt efter hvordan covid-19-situationen udvikler sig rundt om i verden, kan ophold blive aflyst eller blive online fra Danmark eller værtsuniversitetet,« siger Anne Bruun.
Det er dog ikke alle steder i verden, universiteterne åbner, siger Anne Bruun:
»Nogle af universiteterne uden for Europa – særligt i Australien og New Zealand – har lige aflyst udveksling i efterårssemestret.«
»For mange studerende, er der kun én chance for at tage på udveksling, fordi studieordningerne kun levner mulighed for det i et bestemt semester,« siger Michael Jerking, der er manager of marketing and partnerships i EDU-Danmark, et rejseselskab der har specialiseret sig i rejser til udvekslingsstuderende.
»Det bliver nok ikke som det var inden corona, men trods alt fysisk undervisning og socialt liv og masser af ting man kan komme ud og opleve,« siger Michel Jerking.