Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Debatten om N-ordet viser, at der bliver lavere og lavere til loftet på KU

Utrygt — En forelæser benytter N-ordet til at illustrere en pointe om kolonihistorie. Så forlader en gruppe studerende salen, og ledelsen giver sig til at tale om ’safe spaces’ i undervisningen. Men vi må ikke lade os styre af de studerendes krav om allestedsnærværende tryghed.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Mon ‘safe space’ betyder det samme i Gaza, Israel og Ukraine som i Danmark?

Er begreberne for tryghed ikke ved at blive lidt udvandede, er grænserne ikke rykket lige lovlig meget for, hvad der kan klages over, og bliver KU ikke for let blød i knæene under angreb fra studerende?

Er skrækken for de studerendes reaktion ikke ved at blive så stor, at KU lader sig styre af den?

Følelser over fornuft

Uniavisens bragte den 11. oktober en featureartikel, som beskriver en forelæsning på faget Global Development. En gruppe studerende rejser sig og går, efter at en underviser har benyttet det såkaldte N-ord i sin forelæsning. Og episoden er et eksempel på en ærgerlig tendens.

LÆS OGSÅ: En gruppe studerende forlod forelæsningen i protest. Kort efter blev studielederen bombarderet med mails

Det er rart at se, at der var delvis opbakning til underviseren fra Global Developments ledelse. Men generelt er der simpelthen ikke længere højt til loftet på KU.

Stræben efter inklusion har ironisk nok ført til eksklusion af alle, der ikke konformerer – og til, at Jane Austens begreb om vigtigheden af balance mellem fornuft og følelse er gået fløjten, så der nu på universitetet kun er plads til følelser, men ikke fornuft.

Hos Shakespeare står alle for skud

Tør vi undervise i William Shakespeare, der giver stemme til karakterer, som nikker skaller til afrikanere, jøder, arabere, fattige, handicappede, homoseksuelle såvel som chauvinistiske, hvide mænd, rapkæftede kvinder, ægteskabsbrydere og blodskamsudøvere? Av, av, av …

Viden bliver amputeret, hvis ikke vi nævner troldens rigtige navn

Studerende kommer forhåbentlig på KU for i bedste universitetsånd at udvikle sig. Og det gør man som regel via udfordringer i form af synspunkter, der ikke harmonerer med ens egne – ikke ved at trække ord og holdninger i floskelautomaten.

LÆS OGSÅ: Den danske sang er en ung blind pige

Det er forstemmende, at den for en uddannelse nødvendige tankefrihed er ved at blive forbudt på universitetet for kun at eksistere i det omgivende samfund.

Livet er til tider en styg fætter og bliver ikke mindre styg af, at man ikke forholder sig til det skete og skrevne. Viden bliver amputeret, hvis ikke vi nævner troldens rigtige navn, altså de historiske begrebsapparater. De er jo langt fra udtryk for underviserens holdning – og det er her, studerende skal lære at skelne.

Seneste