Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Diamanten - byens klogeste scorested

SMUK KLOGSKAB - Universitetsavisen anmelder i de næste uger en række af Københavns læsesale. Vi begynder på Diamanten. Den sort-funklende firkant, der bryster sig af at være byens klogeste scorested og hvis læsesale har haft besøg af Georg Brandes og Vladimir Lenin.

Den ligger ud til vandet, Diamanten. Navnet alene indgyder ærefrygt. Og benovelsen bliver ikke mindre, første gang man træder indenfor med sine bøger under armen.

Man føler sig virkelig som en rigtig studerende her. Omgivelserne er rene og pæne. Menneskene er unge, smukke og smarte i tøjet. Her dufter af elite og klogskab.

Jeg er taget herud med det formål at afprøve og bedømme bibliotekets tre læsesale kaldet Læsesal Øst, Vest og Nord. Jeg tager rullebåndet op til første etage, nyder den flotte udsigt til Københavns Havn hvor sollys glitrer i vandoverfladen, og finder Øst.

Angstprovokerende tæthed

Læsesalen er meget populær, og i eksamensperioden skal man være i god tid for at få en af de 131 pladser. I dag sidder her flest piger, og de ser flittige ud. Der hersker en god, seriøs stemning, og det er svært ikke at være produktiv, når man er omgivet af så meget stilhed og koncentration.

I begyndelsen synes jeg, man sidder lige lovlig tæt på hinanden. Det føles angstprovokerende, at personen ved siden kan følge med i, om man rent faktisk studerer eller sidder og ser en pytonslange kaste en flodhest op på Youtube.

Men samtidig er det incitament til rent faktisk at få lavet noget. Som ens venner spørger, når man møder dem til kaffepause. Har du fået lavet noget?

Lenin på læsesal

Lige overfor Læsesal Øst ligger Læsesal Vest. Her har ph.d.-studerende og forskere faste pladser bagerst i lokalet. Hvis man har lånt en bog fra bibliotekets samling, kan man som almindelig studerende godt få lov at sidde der på dagsbasis. Og det kan anbefales. Man arbejder simpelthen bedre, når man kan mærke erfaringen og klogskabens ånde i nakken.

Fra Øst går jeg videre til Nord også kaldet Den Gamle Læsesal, og det må uden tvivl være en af de flotteste læsesale i København. Man har lyst til at studere hele livet, når man sidder her. Så flot og inspirerende er det over 100 år gamle lokale.

Men man skal være helt stille. Læsesalen har verdens dårligste akustik, og hvert et lille forkølet snøft kan høres af samtlige af de 96 studerende, der er plads til.

Rygtet blandt de studerende fortæller i øvrigt, at Lenin har siddet på læsesalen. Jeg forhører mig i informationsskranken, om det kan være rigtigt. Og jo, den er god nok. På plads nummer 9. Georg Brandes har også siddet på læsesalen, får jeg at vide. Men på hvilken plads vides ikke.

Byens klogeste scorested

Når man er på læsesal, må man nødvendigvis have noget at spise og drikke en gang imellem. Man kan jo ikke bare sidde og læse.

Her kommer Diamanten de studerende til undsætning i form af Café Øieblikket. Okay, 20 kroner er måske lidt dyrt for en kop kaffe, og 42 kroner for en rugbrødssandwich med emmentaler og seranoskinke er ret meget. Men det smager dælme godt.

Caféen serverer i øvrigt sin mad under det ikke misvisende slogan byens klogeste scorested, og når vejret er til det, stiller de liggestole frem på kajen. Så kan man sidde der i solen og slå hjernen fra, mens man nyder et stykke cheesecake og en espresso.

Og se, så er det pludselig helt sjovt at være studerende.

Karakter: 10

Jonas Kleinschmidt anmelder over de kommende uger hovedstadens læsesale. Karaktererne gives efter 12-skalaen. Læs og bedøm bedømmelserne her på uniavisen.dk

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste