Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studiestemmer
Specialeode — På trods af daglige konflikter om deadlines og urimelige præstationsforventninger har jeg udviklet et særligt bånd til mit speciale. Det er ikke altid, vi er enige, men vi har vores øjeblikke.
Uniavisens klummepanel
Klummeserien Studiestemmer er Uniavisens ugentlige debatformat med studerende på Københavns Universitet.
Hver mandag vil en af vores faste klummeskribenter gøre læserne klogere på, hvad der rører sig ude på campusgangene.
En klumme er en personlig tekst. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
At skrive speciale er lidt ligesom at være med i Alene i vildmarken. I hvert fald hvis man skriver sit speciale alene, som jeg gør. Det er en ensom tilværelse, hvor man er overladt til sine egne tanker og usikkerheder, som var man afskåret fra resten af verden – ikke i en finsk vildmark vel at mærke, men i ens egen specialeboble omgivet af bogbefængte hylder og bibliotekssalens larmende stilhed.
Måske er det også derfor, jeg er begyndt at udvikle nogle af de samme coping-mekanismer som de søde vildmarksdeltagere. Hvor vildmarksdeltagerne taler med fugle, fisk og kameraudstyr, taler jeg med mit speciale.
Forleden sagde mit speciale for eksempel til mig, at jeg har travlt og bør være stresset. »Du skal aflevere den 21. december, og du er ikke engang begyndt at skrive din analyse,« alarmerede det enerverende. Men, hallo, der er i skrivende stund 1.048 timer, fire minutter og 57 sekunder til, at jeg skal aflevere, så må jeg godt lige have lov til at nyde min weekend i fred?
Sådan er vores samtaler ofte. De består af faglige bekymringer og arbitrære påbud om, hvad man må og ikke må, når man skriver speciale: Man må ikke gå hjem før klokken fem om eftermiddagen. Man må ikke holde for meget fri, så hvis man har set sine venner en del på det seneste, skal man skynde sig at skamme sig lidt.
Ja, faktisk må man slet ikke have det sjovt, når man skriver sit speciale.
I den forbindelse må jeg krybe til korset, for jeg har faktisk haft det sjovt med mit speciale. Vores harmoniske sameksistens varer ikke ugevis, bevares, men det sker jævnligt, at vores konflikter forstummer i faglig fordybelse.
Jeg venter stadig på den dag, min kæreste kommer forbi min specialeplads og fortæller mig, at jeg er færdig
Hvordan opererer vækst som et retorisk nøglebegreb i dansk politisk debat? Hvilke politiske tiltag tjener begrebet til at legitimere? Og hvordan konstrueres og forhandles vækstbegrebet metaforisk? Det er, når vi fortaber os i disse spørgsmål, at mit speciale og jeg har det bedst.
Dertil kommer, at der er mange praktiske fordele ved at skrive speciale. For eksempel har man en universel ret til gode snacks, man fortjener altid en ekstra kop kaffe, og grænserne for, hvad man kan argumentere for i sin opgave, er tæt på ikkeeksisterende, for der er alligevel ingen, som forstår sig på det, man skriver om.
Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke alt ved specialet, som er fryd og gammen. Opgaven er ufattelig lang, og den skriver desværre ikke sig selv. Retorisk teori om ideografer og metaforer hærger uvelkomment mine drømme, når jeg sover. Og jeg tror snart, mine øjne er blevet kronisk firkantede af mit enorme skærmforbrug.
Jeg venter stadig på den dag, min kæreste kommer forbi min specialeplads og fortæller mig, at jeg er færdig. »Du er færdig! Du har vundet alene i specialeboblen 2026,« siger hun til mig midt i dunsten af sure sokker og alt for meget kaffe. Jeg ser det for mig. Der er konfetti og kys over det hele, og jeg ligner en forpjusket akademiker.
Ind til da må jeg væbne mig med tålmodighed. Sætte mig foran tastaturet og skrive en sætning mere. Slette et komma og rette en henvisning. Bladre i en bog og klø mig lidt i nakken.
Jeg elsker ikke at skrive speciale, men mindre kan nu også gøre det. Jeg skriver om et emne, som jeg oprigtigt brænder for. Jeg er min egen chef på godt og på ondt. Og jeg oplever, at jeg bliver klogere dag for dag. Ja, når jeg tænker over det, har vi det faktisk meget godt, mit speciale og jeg.