Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

DR har brug for studerende med universitetsfaktor

DAGENS TIP - Gør de tv-shows, der truer med at forsinke dine studier til selve formålet med dine studier.

Fordi Danmarks Radio hvert år modtager flere milliarder kroner, producerer stationen også nationens mest opulente, kulørte og skamløst Silvio Berlusconificerede musik- og drama-extravaganzashows. Og allerøverst på DR’s konfettibestrøede underholdningstinde knejser programmerne X Factor og Melodi Grand Prix.

Det er her, du (universitetsstuderende) kommer ind i billedet. For DR søger en praktikant, der er frisk på at »dække den kommende sæson af X Factor og Melodi Grand Prix i Aalborg og Aserbajdsjan og bidrage til udvikling af vores websites, der er nogle af de mest besøgte på dr.dk.«

Gode ideer efterlyses

Søren Bygbjerg, der selv er uddannet i Film- og Medievidenskab er ansvarlig for underholdningsprogrammernes websider hos Danmarks Radio, og han har gode erfaringer med universitetspraktikanter.

»Jeg er selv startet som praktikant i sin tid,« fortæller han. »Jeg tror, at en god humaniorastuderende vil kunne bidrage med rigtig meget. Sidste år havde jeg en historiestuderende til at hjælpe mig med at lave Melodi Grand Prix og X Factor, og det var han begejstret for, og jeg fik en masse gode input.«

Se: jobopslaget her

Rejse nødvendig

Ja, der stod Aalborg og Aserbajdsjan.

Aserbajdsjan, den kaukasiske republik, vandt sidste år Melodi Grand Prix med en sang, der endnu kan høres og betragtes på youtube. Under Eldar og Nigars duet foregår der endda en tankevækkende kommentardebat om, hvorvidt Aserbajdsjan overhovedet er et europæisk og dermed Melodi Grand Prix-berettiget land.

Søren Bygbjerg bekræfter, at den kommende praktikant kommer med til Kaukasus i maj måned.

»Det er der ikke mange praktiksteder, der kan tilbyde,« siger Søren Bygbjerg, som plejer at få mellem 20 og 50 ansøgninger.

God fod i god dør

»De sidste fem universitetspraktikanter, jeg har haft, har alle sammen job i DR i dag,« fortæller han. »Det var også sådan, jeg startede i sin tid, så det vil jeg gerne hjælpe med til.«

»Jeg leder efter en, der kan lide at formidle og arbejde med web og måske har nogle nye idéer til, hvordan vi kan lave de her ting. Og så leder jeg efter en, der ikke hader underholdning.«

chz@adm.ku.dk

Seneste