Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

En pris til den gode studiestart

PRISER - Dansk Magisterforening præmierer landets bedste tutorer på baggrund af indstillinger fra de studerende.

Livet er fyldt med epokegørende oplevelser, som vi har til fælles med de fleste omkring os. De første skridt. Den første skoledag. Det første kys. Det første job. For et ungt menneske som jeg selv, der stadig har mange af de store livsbegivenheder til gode, er en af de helt store oplevelser, som jeg husker tilbage på, den dag jeg startede på min uddannelse. Det er som om, man står lige dér blandt hundredvis andre studerende og planter et frø til noget stort, som man ikke nødvendigvis helt ved, hvad er.

Studiestarten er begyndelsen på en ny hverdag. En hverdag, der er præget af lektielæsning, nye bekendtskaber, høje forventninger og en horisont, der hele tiden udvider sig. Men hverdagen er for mange også præget af ensomhed og usikkerhed om den indsats man leverer, slår til. Både på kort og langt sigt. For med nedskæringer på uddannelserne og kamp om pladserne på arbejdsmarkedet kan man nemt komme til at tvivle på egne evner.

Derfor er det helt afgørende, at hver eneste nye studerende får den bedst mulige start på studiet og på den måde bliver klædt på til at finde svar og løsninger på de utallige spørgsmål og hindringer, der kommer i vejen under fem års studier. Her spiller tutorerne på universiteterne en særlig vigtig rolle.

Tutorernes fornemste arbejde er at understøtte det sociale og faglige fællesskab, der er så afgørende for en kvalitetsuddannelse. Med deres imødekommenhed og viden om alle facetter af studietilværelsen forsøger de at give hver ny studerende den følelse af tilhørsforhold og engagement, der skal til for at man kan gennemføre sit studie. Det er ikke nogen nem opgave, men ikke desto mindre er arbejdet simpelthen så vigtigt for det gode studieliv. Det er også derfor, at vi i Dansk Magisterforening hvert efterår præmierer landets bedste tutorer på baggrund af indstillinger fra de studerende.

I en tid med nedskæringer i den forskningsbaserede undervisning og hvor politiske slagsmål om uddannelseskvalitet og dimensionering forstyrrer de studerendes fordybelse i deres fag, er der brug for fokus på det gode studiemiljø.

I DM Studerende mener vi, at kimen til gode arbejdsmiljø bliver lagt på studiet. Med den eftertragtede Tutorpris anerkender vi det store arbejde, som studerende gør for hinanden, når de giver svar og bygger bro under en studiestart, hvor alt er nyt.

DM’s tutorpris overrækkes fredag den 31. oktober

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste