Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Enig med rektor og direktøren

REKTORBREV - Rektor og direktøren har ret, fremtiden ser heller ikke så god ud på KU

I dag (25. januar, red.) har vi modtaget et Rektorbrev og tak for det. Information til medarbejderne er altid godt, Det interessante er som regel det, der ikke står der.

Jeg synes at medfølelsen med de fyrede medarbejdere kunne være større, for ikke at tale om det reparationsarbejde der altid skal til, når der ryddes op efter en fyringsrunde.

Mange spekulerer også på om den ulykkelige situation vil gentage sig og lige omkring den fremtidige økonomi er rektorbrevet foruroligende fåmælt. Det fremgår dog »… at KU’s aktuelle og fremtidige økonomiske situation (ikke) er en dans på roser.«

Desværre får vi ikke mere at vide om hvad vi kan vente os af næste års budgetter, så jeg vil tillade mig at supplere lidt: Regeringen har bebudet nul-vækst i de offentlige udgifter i 2011, i første omgang går det på de kommunale budgetter, men lur mig om Løkke & Co. kan nøjes med det. Sidste års finanskrise og skattelettelserne i år skal jo hales ind igen.

Alene inflationen vil æde ca. 2 % af budgettet, der vil komme flere pensionister (folkepensionen skæres der vel ikke i, trods alt), og BNP, som nogle af vores bevillinger procentvis beregnes ud fra, ser heller ikke ud til at blive større næste år.

Så jeg er helt enig med rektor og direktøren: Det bliver ikke nogen dans på roser.

Seneste