Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Er målet at dræbe alt engagement?

Bureaukrati — Vinderne af Studiemiljøprisen 2023 blev forvist af en vagt, fordi de fejrede det med kage, uden at det var blevet anmeldt. Regler for lokalebooking bliver strengere, og nogle steder skal man betale. Modstand og bøvl kvæler studielivet – kæmp imod!

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Fysikrevyen har altid været et kulturelt midtpunkt på fysikstudiet. De fleste kan et par sange udenad, og alle har hver deres yndlings. Derfor glædede det mig også, da jeg hørte, at de havde vundet Studiemiljøprisen 2023. Det er et pragteksempel på, hvad frivillige fællesskaber kan betyde for et fag- og studiemiljø.

LÆS OGSÅ: Her er guiden til revyerne, der gør din studietid lidt sjovere

Prisen blev selvfølgelig fejret med kage, og det skulle naturligvis ske på campus, hvor revyen holder til. Fejringen blev dog afbrudt af en vagt, som fortalte, at der ikke var søgt om tilladelse til at spise i lokalet.

Ja, selv når man vinder en pris fra KU, ja selv med professorer til stede for at overrække prisen, skal man igen opleve bøvl med systemet. Er meningen, at vi skal kvæle engagementet?

Det må og skal kunne gøres bedre

Dette er jo bare en enkelt anekdote. Men flere steder på universitetet er reglerne for lokalebooking blevet strengere, og kravene til foreningerne større.

Hvis vi vil have stærke fællesskaber, må vi fjerne denne modstand

På SUND skal man betale for at leje et lokale som studenterforening, og på SCIENCE skal man betale for rengøring efter sociale arrangementer, lige meget hvor umage, man selv har gjort sig med rengøringen.

Det må og skal gøres bedre – vi skal forbedre rammevilkårene for studenterforeningerne. Universitetet har selv sat fokus på, hvor vigtigt det sociale og faglige fællesskab er for trivslen. Og vi ved, at studerende, som er en del af et fællesskab, er mindre tilbøjelige til at droppe ud.

Gratis lokaler og fysisk plads, tak!

Studenterrådet anbefalede i 2022 KU at hylde de frivillige kræfter på universitetet. Det blev til frivilligfejringen Studieliv22, der er fortsat siden da som en årlig gallafest med prisuddelinger til de frivillige foreninger. Og det er en anerkendelse, som har stor betydning for de frivillige.

LÆS OGSÅ: KU’s frivillige festede og fejrede hinanden

Men anerkendelse er ikke altid nok. Den administrative modstand, som foreningslivet møder mere og mere af på KU, gør det frivillige arbejde til en byrde, når det burde være en glæde. Hvis vi vil have stærke fællesskaber, må vi fjerne denne modstand.

Vi må som studerende og foreninger holde på nogle basale rettigheder på tværs af universitetet: Som minimum må vi kunne booke lokaler gratis, let og på tværs af campusser. Der skal være fysisk plads til studiemiljøet. Og rammevilkårene skal være sådan, at det frivillige foreningsliv ikke bliver et administrativt mareridt.

Hvis du vil støtte vores kamp, så os giv Studenterrådet din stemme til univalget.

Univalget finder sted fra den 25. til den 29. november, og du kan stemme her.

Seneste