Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

For enden af regnbuen: Winter Pride i Studenterhuset

Mangfoldighed — Kom og vær med når Copenhagen Winter Pride indtager Studenterhuset og fylder det med et regnbuefarvet miks af begivenheder.

Bondage med reb, en ligestillingsminister fra Venstre og transmonologer. Det er bare noget af  det, der går ned, når Studenterhuset indhylles i regnbueflag i dagene mellem den 5. og den 10. februar som arnested for årets Copenhagen Winter Pride Week.

Winter Pride Week er en LGBT+ festival der, ligesom sommerens Pride Week, sætter fokus på LGBT+ miljøets resultater og udfordringer. Ugen byder på en sand buffet af væsentlige, kritiske og skælmske events, og du kan dykke ned i debatarrangementer og netværksmøder, svinge fordi et basiskursus i fetichisme eller deltage i workshoppen ‘rope bondage 101’.

Studenterhuset får både besøg af lokale og internationale aktivister, og talere og underholdere og Copenhagen Pride lover, at det bliver en uge fyldt med kærlighed, regnbuer og mangfoldighed.

Gentlemen, start your engines

Ugen skydes igang den 5. februar kl. 16.30 med en åbningsreception, hvor Karen Ellemann og bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride Ane Rindom, stiller skarpt på udfordringer og opnåede resultater for LGBT+ miljøet.

Herefter åbner programmet med et væld af forskellige events, og du kan frit gå på opdagelse i Studenterhusets mange kroge. I løbet af ugen kan du for eksempel fortabe dig i snakke om kropspositivsme og selvnydelse, stifte bekendtskab med foreningen for aseksuelle, tage til ‘analsex 101’ i Church Wing eller høre Transmonolog i loungen.

Det bliver en uge fyldt med kærlighed, regnbuer, mangfoldighed og uforglemmelige oplevelser
Copenhagen Pride

Copenhagen Pride sender en kærlig hilsen til alle, der har lyst til at være med:

»Vi glæder os til at dele en masse dejlige, lærerige og inspirerende oplevelser med dig og håber du får en fantastisk uge,« skriver de.

Winter Pride giver LGBT+ miljøet en chance for at kigge indad, men er også en mulighed for alle andre, der gerne vil have et indblik i, og blive lidt klogere på miljøet og bevægelsen. Ugens program indeholder også en lang række eksterne events, der blandt andet foregår i Poesiens Hus, Skuespilhuset, Empire Bio, Christiansborg og Pumpehuset.

Du kan se Studenterhusets program i bunden af artiklen og læse det fulde program her.

Seneste