Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
Sol og frihed — For andet år i streg blev Forårsfestivalen afholdt på fuldt blus i Universitetsparken – endda med sommersolen knejsende på himlen. Se billederne fra festen, der gik.
Vindjakkerne og halstørklæderne fra sidste år var udskiftet med korte gevandter og rødt nakkeskind, da Forårsfestivalen igen i år rullede sig ud på fuld styrke.
Studerende og ansatte slængede sig under sommersolen, og fadølsanlæggene slugte hobe af øltønder, mens navne som Veto, Benal og The Savage Rose fremtvang fællessang og sprælske hofter foran festivalens scener.
Eftermiddagen var stadig ung, da Uniavisen afholdt KU-quiz i Det Fede Telt, og allerede her blev korrekte svar fejret med fuldemandsbrøl.
»Vi er meget tilfredse. Der var god stemning og en masse mennesker, og det virkede, som om der var bred interesse både for musikprogrammet og de nye aktiviteter,« siger festivalarrangør og direktør for Studenterhuset, Jacob Ørum, og fremhæver blandt andet The PseudoScience Slam og fodboldkampen mellem ansatte og studerende.
Tallene bakker ham op: Hvor festivalen sidste år havde ca. 13.000 besøgende, strøg i omegnen af 16.000 KU-ansatte og -studerende gennem portene til Universitetsparken i år.
Arbejdet går dog nok først i gang senere på ugen. Vi skal lige have sovet helt ud.
Jacob Ørum, festivalarrangør og direktør, Studenterhuset
»Sidste år var vi udfordret af, at festivalen havde været væk i 2016, men i år kunne vi mærke, at det var lettere for os både at rekruttere frivillige og få vores budskaber ud. Det betyder meget, at KU’s ansatte og studerende husker oplevelsen fra sidste år og anbefaler festivalen til hinanden,« siger Ørum.
Resultatet var, at frivilligholdet allerede var på plads en måned før festivalstart – modsat sidste år, hvor festivalen gjorde comeback i Universitetsparken, efter den i 2016 først blev sparet væk, så afholdt i en nedskæringsversion på Studenterhuset.
Jacob Ørum siger, at Forårsfestivalen nu nyder stærk støtte fra KU’s ledelse, og at arbejdet med næste års festival allerede begynder i de kommende uger. Visionen? At styrke fællesskabet på KU, ikke bare på festivalen, men også i de uger og måneder, der går forud.
»Arbejdet går dog nok først i gang senere på ugen. Vi skal lige have sovet helt ud,« slutter Ørum.
Go Go Berlin: