Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Forårsfestivalen føjer nyt navn til plakaten

Forårsfestivalen har nu offentliggjort halvdelen af det musikalske line-up til årets festival.

Med foråret kommer endnu en annoncering til Københavns Universitets helt egen festival, Forårsfestivalen. I år kommer studerende og ansatte til at kunne danse til Lydmor, når Universitetsparken på Nørre Campus omdannes til festival den 15. maj.

Lydmor – bag hvem der findes 30-årige Jenny Rossander – er kendt for sin UV-malede kropsudsmykning og elektroniske lyd. Hendes tekstunivers er ærligt, og det er en af grundene til, at holdet bag Forårsfestivalen er glade for, at hun lægger vejen forbi, siger booker Mikkel Vinther:

»Lydmor er god til at sætte fokus på nogle emner, der ikke tales så meget om. Hun taler om skyld og skam og usikkerheden ved at være ung. Hvad man må, og hvad man ikke må,« siger han.

Mikkel Vinther glæder sig også til at se, hvad Lydmor finder på visuelt:

»Hun er en fantastisk kunstner måde lydmæssigt og visuelt. Jeg forventer, at det bliver en helt anden oplevelse end en traditionel rockkoncert, fordi hun har den her særlige visuelle identitet.«

Lydmor turnerer i øjeblikket med albummet I Told You I’d Tell Them Our Story fra 2018, men hun er også på vej med ny musik og udgav i december singlen ‘Guilty (Kill Me)’. Til sommer skal hun optræde på Roskilde Festival sammen med Den Kongelige Ballets autonome dansekompagni Corpus.

Med annonceringen af Lydmor har Forårsfestivalen nu offentliggjort halvdelen af det musikalske line-up til årets festival. På plakaten stod i forvejen Barselona, Barbara Moleko og Marvelous Mosell.

Forårsfestivalen har i år valgt at skære antallet af musikoptrædener ned fra ni til otte for at give mere plads til talks og mere tid mellem koncerterne.

Varm op til Forårsfestivalen med Lydmors optræden til GAFFA-prisen 2018:

Seneste