Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Forskere advarer mod forbud mod købesex

PROTEST - Danske forskere frygter alvorlige konsekvenser, hvis den danske regering vælger at følge EU's anbefalinger og kriminalisere sexkunderne. Udsatte sexarbejdere vil blive endnu mere marginaliserede, lyder kritikken.

Europaparlamentet har netop (26. februar 2014) besluttet at anbefale alle medlemslande at lovgive mod købesex.

Det er den forkerte vej at gå, mener 26 danske forskere – herunder en del fra Københavns Universitet – inden for områder som prostitution, sexarbejde, menneskehandel, køn og seksualitet. De opfordrer derfor danske politikere til at tage afstand fra anbefalingen:

»Vi mener, det er en fejltagelse, fordi anbefalingen bygger på misinformation og har et ringe videnskabeligt grundlag, og fordi en sådan lov kan få alvorlige negative konsekvenser for de mennesker, der sælger sex og for de migranter, der lever af sexsalg,« skriver de danske forskere i en pressemeddelelse.

Den svenske model

Der er, ifølge forskerne, ikke bevis for at et forbud mod købesex skulle sikre bedre sociale vilkår for prostituerede. Størstedelen af forskningen på området, samt rapporter fra FN, WHO, UN Women, Amnesty International og Human Rights Watch anbefaler tværtimod at afkriminalisere sexarbejde.

Europaparlamentet er inspireret af ‘den svenske model’. Allerede i 1999 forbød den svenske regering køb (men altså ikke salg) af sex i håb om at ramme efterspørgslen og derved nedbringe antallet af sexsælgere og omfanget af trafficking (handlede prostituerede) til Sverige.

Men rapporter fra Sverige viser, at loven stik imod hensigten har forringet sexsælgernes tillid til myndighederne, så de nu snarere arbejder under mere skjulte og farlige vilkår, end før loven blev indført.

Øg inklusionen, giv rettigheder til sexarbejdere

Et forbud mod købesex begrænser ikke menneskehandel, det driver blot aktiviteterne længere ned under jorden, og den fattigdom, der motiverer migration til Europa og global ulighed, vil fortsat eksistere, mener forskerne:

»At begrænse efterspørgslen med forbud og politiindsats forbedrer ikke sexsælgernes vilkår. Færre kunder risikerer at presse prisen ned (…) Et forbud risikerer at gøre migranter, der sælger sex, mere udsatte og sårbare over for udnyttelse fra bagmænd og kriminelle grupper og at gøre dem retsløse,« lyder det i pressemeddelelsen.

Forskerne anbefaler i stedet, at dansk lovgivning forbedrer migranter og sexsælgeres rettigheder og øger inklusionen af disse udsatte grupper ved at give dem adgang til retshjælp, beskyttelse og oplysning.

Politikerne må ikke sætte lighedstegn mellem betaling for seksuelle ydelser og vold, voldtægt eller menneskehandel, mener de danske forskere:

»Det er sexsælgeren, ikke myndighederne, der skal vurdere, om salget er tvunget, om hun eller han har været udsat for vold eller handel.«

Der er udsigt til en ophedet international debat, idet 86 af verdens førende prostitutionsforskere allerede inden det danske initiativ har skrevet under på en protest imod forslaget.

LÆS OGSÅ: Interview om forskerfrisind og sexhandel med sociolog Marie Bruvik Heinskou

gbg@adm.ku.dk

Seneste