Forskerfrisind: Det skal handle om sex

Over Europa ruller en ophidset debat for og imod sexhandel, der toppede, da den britiske EU-parlamentariker Mary Honeyball kaldte ngo’er og forskere imod at forbyde sexkøb for alfonser.

Sverige kriminaliserede sexkunderne i 1999. Frankrig har netop valgt at gå samme vej. Den 26. februar 2014 anbefalede Europaparlamentet medlemslan­dene at lovgive mod købesex.

Det fik 26 danske forskere, herunder en del fra Københavns Universitet, til i faste vendinger at beskylde EU-kommissionens anbefaling for at bygge på et uvidenskabeligt grundlag.

Et forbud mod købesex giver ikke bedre sociale vilkår for sexarbejderne, skrev forskerne i en pressemeddelelse til alle medier. Størstedelen af forskningen på området og internationale rapporter fra FN, WHO, UN Women, Amnesty International og Human Rights Watch anbefaler tværtimod en afkriminalisering.

Den danske regering har været vaklende, i 2011 var de stemt for et forbud, men i 2012 ændrede de holdning. Socialminister Manu Sareen (R) har netop slået fast, at der ikke er et dansk forbud på vej:

»Regeringen anser prostitution som et alvorligt, socialt problem, som først og fremmest kræver sociale løsninger,« sagde han i Jyllands-­Posten den 31. marts.

Da den svenske regering forbød køb, men ikke salg, af sex i håb om at ramme efterspørgslen og nedbringe især omfanget af handlede sexarbejdere, tvang man blot prostitutionen længere ned under jorden, mener forskerne.

Svenske rapporter viser nemlig, at loven stik imod hensigten har forringet sexsælgernes tillid til myndighederne, så de i dag arbejder under mere skjulte og farlige vilkår, end før loven blev indført:

»I Sverige er sexhandlen minimeret på gadeplan, så det er blevet langt vanskeligere at holde øje med hvem, der er i problemer. Bagmændene, som man ville ramme, har blot fået gunstigere betingelser nu hvor det hele er én stor lyssky affære,« siger adjunkt Marie Bruvik Heinskou fra Sociologisk Institut på KU til Uniavisen.

Femininiteten i fare

Marie Bruvik Heinskou, der er en af underskriverne bag den danske erklæring, foreslår en legalisering af sexhandel i stedet:

»Hvis vi vil hjælpe sexarbejderne, kan vi bryde det tabu, der omgiver dem, og begynde med at anerkende deres erhverv,« siger Marie Bruvik Heinskou, der i stedet for forbud anbefaler flere rettigheder.

»Sexhandel er et problematisk felt, og vi er nødt til at holde os mange nuancer for øje, der let forsvinder i en følelsesladet moralismedebat,« svarer Marie Bruvik Heinskou på spørgsmålet om der ikke er skingre stemmer på begge sider af hegnet for og imod et forbud.

»Der gælder helt forskellige problematikker for gadeprostituerede, sexarbejdere på bordeller og escortbureauer og så dem, der migrerer. Når debatten ofte bliver skinger, skyldes det i høj grad, at der kun bliver brugt én ’kasse’ til at forstå hele det komplekse område med, og det er – efter min bedste overbevisning – kun fordi det handler om sex. Så snart der er sex involveret, er man så opsat på at isolere og forsegle det i stedet for at se, hvilke komplekse og varierende former, det egentlig tager,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Men vi er enige om, at der er ofre for kvindehandel, der har brug for hjælp?

»Ja. Noget af det er meget problematisk og ydmygende og på alle måder udnyttende. Og så er der andet af det, som på ingen måder er uværdigt, tværtimod,« svarer Marie Bruvik Heinskou og fortsætter:

»Vi skal passe på udsatte kvinders måde at leve deres liv på i stedet for både at dæmonisere sexarbejdere og cementere et særligt kvindebillede – for det ville være konsekvensen af en kriminalisering,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Diskussionerne om regulering og love handler nemlig ikke alene om sexhandel, men om vores syn på kvindelig seksualitet i bred forstand, mener Marie Bruvik Heinskou. Og det er både reaktionært og helt almindeligt, at problematisere aktiv og udadvendt kvindelig seksualitet:

»Det bringer ikke bare sexarbejderne, men hele femininiteten i fare. Vi har en politisk diskussion om praksis, men der følger en moralistisk diskurs i kølvandet, og her finder man nogle særlige former for stereotype kvindebilleder. Er det forbudt at have en aktiv seksualitet som kvinde? Er det stigmatiserende at have mange partnere? Er det kriminelt at tjene penge og have sex samtidig?« spørger hun og fortsætter:

»Under disse spørgsmål ligger en bestemt opfattelse af, at kvinder bør forvalte deres seksualitet med en særlig form for omhu. Kvinder som har en aktiv seksualitet, og som måske også tjener penge på den, bliver gjort til billige, problematiserede identiteter, som mænd bliver beskidte af at røre ved,« siger Marie Bruvik Heinskou.

En anden form for kvindefrigørelse

Vi taler blandt andet om en gruppe handlede kvinder, som lever under slavelignende forhold. Dem må vi vel hjælpe før vi, den vestlige privilegerede middelklasse, teoretiserer over en diskurs, der nedgør en bestemt slags seksualitet?

»Der er ofre, det skal man overhovedet ikke underkende, og de skal hjælpes. Men der er blandt sexarbejderne også aktive og myndige individer, som tjener penge på en måde, de har valgt ud fra de forudsætninger, de har. Mange af migranterne kommer fra ufatteligt elendige kår. Man skal passe på ikke at vestliggøre hele verdens seksualitet,« siger Marie Bruvik Heinskou, som insisterer på at seksualitet er og kan være mange forskellige ting. I andre dele af verden er seksualiteten fx ikke hellig som i vores verdenshjørne:

»Hvis vi skal køre den vestlige kasse ned over resten af verden, er det også en form for kolonialt overgreb,« siger Marie Bruvik Heinskou, og et globalt perspektiv breder sig over vores samtale.

Sociologen hævder nemlig, at en kriminalisering også vil være en måde at forhindre folk fra andre verdener i at komme til Europa på:

»Det er en effektiv form for regulering, der sørger for at en bestemt form for arbejdskraft ikke kan komme ind.«

Men hvis vi kan frede de sværeste ofre via lovgivning, så pyt da med at vi rammer en midtergruppe, som er stærkere og mere ressourcefulde og som kan tjene til livets ophold på andre måder?

»Jeg ser logikken, men jeg synes det er en farlig måde at lovgive på. Det kan hurtigt blive totalitært, og man rammer nogle kvindeidentiteter, som er på vej mod en anden form for frigørelse end vi har tænkt, at kvinde­frigørelse skulle være. Og det er en aktiv kvindelig seksualitet og den kvinde, der tjener penge direkte på mænd. Den kvindeidentitet skal man være varsom med at kriminalisere, synes jeg.«

Den mest ideelle af alle verdener

Et moralsk ideal om, at det er uværdigt for kvinder at sælge sex, hjælper ikke nogen kvinder, heller ikke de handlede, svarer Marie Bruvik Heinskou på spørgsmålet: Hvad ville du gøre, hvis du var politiker?

»Hvis man vil passe på kvinder som kvindekøn, skal man forholde sig til deres egne erfaringer og til den praksis der er. Som politiker ville jeg være pragmatisk. Hvordan ser virkeligheden ud? Hvad foregår der? Jeg ville gøre betingelserne for at kunne henvende sig steder med henblik på hjælp bedre – uden at man samtidig risikerede at blive deporteret. Der er også et behov for bedre adgang til oplysning om sundhed.«

Vi skal lytte, siger du, men hvordan får vi kvinderne i tale?

»Antropologer, etnografer og journalister, der arbejder på gadeplan, kan godt få sexarbejderne i tale. Men når man kommer og repræsenterer institutioner og politiske organisationer, har de mindre lyst, fordi der er en stor afstand. Det institutionelle system har altid stigmatiseret sexarbejdere. Som gruppe har de altid været udsat for dæmonisering af samfundet og af andre kvinder – i dag er det en udsat gruppe på alle leder og kanter.«

Er jeg ligefrem bornert, synes du, når jeg hævder, at der ikke fandtes sexhandel i den mest ideelle af alle verdener?

»I den ideelle verden fandtes der ikke fattigdom og ulighed, vil jeg snarere sige. Vi er alle sammen underlagt en kapitalistisk logik i mange variationer. Alle lærer at sælge sig selv – og nogle sælger sex,« siger Marie Bruvik Heinskou:

»For nogle ville det være en stor lettelse ikke at skulle sælge sex for at tjene til livets ophold, men der er sikkert andre, der gerne ville fortsætte. Og jeg ved ikke, om det tjener deres interesser, hvis vi idylliserer på den måde på alles vegne,« siger hun.

Marie Bruvik Heinskou er ikke politiker, men forsker. Og det må være forskernes opgave at pege på, at man med den ene form for politisk regulering, skaber nogle andre problemer, mener hun.

Solidarisk sexturisme

Det er ikke kun kvinder, der sælger sex. I Afrika har Marie Bruvik Heinskou fået udfordret sit forskerfrisind, da hun studerede hvide kvindelige sexturisters forhold til yngre afrikanske mænd, fortæller hun:

»Det var sundt for mig at forlade skrivebordsteorierne, og jeg skal love for at jeg blev udfordret på mit selvbillede som tolerant. I begyndelsen gik jeg faktisk lidt i baglås.«

Kombinationen af rig og fattig, hvid og sort, gammel og ung stødte Marie Bruvik Heinskou, men jo længere tid hun brugte i selskab med de par, hvis intime relationer var båret oppe af den enes økonomiske overlegenhed, jo større forståelse fik hun for begge parter, siger hun:

»Relationerne var paradoksale. Mændene var helt klart materielt interesserede i kvinderne, og kvinderne ønskede intimitet i bytte. Til tider havde kvinderne ikke styr på, hvor forholdet bevægede sig hen. Samtidig var hele spørgsmålet om magt ikke stabilt, men bevægede sig konstant, og det var en del af hele dynamikken, at prisen blev forhandlet undervejs.«

På spørgsmålet om menneskelige relationer på den måde kan reduceres til en bytteøkonomi, svarer Marie Bruvik Heinskou:

»Hvis man sætter tingsliggørelse og autenticitet op som modsætninger, skaber man en blind vinkel. Flere af de kvinder jeg mødte, var så indignerede, at de havde lyst til at give det hele væk for at løfte mændene ud af deres fattigdom. Aldrig har jeg set så stor en direkte solidaritet. At intimiteten havde en pris, betød ikke at følelserne ikke var ægte, eller at mændene ikke følte sig forbundet med kvinderne. Det var på mange måder gensidigt, blot forskellige former for gensidighed,« siger Marie Bruvik Heinskou og nikker, da jeg citerer den begærlige og hensynsløse Francis Underwood fra tv-serien House of Cards:

Alt i verden handler om sex. Undtagen sex. Sex handler om magt.

gbg@adm.ku.dk