Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Prisuddeling — Musikhistoriker Christine Jeanneret har, efter at være blevet ’opdaget’ af Det Danske Institut i Rom, modtaget en pris for enestående forskning i migration af italienske musikere og operasangere til København for 250 år siden.
Ph.d. Christine Jeanneret har været ansat som adjunkt i musikvidenskab ved Københavns Universitet siden september 2014.
Den 27. oktober i år modtog hun også Dronning Margrethes Romerske Pris på 30.000 kroner, som Carlsbergfondet indstiftede i 2015, af H.M. Dronning Margrethe 2. for sin enestående forskning om italiensk opera i Skandinavien for 250 år siden.
Det har hidtil været stort set ukendt, at italienske musikere og operasangere migrerede til Danmark for at optræde i København.
»Jeg finder det fascinerende,« siger Christine Jeanneret om sin begrundelse for at arbejde med emnet.
Prisen uddeles for at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom, der også var dem, der indstillede Christine Jeanneret til Carlsbergfondets pris.
Christine Jeannerets forskningsinteresser er italiensk musik, kønsstudier, opførelsespraksis, madrigaler, barokkantater, italiensk opera i det 18. århundrede, kroppen på scenen og kostumer.
Det er hendes seneste forskningsprojekt, der handler om indførelsen af italiensk opera i 1700-tallet og sammenhængen med datidens danske hofkultur, der har givet hende prisen.
For tiden er hun – ved Københavns Universitet – leder af projektet Shared Histories of Italian Opera in the Nordic Countries: Migration, Cultural Transfer and Urban Spaces (18th-19th Centuries), der har medarbejdere i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Italien, og i princippet handler det om meget mere end kun musik.
»Vi studerer de karriereforløb, som medlemmer af den italienske dispora af musikere i Skandinavien har haft. Det er et område, der i det store og hele er forblevet uudforsket indtil nu. Vi fokuserer også på at arbejde sammen med nutidige musikere for at opføre den italienske musik på en scene for første gang siden dengang,« siger Christine Jeanneret.
Der er også tale om forskning i de kulturelle påvirkninger og overførsel, som de italienske trupper af musikere i Skandinavien førte med sig.
»De italienske musikeres historie kan lære os meget i dag, især i forhold til spørgsmålet om migration. De har rejst rundt og optrådt sammen dengang, og de fik en kompliceret, men i sidste ende succesful migration. På den måde repræsenterer de et vellykket eksempel på kulturel påvirkning og overførsel, der indeholder værdier som tolerance og ligeværdighed,« siger Christine Jeanneret.