Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Retssag — 75 eksamensvagter blev kollektivt opsagt af Københavns Universitet efter mange års tjeneste. Nu kræver de med hjælp fra advokat Knud Foldschack millioner i erstatning for brud på ansættelsesvilkårene.
Københavns Universitet står midt i en større konflikt med et nu fyret korps af eksamensvagter.
75 af de tidligere ansatte, som også kaldes eksamenstilsyn, føler sig nemlig så dårligt behandlet af KU, at de har stævnet universitetet for 6,1 millioner kroner for blandt andet tabt arbejdsfortjeneste og aftalebrud.
Retssagen står til behandling i Københavns Byret til marts.
Konflikten omhandler blandt andet manglende kontrakter, rod i ansættelsesforhold og spørgsmål om løntillæg.
Efter et halvt års tovtrækkeri blev tilsynskorpset kollektivt opsagt i oktober 2022. Forud gik et langstrakt forløb, hvor KU ifølge de tidligere eksamensvagter, der alle er pensionister, har opført sig helt urimeligt.
»Det er usmageligt. Ganske enkelt usmageligt, og det er simpelthen for dårligt over for en medarbejdergruppe, der har været så loyal og har kørt eksaminer under coronaen med mere eller mindre fare for eget liv. Og så laver man sådan noget, det er rent ud sagt noget svineri,« siger Vilhelm Kent, der står i spidsen for de tidligere eksamensvagter.
Københavns Universitet har ingen kommentarer til sagen, så længe der ikke er afsagt dom.
Konflikten tog sin begyndelse 25. marts 2022, da korpset af eksamensvagter modtog en mail fra den daværende ledelse af Eksamenshuset på KU, som takkede dem for deres store indsats, særligt under coronapandemien.
Samme dag modtog flere af eksamensvagterne imidlertid et brev fra HR-afdelingen på Søndre Campus, der varslede betydelige forringelser i deres arbejdsvilkår, blandet andet ville de ikke længere kunne få tillæg for over- og weekendarbejde. De ville også kun være defineret som ansatte, så længe deres vagt på universitetet foregik. Det betød, at de automatisk ville blive opsagt efter hver tilsynsvagt.
I det her sagskompleks, der mangler alt
De nye, forringede arbejdsvilkår udløste stor forargelse blandt eksamensvagterne, som opfattede skrivelsen som dybt uacceptabel og juridisk ugyldig.
»Jeg skrev tilbage til KU og sagde, at det var juridisk uholdbart og en ommer. Simpelthen,« siger Vilhelm Kent.
Som reaktion blev der hurtigt indkaldt til et møde blandt eksamensvagterne. Her blev et forhandlingsudvalg med Vilhelm Kent i spidsen nedsat med mandat til at repræsentere de 75 vagter.
10. juni 2022 blev der afholdt et møde mellem forhandlingsudvalget og repræsentanter fra Københavns Universitet.
Under mødet fastholdt KU’s repræsentanter, at de ikke havde mandat til at forhandle, da universitetet er bundet af en skrivelse fra Personalestyrelsen fra 2005, som omhandler forøgelse af timelønssatser for eksamensvagter. De forøgede timelønssatser blev indført, da det tidligere var vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med eksamensvagter. Skrivelsen indeholder dog intet om løntillæg ved aften- og weekendarbejde eller andre ansættelsesretlige forhold. De tidligere eksamensvagter mener derfor, at denne skrivelse er irrelevant for sagen.
»Det er fuldstændig hen i vejret. Det har intet med forhandlingsret at gøre,« siger Vilhelm Kent.
Da KU’s repræsentanter afviste at gøre yderligere ved de forringede vilkår, meddelte forhandlingsudvalget, at de ikke kunne garantere, at eksamensvagterne ville påtage sig arbejde uden for normal arbejdstid, hvis ikke de hidtidige vilkår blev genindført. Dette førte til en hastig telefonopringning fra den daglige leder af Eksamenshuset, som foreslog en midlertidig borgfred.
»Der skulle være eksamener allerede dagen efter, så der gik jo totalt panik i dem,« siger Vilhelm Kent.
Det blev nu aftalt, at arbejdet kunne fortsætte under de hidtidige vilkår, indtil sagen var blevet drøftet i direktionen.
Trods aftalen om midlertidige vilkår fik forhandlingsudvalget 14. juni 2022 besked om, at der alligevel ikke ville blive udbetalt tillæg for arbejde uden for normal arbejdstid.
Forhandlingsudvalget så det som et aftalebrud og gav KU en deadline til at bekræfte, at der var tale om en fejltagelse. Denne bekræftelse kom, og det blev aftalt, at de oprindelige vilkår ville være gældende frem til udgangen af 2022, hvilket skulle give KU tid til at finde en løsning.
Uniavisen har set diverse dokumenter og mailkorrespondancer i sagen, og Vilhelm Kent siger, at eksamensvagterne hele vejen har været klare i deres krav. De har ikke krævet lønstigninger, men blot at få udstedt ansættelsesbeviser i henhold til loven.
Disse beviser skal afspejle de vilkår, de hidtil har arbejdet under, inklusive de tillæg, der blev givet for arbejde uden for normal arbejdstid. Til trods for deres mangeårige indsats oplever tilsynene dog ikke, at KU anerkender deres status som ansatte.
»Vi har folk, der har haft 25-års jubilæum som ansat på KU og fået gratialer. Og vi har alle haft adgangskort, gratis parkering og mulighed for at leje feriebolig gennem KU. Det kan man jo ikke, hvis man ikke er ansat, så deres forklaringer holder ikke,« siger Vilhelm Kent.
24. oktober 2022 modtog eksamensvagterne så en mail om, at de var blevet opsagt med øjeblikkelig virkning, da KU havde valgt et vikarbureau til at stå for arbejdet med eksamenstilsyn fremover. Det betragtede forhandlingsudvalget som et klart brud på den indgåede borgfred.
Vi er jo ældre mennesker alle sammen, og der er allerede en, der er død. Så retten er gået med til at fremskynde sagen
De 75 eksamensvagter tog kontakt til advokat Knud Foldschack, som nu repræsenterer dem i sagen mod KU.
Han fortæller, at han i sin mere end 40 år lange karriere aldrig har set så mange fejl i en ansættelsessag som her.
»Normalt kan der være spørgsmål om uberettigede opsigelser, opsigelsesfrister, manglende ansættelsesbeviser eller uklarhed om arbejdstidsvilkår. Det plejer at være stridigheder om én af tingene. Men i det her sagskompleks, der mangler alt,« siger Knud Foldschack og fortsætter:
»Enten må det være uvidenhed på et meget, meget højt niveau, kombineret med en meget kaotisk situation, som gør, at universitetet behandler sine medarbejdere på den her måde. Eller også er det simpelthen ufattelig utilstedeligt.«
Københavns Universitet har udbetalt omkring halvanden million kroner til nogle af de tidligere eksamensvagter, da universitetet selv opdagede fejl i sagen, efter der blev udtaget stævning. Stævningen kom efter flere års forsøg på forhandling.
»Hvordan de kom frem til de tal og beregninger, aner vi ikke. Vi har stadig et krav på cirka 4,6 millioner kroner,« siger Vilhelm Kent.
»Men vi er jo ældre mennesker alle sammen, og der er allerede en, der er død. Så retten er gået med til at fremskynde sagen,« siger den tidligere eksamensvagt.
Knud Foldschack mener, at KU bevidst har trukket sagen i langdrag.
»Det er da helt utilstedeligt, at den her sag har kørt så længe – efter min opfattelse på grund af kaos og rod, og at man ikke får ryddet op og gjort regnskabet op, så de mennesker, vi taler om, kan bruge de penge i live og ikke skal betale dødsbobeskatning og arveafgift. Det er ikke i orden,« siger Knud Foldschack.
Vilhelm Kent står tilbage med en følelse af skuffelse og at være blevet svigtet af sin tidligere arbejdsplads. Han er dog overbevist om, at de tidligere eksamensvagter får rettens ord for, at KU ikke har ageret efter reglerne.
»Jeg tror fuldt og fast på, at vi vinder sagen. Det kan ikke være anderledes. Under alle omstændigheder kan de ikke komme uden om, at vi skulle have haft et ansættelsesbevis ifølge ansættelsesbevisloven,« siger Vilhelm Kent.
Sagen er berammet til at køre i Københavns Byret 10.-11. marts.