Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
7.652. Så mange nye studerende er blevet tilbudt en plads på Københavns Universitet i 2021. En af dem er Joakim Lindahl, der er startet på Fødevarer og Ernæring. Uniavisen mødte ham til Studenterrådets introarrangement i august.
Jeg behøver vist ikke spørge, hvad du hedder …
»Ha, jeg hedder Joakim. Vi har alle sammen fået en klemme med vores navn på som navneskilt, og hvis man mister den, skal man have sit navn skrevet i panden.«
Hvorfor lige Fødevarer og Ernæring?
»Jeg elsker mad! Jeg elsker at spise mad, og jeg elsker at lave mad. Jeg har læst to år på Bioteknologi, men på andet år havde vi et projekt, der hang mig lidt ud af halsen. Samtidig dumpede jeg nogle eksamener, jeg ikke skulle have dumpet, så jeg besluttede mig for at skifte til Fødevarer og Ernæring.«
LÆS OGSÅ: »Jeg tror, det bliver rigtig svært og hårdt«
Hvad er din hofret?
»Jeg laver en ond vegetarlasagne. Det er en helvedes masse grøntsager og en helvedes masse rødvin og en masse krydderurter. Det smager fantastisk.«
Hvad er du nervøs for?
»Jeg får merit for nogle fag, så jeg skal allerede have andetårskurser. Jeg er lidt nervøs for, hvordan det skal gå. Men jeg er ikke så nervøs for, om jeg kan finde ud af, hvordan campus fungerer og hvad der ligger hvor, for det har jeg allerede styr på.«
Hvad glæder du dig mest til?
»Allermest til den første A-vej (bar på Frederiksberg Campus, red.). Det er kendt for at være den vildeste fest på året, og det er en virkelig fed bar, så jeg glæder mig til at komme derud og feste godt igennem.«
Hvad har du fået til frokost?
»Jeg kom hjem fra rustur i går, og jeg var mega træt, så jeg har sovet en masse i dag. Da jeg vågnede, skulle jeg herud, så jeg skyndte mig bare at spise noget knækbrød.«