Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Guide til kulturnatten på KU

Kulturnat — Kulturnatten vender tingene på hovedet, når dørene åbner til alle de steder, der normalt er lukket efter mørkets frembrud. Se, føl, hør og smag KU på en helt ny måde.

Fredag den 13. oktober indtager Kulturnatten København. I år slår mere end 230 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier og parker dørene op – heriblandt Københavns Universitet. Der er oplevelser for både store og små samt muligheden for at opleve mange af de københavnske perler på en ny måde after dark. Sidste år deltog mere end 82.000 mennesker i Kulturnatten.

Kulturnatten på KU

  • Ansatte og studerende på Københavns Universitet kan deltage gratis i alle KU’s arrangementer, hvis de har deres ID-kort med.
  • Børn under 12 år kommer gratis ind, hvis de følges med ansatte eller studerende på Københavns Universitet.
  • Alle andre gæster skal fremvise kulturpas ved indgangen.

Med begivenheder fra Søborg til Sundbyøster kan det være svært at danne sig et overblik, så hvis du ikke helt kan overskue årets program, eller bare savner lidt inspiration, kommer her nogle bud på en KU-centrisk kulturnat.

Hvis du for eksempel foretrækker, at Kulturnatten har et mere artsy præg, kan du starte aftenen ved Frue Plads. ‘ARTiS’ eller ‘Art in Science’ holder fernisering i KU’s festsal, hvor de viser nogle af de smukkeste billeder fra videnskabens verden. Det er kunst og videnskab i skøn forening. 

Hemmeligheder i Universitetsparken

På Kulturnatten fyldes Universitetsparken af nysgerrige øjne og kloge hoveder, når de københavnske biologer, dataloger, kemikere og fysikere slår dørene op og inviterer dig inden for i videnskabens verden.

Hos Datalogi kan du træde ind i en hverdag, hvor potteplanten sender dig en mail, når den skal vandes, og hoveddøren tweeter, hvis der kommer uønskede gæster forbi. Børn (og barnlige sjæle) kan kaste sig over de digitale legoklodser eller lære at programmere deres eget computerspil. Hos matematikerne kan alle også være med. Der er både hæsblæsende mysteriejagt, superfokuseret skakhjørne og spændende foredrag om kvantematematik. Hvis det ikke lige er kvantematematikken, der lokker allermest, byder Kemi på ting, der skummer, brænder og eksploderer.

Niels Bohr Institutet samles nogle af landets klogeste hoveder og introducerer dig for partikel-, kvante-, nano- og biofysikkens verden. Hvis man vil sørge for, at hjernen er oplagt til sådan en omgang gymnastik, kan man jo passende starte sin aften her.

Vild videnskab på SUND

På SUND (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet) er der også gang i den – i år er der nemlig fokus på ‘vild videnskab’. Der er altså dødbringende giftslanger, oppustelige hjerner og mørke misfostersamlinger på skemaet.

Frederiksberg Campus, den gamle Landbohøjskole, inviterer til live dissektion – og rundvisning i deres glemte samling af misdannede dyr i formalin (som vi tidligere har skrevet om i Uniavisen). Hvis du altid har haft en hemmelig drøm om at se en fugl med to hoveder, en kyklophest eller en dyreorganisk dissektion, er det altså bare med at komme afsted.

Medicinsk Museion tager også et kig ind i kroppen – omend på en lidt anden måde. Her kan du se den nye udstilling ‘Mind the Gut’, der viser, hvordan læger, forskere og kunstnere gennem tiderne har forsøgt at forstå og behandle forholdet mellem vores hoved og mave.

Hjernesagen og Center for Hjerneskade byder også indenfor til en aften i selskab med det, de kalder ‘din utrolige hjerne’. Du kan få din verden vendt på hovedet af et par prismebriller, se – og prøve –  hvad det vil sige at leve med et talehandicap eller en hjerneskade og få målt dit kondital af de søde fysioterapeuter, der nok også giver et lille løbe-tip med på vejen.

Og når nu du alligevel er igang med at forbedre det der kondital, kan du passende tage trapperne, når du besøger et af Københavns nye vartegn – Mærsk Tårnet. Med sine 15 etager, slutter du i hvert fald aftenen af på toppen. Her kan du få testet din fysiske alder, sammenligne dit EKG med en zebrafisks eller prøve at lave dine egne piller.

Det skorter i hvert fald ikke på begivenheder at tage til på Kulturnatten, og arrangørerne har lagt sig i selen for at give Kulturnattens gæster en nat ud over det sædvanlige. Du finder det fulde program på kulturnatten.dk.

Seneste