Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Den glemte samling

Freaks — I kælderen under den gamle Landbohøjskole opbevares misdannede dyr i formalin. Den veterinære misfostersamling har mistet sin videnskabelige værdi, men den er et kulturhistorisk skatkammer i fare for at forsvinde.

En lang, lavloftet gang. Glasmontrer langs væggen. En firbenet ælling bag glas. En gris med ét enkelt stort blåt øje i panden. En kattekilling med otte ben og to haler.

Vi befinder os i misfostersamlingen i kælderen under den gamle Landbohøjskole på Frederiksberg. Dens fulde navn er den patologisk-anatomiske samling, og her opbevares konserverede dyr med misdannelser og vævsprøver med sjældne sygdomsmanifestationer såsom kvægpest, der i dag er udryddet på verdensplan.

Væsken er sunket i cylinderglassene, der rummer de hengemte dyr. Formalinen er fordampet og har i visse glas antaget en gulliggrumset farve. Samlingen har fået lov at passe sig selv siden 1960’erne, hvor lysbilleder og film vandt frem som medie i undervisningen af dyrelægestuderende.

»Som pædagogisk redskab har samlingen overlevet sig selv. Præparaternes farver falmer, og de patologiske forandringer er ikke længere så tydelige. Det er virkelig uhyre sjældent, at vi bruger samlingen nu om dage,« siger professor Henrik Elvang Jensen fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi.

Verdens næstældste veterinæruddannelse

Uniavisen møder professor Elvang Jensen på hans kontor på Frederiksberg Campus to etager over misfostrenes gemme.

På hans reol står kraniet fra et får, et levn fra tiden, hvor undervisere ikke kunne sætte deres lid til fotografier, men måtte samle og konservere patologiske særtilfælde for at lære studerende om sygdomme hos dyr. Dengang var konserverede præparater det eneste alternativ til tegnede plancher.

Knogler fra heste var nogle af de første genstande, der blev indsamlet af samlingens stifter P.C. Abildgaard i slutningen af 1700-tallet. Han var læge og blev under kvægpestens udbrud sendt af kongen på studietur til Lyon, hvor der fandtes en veterinærskole. Han vendte hjem og grundlagde Danmarks første – og verdens næstældste – skole for uddannelse af dyrlæger, forløberen til den nuværende veterinærskole på Frederiksberg Campus. Abildgaards hesteknogler findes stadig opmagasineret på loftet over universitetet.

Lige nu bliver samlingerne splittet op og smidt ud, når nogen står og mangler et lokale. Når samlingerne bliver opdelt, kan vi ikke længere fortælle den samlede historie. Det synes jeg er ærgerligt
Patologibetjent Frederik Andersen

Samlingen havde sin storhedstid mellem slutningen af 1800-tallet og 1950’erne, hvor de fleste præparater er fremstillet. Misfostrene blev doneret af privatpraktiserende dyrlæger og slagteridyrlæger, der havde gjort mærkværdige fund.

»Dengang bestod samlingen af flere end 10.000 præparater. Der blev bygget et helt hus til den,« fortæller Henrik Elvang Jensen og peger mod en af de elegante fireetagers bygninger i mursten, der i dag huser undervisningslokaler, laboratorier og kontorer.

Den store destruktion

Misdannede dyr var ikke det eneste, der blev samlet ind til det gamle universitet. Mineraler, landbrugsmaskiner og plantedele var blandt de genstande, der blev katalogiseret og udstillet til undervisningsbrug. På Landbohøjskolen alene var der 25 samlinger. I dag er de kraftigt reduceret og spredt ud over fakulteterne og forskellige naturvidenskabelige museer. Størstedelen af den oprindelige misfostersamling blev kasseret i 1980’erne.

Som pædagogisk redskab har samlingen overlevet sig selv. Præparaternes farver falmer, og de patologiske forandringer er ikke længere så tydelige.

Henrik Elvang Jensen, professor, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi

»Over 9.000 præparater blev destrueret. En flok lektorer og professorer blev sat til at vurdere, hvilke der var mest bevaringsværdige,« fortæller Henrik Elvang Jensen, der dengang selv var licentiatstuderende (datidens ph.d.-studerende) og husker, hvordan præparaterne blev sendt til destruktion på et anlæg for farligt affald.

Han fortæller om destruktionen uden nostalgi.

»Jeg synes, samlingen har en stor kulturhistorisk værdi. Men den har hverken videnskabelig værdi eller undervisningsværdi, og derfor mener jeg også, at det var det rigtige valg at bruge lokalepladsen på laboratorier og undervisningslokaler. Før kunne man dårligt være der for museum,« siger han.

»Problemet er også, at det koster mange penge at vedligeholde sådan en samling. Vi har fået nogle få private fondsmidler til vedligeholdelse, men det er slet ikke nok.«

SIAMESISKE KATTETVILLINGER I - Man kunne tro, at der var tale om en enkelt kat med et ekstra sæt lemmer bagud, men glasset indeholder siamesiske tvillinger, der i fagsprog omtales som monosymmetrisk cephalothoracophagus.
billede:
SIAMESISKE KATTETVILLINGER II - Det blege par siamesiske kattetvillinger har fire forben, fire bagben og to haler, men kun et hoved. Den blege farve skyldes, at killingerne ikke er færdigudviklede, og præparatet er formentligt et aborteret misfoster
billede:
DANSEGRISE - De ligner et dansende par, men den tætte omfavnelse skyldes en siamesisk sammenvoksning langs bugen. I dag aflives siamesiske dyretvillinger ved fødslen, mens dyr med mindre misdannelser, fx et lille ekstra ben eller overtallige tæer, kan få lov at leve, hvis de i øvrigt har normal adfærd.
billede:

»Der skal ske noget nu, for det er snart for sent«

At samlingerne kræver frisk kapital, hvis de skal overleve, er også konklusionen på konservatorstuderende Annika Normanns speciale, som hun afleverer om to uger. Hun har brugt et år på at opstøve og nærstudere Landbohøjskolens glemte samlinger for at finde ud af, hvad det ville kræve, hvis de skulle overdrages til et museum.

»Der skal ske noget nu, for det er snart for sent. Samlingerne forfalder og forsvinder. Det er på tide, at man finder frem til en løsning,« siger Annika Normann.

Se den glemte samling

Der er fri adgang til misfostersamlingen i kælderen på Ridebanevej 3 i åbningstiden 8-16.

Den firbenede ælling er professor Henrik Elvang Jensens yndlingspræparat. »Det er det eneste eksemplar, jeg nogensinde har set. Det sker meget sjældent,« siger han.

Flere af præparaterne er i dårlig stand, men registreringerne af deres ophav og historie er gode, så de ville sagtens kunne bruges i forbindelse med både forskning eller udstilling, hvis der blev postet penge i at samle dem og oprette de værste skader, vurderer hun. Hun tilføjer, at det er tydeligt, at indsamlerne har været dedikerede og har gjort et grundigt arbejde. Men skal samlingerne sikres for fremtiden, kræver det penge.

»Lige nu er der ingen, der gør noget ved samlingerne udover få enkeltpersoner, der selv tager initiativ og gør det i deres fritid. Hvis der skulle ske noget, ville det kræve, at nogen højere oppe i systemet tog en beslutning om det, for lige nu er der ingen penge til det, hverken fra institutterne eller museerne.«

Fortællingen forsvinder

En af dem, der bruger krudt på at vedligeholde misfostersamlingen, er patologibetjent Frederik Andersen. Det er ham, der har nøglen til raritetskabinettet, og han hjælper os med at hjule de tunge præparater op fra kælderen, så de er klar til fotografering.

Han så gerne, at der blev etableret et museum, hvor samlingerne kunne udstilles i deres helhed, fx som SUND har gjort det med Medicinsk Museion.

»Lige nu bliver samlingerne splittet op og smidt ud, når nogen står og mangler et lokale. Når samlingerne bliver opdelt, kan vi ikke længere fortælle den samlede historie. Det synes jeg er ærgerligt,« siger han.

»Om 100 år vil vi ikke have noget at udstille fra i dag. Vi er jo holdt op med at samle,« siger betjenten og løfter kyklophesten og dansegrisene på plads i skabet.

 

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste