Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Her er 5 gode råd om at tage noter

Studieteknik — Som studerende på universitetet har du rigelig grund til at tage noter. Din skribent er en flittig noteskriver – et af hans råd er at tage noter, fordi de allerede virker, mens du skriver dem.

De fleste tager noter, både når de læser, og når de er til undervisning. Det gør jeg også. Her er 10 års notesskrivning samlet i fem gode råd.

1. Udnyt at noter kun er noter – så tegn løs

Når du skriver dine opgaver, er almindelig brødtekst ofte måden at formidle din viden på. Kassen af tekst med linjer, der skal læses oppefra og ned, højre til venstre. Men sådan behøver dine noter ikke se ud.

Din egen formulering er god nok. Din håndskrift er god nok.

Lav tegninger, pile, ikoner, skrå skrift, farver osv.

Klip og klistr gerne udprintede ting (fx noget fra undervisningsplanen eller et billede) ind i din digitale eller analoge notesbog.

Hvis du vender tilbage til noten på et senere tidspunkt, kan den sikkert godt tåle at få understreget et ord, få tilføjet en grøn firkant rundt om noget særligt vigtigt – eller få en lille rettelse, fordi du er blevet klogere.

2. Lav tjekbokse til det, du ikke kan nå nu

Du kender ikke til alt, hvad din underviser siger. Der er måske et begreb, du gerne vil slå op, men som ikke skal tage fokus lige nu, eller en tekst, der netop er blevet anbefalet, som du gerne vil finde.

En lille firkant i venstre margin kan hjælpe dig til at finde den senere.

Det skal naturligvis ikke afholde dig fra at deltage i undervisningen ved at stille spørgsmål, men når din underviser taler hurtigere, end en hest kan løbe, kan den lille tjekboks være det bedste bud.

3. Skriv så vidt muligt i hånden

Du lader dig ikke distrahere af alt, hvad din computer eller tablet kan. Din notesbog kan lige præcis kun det, den skal bruges til.

Ved at arbejde i hånden er du mere fri til at lave alle de ikoner, pile og streger, du har brug for.

Når situationen kræver, at du bruger din computer, så hav alligevel en notesbog ved siden af til de tanker, som godt kan være i notesbogen, eller de illustrationer, som det er er lettere at tegne i hånden.

Meget kan og skal gøres fra en computer, så det kan være en befrielse at få én ting mindre i livet, der kræver en skærm.

4. Fortab dig ikke i perfektion

Skriv ikke kun underviserens slides af – du både husker og forstår bedre, når du omformulerer dig.

Din egen formulering er god nok. Din håndskrift er god nok. Selv om skarpe sætninger og pæn håndskrift måske gør din note lækker at se på, så husk på, at der kun er tale om en note – den er et skridt i en læringsproces.

En færdig og afleveret opgave må gerne se pæn ud og have gode formuleringer. Noter skal man derimod ikke forvente den samme standard af.

5. Læs gerne dine noter igen – men de virker allerede, idet du skriver dem

En note kan være god at vende tilbage til. Men ofte oplever jeg, at det nedskrevne allerede har haft sin effekt. Enten kan jeg allerede huske det, jeg skrev, eller også tænker jeg allerede på en ny måde, siden jeg skrev noten.

Når jeg kigger tilbage i gamle noter, kan jeg næsten blive helt pinligt berørt over, at jeg var nødt til at skrive disse sætninger ned. ‘Det ved jeg da godt’ tænker jeg. Det er et tegn på, at jeg nok har lært noget efter at have skrevet mine noter.

Noter virker allerede, idet man skriver dem.

LÆS OGSÅ: Noter hjælper os med at blive ét med vores fag.

Annonce

Seneste