Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Her er retningslinjerne for videoeksamen: Film dit lokale og sid med ryggen til døren

Københavns Universitet har offentliggjort de retningslinjer, som studerende skal følge, når de skal til mundtlig eksamen på computeren.

Et underligt semester får for mange studerende en underlig afslutning, når de skal til mundtlig eksamen online.

Nogle vil måske mene, at den også bliver lidt mere besværlig.

Det er ikke nok at møde til tiden, trække et spørgsmål og slå bagdelen i sædet over for censor og eksaminator. De kommende mundtlige onlineeksamener kræver forberedelse, både hvad angår teknik og indretning.

Det fremgår af de retningslinjer, som Københavns Universitet nu har delt på intranettet.

Først skal du have styr på teknikken, gerne et par dage forinden. Tjekke at lyd og billede fungerer i den platform, du skal til eksamen på (enten Zoom, Microsoft Teams, Skype for Business eller Adobe Connect), og at din computer ikke pludselig indleder en af de der opdateringer, der tvinger computeren ud i en halvtimelang genstart, netop som du har talt dig varm.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det er heller ikke nok at sige goddag til censor. Når eksamen går i gang, skal du have dit studiekort klar og føre det helt hen til linsen, så bedømmerne kan inspicere det. Du kan også bruge pas eller kørekort.

Havde du i sinde at slænge dig i sofaen med computeren i skødet, kan du glemme det: Du skal indrette dit eget eksamenslokale, som det hedder i retningslinjerne fra Københavns Universitet. Hvilket nærmere bestemt vil sige, at du skal dokumentere, at du er alene i lokalet. Du skal indlede eksamen med at løfte din computer eller dit webcam op og panorere rundt i lokalet, så bedømmerne kan se, at der ikke er nogen ubudne gæster. Og så skal du sidde med ryggen til døren, så ingen ubemærket kan snige sig ind.

Du trækker ikke selv et eksamensspørgsmål, det bliver valgt for dig af eksaminator på tilfældig vis. Her kan overvåger blive den overvågede, for du kan bede eksaminator om at dele sin skærm, så du kan følge med i udvælgelsen.

Hvis teknikken svigter

De fleste, der har brugt Zoom eller Teams eller noget tredje under corona vil vide, at videomøder ikke altid er velsmurte maskiner.

Hvis du oplever, at billed- eller lydkvaliteten er ringe, eller forbindelsen hakker, skal du informere eksaminator. Så kan I prøve at genoprette forbindelsen, og hvis du ryger helt ud af mødet og ikke kan logge på igen, skal du kontakte support. Københavns Universitet har faktisk oprettet en hotline til formålet, som du kan læse mere under studieinformation på KUnet.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet: Vi ønsker ikke, at der opstår coronaårgange

Kan de tekniske problemer ikke løses med det samme, må bedømmerne vurdere, om prøven skal forlænges eller afbrydes helt. Efterfølgende vil eksamensadministrationen give dig en ny tid, samme dag eller en anden.

Hvis du har deltaget i hele prøven, men ikke kan genoprette kontakt efter voteringen, så frygt ej: Din karakter lander i systemet Digital Eksamen nærmest med det samme. Hvis du vil have tallet uddybet, skal du selv kontakte eksaminator.

Og hvis du har oplevet fejl og mangler under prøveforløbet, kan du indgive en klage. Sådan er der i hvert fald en ting, der er, som det plejer.

Seneste