Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

HUMrådet arrangerer protestaktion ved KU’s årsfest

Aktion — HUMrådet dukker op til KU's årsfest, men deltager ikke i selve fejringen. I stedet bevæbner de sig med bannere og løbesedler for at sende et signal til politikerne om at stoppe nedskæringerne på uddannelsesområdet.

»Vi vil ikke finde os i, at politikere og ledelse fester, alt imens vores uddannelser fortsat undergraves af den ene nedskæringsrunde efter den anden!«

Det er budskabet fra HUMrådet, som fredag den 16. november kalder til protestaktion ved Københavns Universitets årsfest. De har fået nok af nedskæringer på uddannelsesområdet, som senest har resulteret i, at Det Humanistiske Fakultet skal spare 25 millioner på lønudgifter inden 2020.

Nedskæringer som ifølge HUMrådet dagligt fører til problemer, som skaber en utryg og stresset hverdag for studerende og ansatte.

Mens universitetets spidser sipper champagne i festsalen på det gamle universitet, vil HUMrådet derfor protestere i novemberkulden på Frue Plads. Og når årsfestens deltagere senere skal i Operaen for at se Trubaduren, følger protestaktionen med ud på Holmen.

De ødelægger universitetet

Hvert år fejrer KU sin egen grundlæggelse, og siden 2011 har årsfesten ligget den tredje fredag i november. Den plejer at indeholde en højtidelighed i KU’s festsal, efterfulgt af en forestilling i Operaen.

Det er godt, at vi har et universitet i verdensklasse. Men det bliver det ikke ved med at være, hvis nedskæringerne fortsætter

Formand for HUMrådet Niklas Zenius Jespersen

Blandt deltagerne er repræsentanter fra universitetets ledelse, medarbejdere og studenter, diverse pristagere og repræsentanter fra kongehuset, forskningråd og ministerier.

Men i år får festen altså et lidt anderledes politisk islæt. HUMrådet mener nemlig ikke, at politikerne uden videre skal kunne feste på det universitet, som de selv er med til at underminere:

»Når regeringen og politikerne kommer ud for at fejre Københavns Universitet, så skal de ikke tro, at de uden videre kan fejre de positive ting ved universitetet og samtidig ignorere, hvordan de dagligt er med til at ødelægge det med deres nedskæringer«, siger formanden for HUMrådet Niklas Zenius Jespersen.

En del af noget større

Protestaktionen til årsfesten er kun første del af en kampagne mod nedskæringer, som HUMrådet vil føre frem mod det kommende folketingsvalg. Formålet er at lægge pres på politikerne til at droppe nedskæringerne på uddannelserne og starte nye investeringer i uddannelsessystemet. Og så kræver de, at KU stiller sig på deres side og siger fra over for nedskæringer på Humaniora:

»Det er godt, at vi har et universitet i verdensklasse. Men det bliver det ikke ved med at være, hvis nedskæringerne fortsætter«, siger Niklas Zenius Jespersen.

HUMrådet vil stå klar kl. 13 ved Vor Frue Plads til at tage imod årsfestens gæster med bannere og løbesedler. Og arrangørerne lader ane, at de måske har en overraskelse gemt i ærmet.

Alle er velkomne til aktionen, som forløber i to dele: kl. 13.00-14.00 foran festreceptionen ved Frue Plads og kl. 18.30-19.30 ved Operaen.

Seneste