Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

It-chef: Derfor har vi valgt it-løsninger, der kan være irriterende

Svar på kritik — Københavns Universitet bliver udsat for hackerangreb mod studerende og ansatte flere gange i timen, derfor har vi brug for totrins-godkendelsen, selv om den er besværlig.

Kære Johanne Nedergaard,

Tak for din klumme i Uniavisen den 8. december, hvor du retter kritik mod vores mailsystem og sikkerheden omkring det.

LÆS OGSÅ: Kære KU-webmail. Jeg er så inderligt træt af dig. Sendt fra min iPhone

Jeg forstår sådan set godt din frustration, for nogle af KU’s it-sikkerhedstiltag besværliggør brugen af vores services. Jeg vil gerne forklare, hvorfor vi har indført tiltagene.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

De forskellige tiltag er gennemført, fordi vi på Københavns Universitet flere gange i timen oplever, at hackere forsøger at stjæle data fra forskere og studerende. Vi ligger nemlig inde med mange typer data, som er meget attraktive for hackerne – lige fra data om medarbejdere, studerende, økonomi og forretningsudvikling til meget personfølsomme forskningsdata om borgere.

For at passe på dine og KU’s data har vi indført en række skærpede it-sikkerhedstiltag, og med dem er det indtil nu lykkedes Københavns Universitet at undgå at miste data eller blive lagt ned af et hackerangreb.

Som du skriver, skal du bruge en såkaldt totrins-godkendelse for at få adgang til dine data. Vi har valgt den model, fordi den tilbyder den bedste sikkerhed på markedet i øjeblikket. KU benytter standardprogrammer fra Microsoft – herunder deres webmail – og andre eksterne leverandører. Indrømmet, deres brugergrænseflade er ikke altid i top.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Du skriver også, at relevante mails ryger i dit spamfilter. KU bruger også på det område et standardprogram, som overvåger mails for at beskytte os mod hackerangreb.

Programmet sender en gang i døgnet en mail, der opremser de mails, der er fanget i filteret, og hvis en mail ved en fejl er havnet der, kan du frigive den, og programmet vil næste gang vide, at der ikke er tale om en uønsket mail.

På KU tilbyder vi it-support til studerende og ansatte, som du naturligvis også er velkommen til at benytte dig af.

Afslutningsvis endnu engang tak for din klumme og dine pointer, som jeg vil tage med i vores videre arbejde med at forbedre it-sikkerheden og brugeroplevelsen på KU.

Seneste