»Jeg føler mig som kemiker igen«

Mohannad Aloula fik beskeden via nogle bekendte i Syrien i 2013. Den kontakt, der havde hjulpet ham med at smugle medicin ind til gamle beboere i de besatte forstæder til Damaskus, var blevet anholdt af Assads styrker. Det betød, at Mohannad højst sandsynligt også ville blive taget til fange af den syriske diktator. Den dengang 22-årige kemistuderende skulle ud af landet hurtigst muligt. Han er ikke i tvivl om, hvad der ville være ske, hvis han ikke havde forladt landet.

»Enten ville jeg være blevet fængslet og måske dræbt af Assads styrker. Eller også ville jeg være blevet hvervet til hæren. Det, tror jeg, er mest sandsynligt. Men så skulle jeg jo kæmpe mod Islamisk Stat og ville nok blive dræbt i krigen.«

Danske venner

Hans familie hjalp ham med at skaffe penge til rejsen, og så flygtede han over grænsen til Tyrkiet. Her boede han i ni måneder og arbejdede hos en bager, mens han sparede penge sammen til at rejse til Danmark, hvor hans grandtante og -onkel bor på Amager. Rejsen gik over Grækenland, hvor han fik et italiensk identitetskort, og videre til Milano og derefter Amsterdam.

Jeg har jo været væk fra faget i tre år. Så det er fedt, at være i laboratoriet igen

Mohannad Aloula

Fra Amsterdam fløj han til Danmark i 2014, hvor hans familie hentede ham i lufthavnen og kørte ham til politiet. Først boede Mohannad på asylcenter Sandholm og siden et par måneder i Sønderjylland. Og for to år siden fik han en femårig opholdstilladelse og en etværelses lejlighed i Tårnby tæt på sin grandtante.

Mohannad har netop bestået danskeksamen på et sprogcenter. Han taler med dæmpet stemme på et fejlfrit dansk. Kun få gange må han lede efter ordene og kigger op for at få bekræftet, at han bruger det rigtige ord.

Tilbage i laboratoriet

»Jeg vidste godt, at jeg ikke ville lære dansk kultur af min syriske grandtante, som bor her. Men jeg har mange danske venner. Jeg er stadig venner med et par, som jeg mødte, da jeg boede kort i Dragør. Og folk har været meget søde til at hjælpe mig, selv om jeg ikke kunne sproget så godt i starten,« siger Mohannad.

Hans plan er at læse biokemi på Københavns Universitet til næste år. For selv om han næsten har en fuld bachelor i kemi fra Damaskus, svarede det kun til kemi på dansk gymnasieniveau. Da hans engelske er begrænset, er han er ved at læse engelsk på VUC. Interessen for kemi var dog intakt, så med hjælp fra en ven kom han i kontakt med Kemisk Institut. Siden januar har han været i virksomhedspraktik på instituttet. Her hjælper han til i det daglige og laver kemiske opløsninger.

»Jeg har jo været væk fra faget i tre år. Så det er fedt, at være i laboratoriet igen,« siger Mohannad, der især interesserer sig for biokemi.

»Jeg elsker biologi, men det er svært at finde arbejde som biolog i Syrien. Så jeg vil gerne læse biokemi, fordi det blander de to fag. Min store drøm er at komme til at undervise på universitetet. Men først skal jeg lige tage en bachelor,« siger han med et genert smil.

Selv om Mohannad Aloula har boet i Danmark siden 2014, føler han sig stadig fremmed.

»Jeg mangler følelsen af at høre til. Men jeg er jo kommet hertil, fordi jeg ikke kunne blive i Syrien. Jeg er glad for at være her, men jeg er stadig syrer i hjertet.«

Når man spørger ham, hvad der har overrasket ham mest under hans tre år i Danmark, kommer svaret hurtigt og uden tøven:
»Vejret,« siger han og griner, mens vi kigger ud af vinduet, hvor himlen er overskyet, og de første regndråber falder tungt over de firkantede murstensbygninger på Nørre Campus.

Han fortsætter:
»Jeg er også overrasket over, at danskere drikker sig så fulde, at nogle af dem ikke kan gå på benene. Når danskere drikker, er det ligesom om, de bliver andre personer.«

Ser ikke nyheder

Mohannads forældre og to søskende bor stadig i Damaskus. Selv om han savner sin familie og gamle liv, forsøger han at kigge fremad og huske på, at hans familie er i et af de sikrere områder i det krigshærgede land.

»Min familie har det ok nu, for de bor i centrum af Damaskus. Der bliver ikke bombet så tit, men priserne er steget helt vildt i Damaskus. Før krigen kunne man få 46 syriske pund for en dollar. Men nu skal man betale 550 syriske pund for en dollar. Så alting er blevet meget dyrere på grund af krigen.«

Når han har taget sin bachelor om et par år, håber han at kunne vende hjem til Damaskus og sin familie:

»Jeg savner min by og at høre arabisk på gaden. Det er jo mit hjemland. Jeg er holdt op med at læse nyheder fra Syrien hver dag. Det er for hårdt at læse, at der fx bliver bombet i Aleppo. Det ville jo svare til, at du så i tv, at der bliver bombet i Jylland. Men så længe, jeg ved at min familie og venner har det godt, så behøver jeg ikke at læse nyheder fra Syrien hver dag. Nu er min hverdag her.«