Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

»Jeg savner, at voksne satter sig ind i, hvordan det er at være ung«

KULTUR — Sofie Riis Endahl er studerende på Machine Learning og Datavidenskab, men kan allerede skrive seks ungdomsbøger på forfatter-CV’et. Hun vil gerne skrive om det, de voksne ikke kender til og bevise, at ungdomsbøger sagtens kan være god litteratur.

Machine Learning og Datavidenskabs-studerende Sofie Riis Endahl, er også forfatter. Siden hun debuterede som syttenårig, har hun skrevet om de ting, der gør ondt i ungdomslivet, og med sin nyeste udgivelse Pixie Lever Stadig gjorde hun det så godt, at hun blev indstillet til Politikens Litteraturpris.

Sofie Riis Endahl

Læser en bachelor i Machine Learning og Datavidenskab på Københavns Universitet.

Var i år nomineret til Politikens Litteraturpris for romanen Pixie Lever Stadig (2021).

Har tidligere udgivet bøgerne: Sindstequila (2017), Øjebliksbilleder (2018), Efterskælv (2019), Smuk, smukkere, smukkest (2019), Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen (2020).

»Det føltes vildt at blive nomineret. Mit forfatterskab har altid været min egen lille ting. Men pludselig var folk helt hypet op over det. Det er jo en kæmpe litterær anerkendelse,« fortæller hun.

Nomineringen skubbede Sofie Riis Endahls bøger ud til flere voksne læsere. Og det er hun taknemmelig for:

»De voksne ville have godt at, at læse mere ungdomslitteratur. Unge bliver tit fortalt, at de skal se at blive voksne. Jeg savner, at voksne også sætter sig ind i, hvordan det er at være ung. Når en ung eksempelvis går og har det dårligt i sit sabbatår, tror jeg hurtigt, at voksne tænker: ’Nå ja, men livet går jo videre.’ Og det ved man godt, når man er 40 år gammel – for der er livet allerede gået videre! Men når man er 19 år, så forstår man det bare ikke. Jeg tror ikke altid, at voksne tænker over det aspekt,« siger hun.

Det som ingen andre kan sige

Sofie Riis Endahl håber på at have blødt grænsen op, mellem hvad der er bøger for unge og voksne med sin roman.

For hende, er det nemlig ikke ’bare’ ungdomslitteratur. Det er også en unik position at tale fra. Det fandt hun ud af i en tidlig alder, da hun prøvede at få hul igennem til forlagene med sin første bog. Sindstequila, som debutromanen hed, endte med at udkomme på Byens Forlag, og det var der ifølge Sofie Riis Endahl en særlig grund til.

»Før havde jeg både skrevet historisk fiktion, fantasy og alle mulige andre ting. Så begyndte jeg at skrive om ting, der var tættere på mit eget liv. Da jeg skrev Sindstequila, der handler om deling af grænseoverskridende billeder, havde Umbrella-sagen lige været oppe i Virum, hvor jeg er vokset op,« fortæller hun med reference til en af de største danske sager om deling af seksuelt krænkende billeder.

»Lige pludselig havde jeg noget at sige, som der ikke var andre, der kunne sige. En historie, som alle de voksne, jeg konkurrerede imod, ikke kunne tale om på samme måde, fordi de ikke var en del af det.«

I dag har Sofie Riis Endahl udgivet seks bøger. Alligevel satser hun på, at det er Machine Learning og Datavidenskab, der skal skaffe hende arbejde i fremtiden. Læs hvorfor i Uniavisens magasin. Her kan du også læse, hvordan hun i sit eget privatliv har kæmpet med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind.

Seneste