Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kan de studerende på Biologi have tillid til deres undervisere?

Krænkelseskultur — Hvorfor vælger Dean Jacobsen at forvalte sin magt som underviser ved at gå til medierne med et - endda tilsyneladende fordrejet - referat af, hvad der er blevet sagt på et internt møde? Og hvorfor giver dekan John Renner Hansen sin opbakning til det?

Tak til Universitetsavisen for med interviewet med Karoline Brix Andersson som det første medie at have givet stemme til den anden side i den forargelsessag, der kværnede i mediemøllen i starten af det nye år.

Sagen var fra første færd mærkelig: Hvorfor går en lektor, Dean Jacobsen, hvis ytrings-, forsknings- eller undervisningsfrihed på ingen måde er blevet krænket eller truet, i medierne med en historie om, hvordan han har tænkt sig til tilrettelægge sin undervisning?

Overvejelser af den slags, som vi andre holder for os selv eller diskuterer med kolleger. Og som tydeligt demonstreres ikke at have det fjerneste med undervisningsfrihed at gøre, da Jacobsen et par dage efter tager en ny beslutning og vælger at tilrettelægge den anderledes.

Er det virkelig den relation mellem studerende og undervisere, man ønsker, der skal være på Naturvidenskab?
*

Man kunne finde det komisk, men der er et alvorligt aspekt til det: Hvorfor vælger Dean Jacobsen at forvalte sin magt som underviser ved at gå til medierne med et – endda tilsyneladende fordrejet – referat af, hvad der er blevet sagt på et internt møde? Og hvorfor giver dekan John Renner Hansen sin opbakning til det?

Skal de studerende på Biologi – og måske ligefrem Naturvidenskab i det hele taget, dekanens opbakning til Jacobsen in mente – forvente at evalueringsmøder fremover ikke er et rum, hvor de, i tillid til at underviserne er sig deres magt bevidst, kan fremkomme med kritik af undervisningen, uden at denne bliver en sag for de landsdækkende medier?

Er det virkelig den relation mellem studerende og undervisere, man ønsker, der skal være på Naturvidenskab? Er det sådan man ønsker undervisere skal forvalte deres magt? Og er det sådan, man tager hånd om de studerendes ytringsfrihed?

Nyt magasin i standerne 8. februar.

Seneste